Bogen skal ud!

Louise Winther skrev en bog om sit eget liv, men kunne ikke finde en forlægger. Bogen skulle bare ud, koste hvad det ville, så hun kontaktede et medudgiverforlag.

Af Lene Møller Jørgensen

Men så døde mormor er Louise Winthers romandebut. Det er historien om et barn, der bliver mobbet og holdt udenfor i skolen, og hvis smerte bliver ignoreret, eller i hvert fald ikke talt om, derhjemme. Det er historien om hendes egen barndom og ungdom og om, hvad mobningen gjorde ved hende som menneske langt op i livet.

Gennem mere end 20 år havde den bog ulmet i hende, og da hun i 2018 fik aflyst en større og længerevarende opgave som selvstændig erhvervspsykolog og psykoterapeut, satte hun sig foran computeren.

Skriveprocessen blev voldsom. Louise Win-ther gennemgik gamle breve, dagbøger og notater og først dér gik det for alvor op for hende, hvor stor betydning skoletidens mobning havde haft på hendes liv. Faktisk havde det aldrig været en del af hendes selvforståelse eller fortælling – ”det var simpelthen for skamfuldt,” siger hun i dag.

Tsunami

Louise Winther havde, inden hun selv begyndte at skrive, læst Leonora Christina Skovs Den der lever stille med stor interesse, skrevet til forfatteren og fortalt lidt om sit eget projekt. Leonora Christina Skov anbefalede hende en række bøger om at skrive autofiktion, om faldgruber og om de reaktioner, det kan fremkalde hos skribenten at gå tilbage i erindringerne. Det er ikke omkostningsfrit. Louise Winther fulgte anbefalingen, men som erfaren psykoterapeut og erhvervspsykolog mente hun nu nok at kunne håndtere skriveprocessen. Det kunne hun så ikke.

”Da jeg gik i gang med at skrive, var det som at blive ramt af en tsunami. Så meget vendte tilbage, og det var først, da jeg havde skrevet gennem nogen tid, at det gik op for mig, at der løber en rød tråd – nej, et tykt, rødt reb – gennem min barndom; at min pæne familie var dysfunktionel. Det var jeg allerede klar over, men det blev virkelig tydeligt for mig, efterhånden som skrive-arbejdet skred frem. Det var ikke noget voldsomt, vi fik hjælp til lektierne, ingen drak eller var voldelig, men følelser var ikke noget, man talte om. Da jeg fyldte ni år, kom jeg i skole med fødselsdagsinvitationer, de der fine kort med ‘Det ville glæde … at se …,’ og delte dem ud til pigerne. Jamen den dag kan vi jo ikke, sagde pigerne, da holder Laila fødselsdag. Og det gik op for mig, at alle pigerne i klassen var inviteret, bortset fra mig. Da jeg fortalte min mor det, fik hun lynhurtigt arrangeret, at børnene fra vejen kom til fødselsdagen i stedet, men vi talte aldrig om det. Vi talte aldrig om følelser.”

Louise Winther beskriver sin reaktion på skrivearbejdet som retraumatisering, og hun gik i terapi.

Standardafslag

I efteråret 2018 havde Louise Winther skrevet sit manuskript, hun sendte manus til et forlag og fik afslag. Et standardafslag, som fik hende til at kontakte en professionel manuskriptlæser.

”Og jeg skal da lige love for, at jeg fik noget for pengene! Jeg tror, det tog mig en uge at komme mig over det,” siger hun og griner, ”men hun havde selvfølgelig ret. Og jeg skrev om og om.”

Hun sendte sit manuskript til flere forlag, flere end hun har lyst til at huske, men i hvert fald over ti, siger hun. Uden held. Så bad hun en tidligere kollega, en dramaturg, om at læse manus. Det mangler fremdrift, sagde dramaturgen, eventuelt nogle spring i tid?

”Og så besluttede jeg at gøre alvor af en idé, jeg længe havde haft, men som jeg var usikker på, om jeg kunne overskue – at have en ramme med psykologsamtalerne, jeg begyndte på som 29-årig, så der kom et fortidsspor og et samtalespor. I manuskriptet skrev jeg erindringerne med grønt og samtalerne med psykologen i rødt.”

Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion?

”Alt, hvad der er med i bogen, er sket. Men jeg har ændret en håndfuld navne, ligesom det selvfølgelig er umuligt at referere samtaler over middagsbordet præcist, når de foregik for mere end 40 år siden.”

Som titlen på Louise Winthers bog fortæller, mistede hun sin mormor, og mormoren var den person i familien, hun følte virkelig så hende. Og for ti år siden mistede hun også sin far.

Var det svært at vise manuskriptet til din familie, til din mor?

”Det var skrækindjagende. Min mor vidste, at jeg skrev om min barndom, jeg havde forberedt hende, men jeg var nervøs og kunne ikke holde ud at overrække hende manuskriptet ansigt til ansigt. Så jeg sendte det med posten og kunne næsten ikke være i mig selv, fordi hun skulle have en nabo til at hente det på posthuset, og så gik der flere dage, og … men efter at hun havde læst, sendte hun en SMS. Jeg turde ikke engang åbne den, men fik min mand til det, og han læste hendes besked højt. Hun var imponeret over, hvor velskrevet bogen var, skrev hun, og tilføjede, at jeg havde beskrevet alt, præcis som det var. Det var en lettelse – og jeg brød sammen i gråd.”

Ingen bid

Ingen forlag bed på, og Louise Winther kontaktede Forlaget Forfatterskabet.dk, som er et medudgiverforlag. De vendte hurtigt tilbage og ville gerne arbejde med hendes manuskript.

”Jeg fik en redaktør, som bl.a. pegede på et par episoder, hun mente var for kortfattede, og selvom jeg bare ikke orkede at skrive mere om, så gjorde jeg det. Også dialogen blev sat op på en lidt anden måde,” fortæller hun.

Forlaget spurgte, om hun havde ideer eller ønsker til omslaget? Det havde hun. Efter mormorens død arvede hun hendes forklæde af bomuld med et print af stedmoderblomster i blå nuancer, og Louise brugte forklædet, indtil det var tyndslidt, falmet og færdigt. Omhyggeligt klippede hun en lille firkant stof af, som havde siddet beskyttet under forklædets lomme – det var blåt og friskt, og hun gemte det af vejen i en kuvert. Kuverten blev fundet frem, den lille stoflap affotograferet og sendt til Forfatterskabet.dk. Kunne det bruges? Ja, og omslaget på romanen Men så døde mormor er fotoet af det blåblomstrede stykke forklædestof.

Louise Winther er glad for sin beslutning om selv at betale en del af udgivelsen. Den bog skulle ud, og det kom den i januar i år, den fik en fin lektørudtalelse og er i skrivende stund indkøbt af 83 biblioteker. Forfatterskabet.dk tager sig af markedsføring især via nettet/sociale medier, det er en del af kontrakten, men hun har også selv været meget aktiv.

Hun skrev en kronik om mobning, som blev optaget i Politiken og offentliggjort tæt på bogens udgivelse. Kronikken førte til et radiointerview om mobning og hendes bog på P1, og til en helsides artikel i lokalavisen på den egn, hvor hun er vokset op. Louise Winther har også været særdeles flittig på sin egen Facebook-side, på Instagram og på LinkedIn, og derudover fik hun lavet en stor plakat med forfatter- og bogfoto, som har kunnet ses flere steder i bybilledet i hovedstadsområdet. Bl.a. i vinduet hos Kleins Boghandel på Frederiksberg sammen med stakke af hendes blå bøger.

”Jeg gik ind og spurgte boghandleren i Kleins, om hun ville lave et vindue med min bog. Ja, hvis du kommer med en plakat – jo større, jo bedre, lød svaret. I Fredensborg Boghandel var plakaten også i vinduet, og jeg var deroppe til et forfatterinterview, som kan ses på nettet,” fortæller Louise Winther.

I håb om at komme bredere ud allierede hun sig efter udgivelsen med pr-agent Anne Zenon fra HistorieAgenten, der har hjulpet med at pitche hendes bog og historie til forskellige medier. Det har indtil videre resulteret i en længere artikel i magasinet Bogmarkedet og en interview-aftale med ugebladet Hendes Verden. (Se interview med Anne Zenon længere fremme i bladet).

Det er endnu for tidligt at gøre op, hvor meget bogen har solgt, og om forfatteren får sine udgifter dækket – eller får en fortjeneste. Men bogen er derude, samtalen om mobning, om skam og skyld over at blive mobbet og om ikke at blive set i sin egen familie – den samtale er i gang.

Louise Winther betalte Forfatterskabet.dk 27.160 ekskl. moms.

Det dækker: