Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2025

Anbefalinger til ministeren

Af Anne Sofie Hammer, forperson for Dansk Forfatterforening

Af Anne Sofie (Fif) Hammer

Da kulturministerens arbejdsgruppe for litteratur tilbage i maj måned afleverede sine anbefalinger til en litterær handlingsplan, var den inddelt i seks forskellige temaer: Litteraturens rammevilkår, forfatteres løn- og arbejdsvilkår på det digitale bogmarked, den teknologiske påvirkning af den litterære udvikling (herunder konsekvenser af streaming og AI), muligheder for at styrke læselyst og læsefællesskaber, muligheder og udfordringer for specifikke genrer og vilkårene for dansk litteratur i udlandet.

Inden for hvert område havde arbejdsgruppen fremhævet enkelte anbefalinger, som de tillagde særlig stor vægt. En slags prioritering, som skulle modvirke, at politikerne udelukkende plukkede fra nederste hylde.

En af de fremhævede anbefalinger var fjernelsen af momsen på bøger. En anbefaling, som arbejdsgruppen mente havde potentiale til at give hele branchen et tiltrængt løft.

Netop den anbefaling har kulturministeren siden båret frem som en mærkesag, som nu ser ud til at blive gennemført. Dansk Forfatterforening har sammen med andre brancheorganisationer løbende arbejdet på at holde Kulturministeren fast på udmeldingen om, at netop nulmoms på bøger var noget, han ville kæmpe for.

Men det har samtidig været vigtigt for os at pointere, at det absolut ikke er den eneste anbefaling i arbejdsgruppens rapport. Den indeholder f.eks. også anbefalinger om at øge det offentlige bogindkøb og styrke litteraturformidling på skolebibliotekerne, at stille krav til DR om litteraturdækning og litteraturformidling og at øge støtten til blandt andet tegneserier, faglitteratur og lyrik – for blot at nævne et lille udpluk.

Det er tiltag, som repræsentanter fra alle dele af bogbranchen har diskuteret sig frem til og er blevet enige om at anbefale ministeren at tage med i en kommende litterær handlingsplan. For nogle dele af branchen har nogle tiltag været vigtigere end andre. Men der har været en fælles forståelse af, at dét at stå sammen om anbefalingerne giver styrke og vægt.

Det har altså aldrig været meningen med arbejdsgruppens rapport, at den blot skulle argumentere for en fjernelse af bogmomsen. Og blot fordi der viste sig pludselig at være politisk medvind omkring netop dette tiltag, betyder det ikke, at Dansk Forfatterforening nu læner sig tilbage og glemmer alle de andre anbefalinger, som der fortsat er brug for at kæmpe for. Det håber vi heller ikke, at kulturministeren gør. Han har trods alt selv bedt om vores input til en handlingsplan for litteraturen.

Interesserede kan finde hele arbejdsgruppens rapport via link på Dansk Forfatterforenings hjemmeside under nyheder fra maj. ※

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte