Dette sene efterår går vi og venter på tallene for forfatterstandens indkomstforhold, som vil blive præsenteret, når Danmarks Statistik og Dansk Kunstnerråd senere i år debuterer med den store undersøgelse Kunstnere i tal. Det bliver den første undersøgelse af den art nogensinde på litteraturens område, og den vil blive opdateret hvert år fremover. Jeg tror, det bliver et stærkt vidensgrundlag for vores politiske vilkårsarbejde.
Endnu kender jeg ikke tallene, og der vil såmænd nok også efterfølgende være en del uklarheder i billedet – tallene rummer svar på alt, men de fortæller ikke, hvad man skal spørge dem om. Jeg har dog en forventning om, at undersøgelsen vil pege på en forfatterstand, hvor folk i vid udstrækning er kombinatører og ernærer sig gennem en potent, men ustabil, blanding af løn, honorarer og virksomhedsoverskud. Vi er freelancere, soloselvstændige og løst tilknyttede honorarmodtagere og kan også være det i kombination med løn. Vi er selvfinansierede og selvbeskæftigede på kryds og tværs. Jeg tror, at jo mere ens indkomst er baseret på litterært arbejde, jo flere forskellige former for indtægt vil man have, jo flere forskellige indtægtskilder og samarbejdspartnere vil man være afhængig af, og jo større forskel vil der være i indkomstniveauerne. Hvis man så dertil lægger, hvad vi i al fald helt sikkert ved, nemlig at forfattere, illustratorer og oversættere bliver ved at arbejde til langt over normal pensionsalder, så tegner der sig et billede af en gruppe mennesker, som ikke passer ret godt ind i arbejdsmarkedet og socialforsikringen. Eller hvor man i hvert fald let kan komme i klemme mellem forskellige definitioner på, hvad ens arbejde egentlig er, og hvad ens indkomst faktisk berettiger til af ydelser.
I de situationer vil foreningen gerne være bedre rustet til at hjælpe. Derfor har vi med Jo Hermann som drivende kraft gennemført en kortlægning af de centrale problemfelter omkring bl.a. dagpenge (ledighed, barsel, sygdom), fleksydelse, efterløn, folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension. I begyndelsen af det nye år regner vi med at kunne præsentere et stærkt udvidet rådgivningsmodul på hjemmesiden, og vi har allerede taget det afgørende skridt at åbne mulighed for at få hjælp af en socialrådgiver. Sidstnævnte er forbeholdt medlemmer af Dansk Forfatterforening. Vi vil ikke kunne hjælpe alle med alt, heller ikke som medlem, men vi ved, at det sociale område er problematisk. Nu forsøger vi at dække det. Når Dansk Forfatterforening hævder at arbejde for bedre ”vilkår”, så er det ikke noget, vi bare går og siger. ※
