Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 6 - 2016

Bag om BØGERNES tilblivelse

Hvordan skriver forfatteren sin bog? Hvor meget ved skribenten om indhold, form og forløb, inden fingrene rammer tastaturet? Hvor meget er planlagt, hvor meget kommer til undervejs? Tre meget forskellige skribenter har fået de spørgsmål – med tre meget
forskellige, individuelle og personlige svar til følge.

Af Lene Møller Jørgensen

Når jeg begynder at skrive, ved jeg, hvor jeg vil hen – men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derhen,” siger forfatter Benn Q. Holm. Hans seneste roman, ’De døde og de levende’, udkom i sommer, og lige nu er han sådan cirka 40 computersider inde i den næste.

”Det første trin er en ide – måske en gammel tanke, som har luret et eller andet sted i årevis – og så snuser jeg lidt rundt om temaet. ’De døde og de levende’ foregår under og efter Anden verdenskrig, og det betød, at jeg lavede en del research – blandt andet læste jeg romaner fra den tid for at få en fornemmelse af sproget, men ellers laver jeg sjældent ret megen research. Jeg skriver med det samme. Jeg skriver mig ind på emnet og personerne. Det er slags organisk proces, og mine karakterer kan godt tage magten fra mig. En karakter, som jeg har tænkt som en biperson, fylder mere og mere, mens hovedpersonen måske forsvinder. Det er fedt,” fortæller Benn Q. Holm.

 

Ingen synopser

Han debuterede i 1994 og er forfatter til 13 romaner, bl.a. ’Album’, ’Hafnia punk’ og ’Byen og øen’, så arbejdsprocessen må siges at være gennemtestet.

”Jeg skriver aldrig en synopse. Tidligt i skriveprocessen laver jeg sommetider et stamtræ over personerne i mit manuskript – med deres familieforhold, venskaber, relationer. Mange af mine romaner er det, man i gamle dage kaldte kollektivromaner med mange karakterer, og på den måde holder jeg rede på dem. Men jeg kan godt starte ud med 10 personer, og så er der kun tre-fire af dem, jeg har holdt fast i, når det endelige manus er skrevet.”

Det gamle pigeværelse i Benn Q. Holms lejlighed fungerer i dag som hans kontor. Han lukker døren bag sig ved ni-tiden og læser, hvad han skrev den foregående dag. Redigerer, ændrer måske lidt, og skriver så videre – det gælder om at skrive videre, videre, videre. Kontinuerligt, ud over stepperne. Til klokken er omkring 16, så er kontortiden slut.

Vi taler om den amerikanske forfatter John Irving, som researcher, rejser, læser, interviewer og researcher igen intenst et år eller to. Så sætter han sig og skriver – som det allerførste – den allersidste sætning i bogen. Og så skal resten af historien jo bare skrives.

En proces, der nærmest får Benn Q. Holm til at stønne i telefonen. ”Jeg har altid syntes, at det lyder frygtelig kedeligt. Det bliver for matematisk for mig. Det er selve skriveprocessen, der interesserer mig mest.”

 

Mangfoldighed

Camilla Wandahl skriver børnebøger, serier, ungdomsromaner, noveller og ugebladsnoveller, og hun skriver i mange forskellige genrer. Selve skriveprocessen griber hun også vidt forskelligt an for hver tekst, hun skriver – fra den stramme, filmiske komposition til det løse, kaotiske, intuitive. Hun vælger, eller lader sig vælge, afhængig af genre, indhold, fortællestemme. Et eksempel på en meget struktureret og planlagt proces er fantasy-serien ’Søstre på De Syv Have’ i seks bind, fortæller Camilla Wandahl.

”Det er en serie til begynderlæseren, og jeg var optaget af, at den skulle være spændende – spændende som en Disney-film – og holde læseren fast, side efter side,” siger hun. Hun valgte derfor den dramaturgiske model Heltens Rejse; en berettermodel, som myter og eventyr i gamle dage – og Disney-film, moderne film og fortællinger i dag – er skrevet over.

Heltens Rejse er en avanceret og udbygget model af fortælleskabelonen ’Hjemme ude hjemme’ med 12 udviklingstrin, hvor helten hjemme i sin almindelige verden får et kald, modvilligt følger det og drager ud i en ny verden med farer, udfordringer, udvikling, venner og fjender til følge. ”Jeg lavede plottegninger og konceptbeskrivelse på hele serien ud fra den model – jeg planlagde, hvordan og hvornår hovedpersonerne skulle udvikle sig, kampscenerne finde sted, og at hvert kapitel skulle slutte med en cliffhanger. Faktisk lavede jeg en model for hvert bind og en overordnet model for hele serien,” siger Camilla Wandahl.

Også arbejdstitler for de enkelte bind var på plads fra start, og forlaget havde sagt god for planen, før hun begyndte at skrive. ”Selvfølgelig var der episoder og dialoger, der udviklede sig undervejs i skriveprocessen, men den overordnede model holdt.”

Heltens Rejse var meget velegnet til en action-serie som ’Søstre på De Syv Have’, men det er ikke altid Camilla Wandahl vælger så stramme plotmodeller. Hendes ungdomsromaner er f.eks. ofte skrevet mere løst.

”Det er min ungdomsbog, ’Som en tikken under huden’, et eksempel på,” siger Camilla Wandahl. ”Jeg skrev den over nogle år, og den begyndte som et billede i mit hoved: En pige løber gennem en skov og ser et telt mellem træerne. At historien handlede om en pige, der er anorektisk og som træner for meget – det var, hvad jeg vidste. Sommetider dukkede nye scener op, og så jeg skrev små, løsrevne sider og tekster om hende, lagde dem væk igen og arbejdede på noget andet. Men slippe hende og historien kunne jeg ikke, og på et tidspunkt bad jeg min kæreste skrive tilfældige ord på en masse lapper papir.”

Og så begyndte hun at skrive på historien ud fra ordene på lapperne. Hver dag trak hun et ord, satte uret på 20 minutter og skrev – det gjorde hun tre gange pr. dag. Historien tog form, og sådan blev romanen, ’Som en tikken under huden’ til.

”Det er en fortælling om en pige med et sårbart sind, og det afspejles i sproget, synes jeg, det er næsten kaotisk og med en del mærkelige sætninger og ord. Den løse måde at skrive på passer godt til mine romaner om unge og sårbare hovedpersoner, mens den stramme komposition egner sig fint en aktionspræget og spændende historie,” siger Camilla Wandahl.

 

Undersøgende tekst

Mens Camilla Wandahls tegner plotmodeller eller lader historien overtage, og Benn. Q. Holm skriver sig ind på sine romankarakterer, så har lyriker Knud Steffen Nielsen en anden tilgang til det at skrive og skabe. En tilgang, som måske er en del af lyrikkens væsen.

”Jeg ved ikke noget om teksten, inden jeg går i gang med at skrive,” siger han. ”Det er min nysgerrighed, der driver værket. Undringen. Og den skal ikke forlods bindes til en synopse. Det er en forundring over dette og hint, og så kobler jeg et forhøjet beredskab på, men faktisk opfatter jeg både sproget og undringen som guddommelige, uforklarlige størrelser.”

Knud Steffen Nielsen er forfatter til en række digtsamlinger, blandt dem ’Derfor står jeg frem nu’, ’Toppilot’ og ’Intarsia. Et forhandlingspapir’. Han sammenligner sin skriveproces og sin undren med det lille barn, der oplever alt for første gang og undersøger, hvad det støder ind i af stort og småt.

”Og for at konkretisere det og figurere det som undren, så tilbyder sproget sig. Forundringsmaskiner,” siger Knud Steffen Nielsen, der selv går nysgerrigt ind i maskinen, afsøger den, dens funktioner og relationer til andre ting. Hans forundring kan gå på alt – politiske, naturvidenskabelige eller dagligdags forhold, fortæller han. Og nævner et par tænkte eksempler; hvad er en Trump-vælger for en størrelse? Eller – og især, understreger han – hvilken slags græs, den pågældende vælger må have røget.

”Hånd i hånd med det at kunne forundres sidder skepsissen og fløjter med, en slags shit-detektor, som vurderer melodien i linjerne, der skrives sammen med et andet aspekt; nemlig hvordan man får samspil mellem form og indhold,” siger Knud Steffen Nielsen, som understreger, at formen ’i den grad’ er en del af indholdet.

”En anden formmæssig test kunne være at skulle aflevere besked om alvorlig sygdom. Find 15 formvarianter, kære læser. Og find den bedste og den værste. Det semantiske indhold er jo på forhånd givet – og så dog alligevel ikke. Der kan være mere død i én udgave end i en anden,” siger Knud Steffen Nielsen. ·

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte