Indeks Retail hedder den virksomhed, som blandt andet har Bog & Idés boglader i sin stald. Virksomheden beskriver sig selv sådan her på hjemmesiden: ”Indeks Retail er kædekontor for de tre frivillige kæder; Bog & Idé, BOGhandleren og Legekæden, og servicerer disse med konceptudvikling, markedsføring, sortiment, web, IT, økonomi og logistik.”
Der er omkring 120 boghandler i kæden – heraf 112 Bog & Idé-butikker, og de øvrige er BOGhandleren-butikker. Den enkelte butik er stadig selvstændig, men har indgået en aftale med Indeks Retail og følger dermed deres koncept med indkøb, markedsføring og bog- og varepræsentation i butikken, samtidig med at det selvfølgelig står dem frit for at købe yderligere ind, så de bevarer eller får et individuelt, personligt og lokalt præg.
Kædekontoret har et indkøbsudvalg, som består af erfarne og læsende boghandlere fra små og store butikker fordelt over hele landet samt af lederen og en medarbejder fra kontorets salgsafdeling. Indkøbsudvalget og en række repræsentanter fra de store forlag mødes tre gange om året og diskuterer og vurderer bøger, der udkommer de kommende måneder. Især julesalg og julekatalog planlægges tidligt, og det vil forlag og forfattere meget gerne med i.
Direktør i Indeks Retail er Marianne Lyngby Pedersen.
”På møderne beslutter vi, hvilke titler der skal have særligt fokus i det kommende måneder hen over året. Butikkerne har et nyhedssortiment på mellem 600 og 800 titler hver måned. Og derudover et A-sortiment og et B-sortiment – A er altså ikke nyheder, men bøger, som alle butikker bør have på hylderne. For at ligge i A-sortimentet skal bogen have en vis løbende omsætning, og har den ikke det, ryger den ud. Det er ren matematik: Hvis bogen ikke opnår en bestemt omsætning i løbet af to måneder, ryger den ud. B-sortimentet er de næstbedste og valgfrit. Lad os sige, at udvalget har vurderet tre italienske kogebøger til at ligge i kategori A, men den enkelte boghandler kan jo godt vurdere, at man faktisk kan sælge en fjerde italiensk kogebog. Med de øvrige kriterier skal vi gerne sikre, at det er de rigtige varer, butikkerne har på hylderne,” siger Marianne Lyngby Pedersen.
Hver enkelt titel får udarbejdet sin egen marketingplan i samarbejde med forlaget, evt. også med forfatteren, så bogen er klar til at blive set og genkendt, når den kommer i butikken.
Kædekontorets formål er at gøre det så let – og rentabelt – for butikkerne som muligt.
”Der skal være flow i at bestille bøgerne hjem, modtage fakturaer og i at ombytte eller returnere usolgte bøger. Så nemt og hurtigt for butikkerne som muligt, og den infrastruktur skal fungere. Hvis bogen går i stå og ikke sælger, skal den hurtigt ombyttes til andre,” siger Marianne Lyngby Pedersen.
En god vinduesudstilling koster penge
Kædekontor og forlag aftaler retur- eller ombytningsret, ligesom køb af vindues- og udstillingsplads går gennem Indeks Retail. Forlagene kan købe vinduesudstillinger til en titel med bogstakke og fotos af bogens forside og forfatter, ligesom de kan købe udstilling og gode pladser til titlen i butikken. Men derudover kan den enkelte butik også selv vælge at fokusere på en lokal forfatter eller et særligt hjertebarn til vindue og udstilling. Mange boglader har særlige præferencer for visse genrer, forfattere og udtryk, som de satser på sideløbende med kædekontorets indkøb.
”Kim Blæsbjergs bog De bedste familier (en familiehistorie fra Vestjylland om bl.a. Cheminova og naturforurening, red.) solgte rigtig godt ikke mindst i Lemvig og Holstebro, mens Emma Holtens Underskud (om det arbejde, som samfundsøkonomien ikke tæller med, såsom det usynlige arbejde i hjemmet, omsorg og varme hænder, red.) solgte virkelig meget på Nørrebro i København,” siger Marianne Lyngby Pedersen.
Hun har en stærk tro på den fysiske bog og har også tal til at underbygge det. For ti år siden, da hun blev direktør i Indeks Retail, spurgte mange hende, hvad hun dog ville der – bogen er jo ved at uddø, sagde folk dengang. Men tværtimod, konstaterer Marianne Lyngby Pedersen i dag, ”bogen lever i bedste velgående”.
”Der har været et godt bogsalg de senere år. I december 2024 solgte butikkerne 34.500 forskellige titler – nogle i ét eksemplar, andre i fire, atter andre i hundreder. Men i alt 34.500 eksemplarer alene i december. I løbet af hele 2024 blev der solgt 70.000 forskellige titler. Kongeord (kong Frederiks personlige visioner for kongegerningen fortalt til Jens Andersen, red.) solgte 70.-80.000 eksemplarer i vores butikker – vi har aldrig set mage! Men der er ikke mange forfattere, der sælger mere end 1000 titler på et år. Jeg vil tro, at der er omkring 30 forfattere, der kan sælge så meget. Så der skal et flow til.” ※
Supermarkedet køber så mange bøger, at de køres ind på paller – og uden returret
I Danmarks lidt mere end 100 Føtex-butikker kan kunder fylde indkøbsvognen med madvarer og med køkkengrej, tøj, kosmetik. Og bøger. Butikkerne har et boghjørne, stort eller småt, med populære danske og udenlandske bøger, nogle af ældre dato, andre lige udkommet. Til priser, der ligger pænt under, hvad boghandlen tager.
Føtex er en del af Salling Group, som også Bilka, Netto og BR hører under, og Salling Group er en stor og vigtig spiller på bogmarkedet på linje med Retail Indeks. I Salling Group er det Rasmus Bøjer Jensen, purchasing coordinator, der står for indkøb til kædens mange butikker. Han fortæller om strategien for Føtex’ boghjørner.
”Bøger er en del af vores udbud, og vi ser det som ’grab and go’. Vi har ikke vildt meget service, og hvis det er den 17-årige skoleelev med fritidsjob, der er på arbejde, så er han ikke ekspert på bøger og kan ikke sige meget om dem eller forfatteren. I boghandlen kan du få formidling og viden, det tilbyder vi ikke, så det, vi kan konkurrere på, er prisen. Jeg køber ind til 100 Føtex-butikker, 19 Bilkaer og 30 BR-forretninger. Det giver pondus, og vi får bøger leveret på paller. Uden returret. Så sælger bogen ikke, brænder vi inde med den,” siger Rasmus Bøjer Jensen.
”Bøger leveret på paller” og ”uden returret” er her de vigtige nøglebegreber for forlagene – og for deres forfattere – og grunden til, at de gerne sælger til supermarkeder og indgår aftaler på trods af meget lave priser. For her handler det ikke om forskud og risiko, men om, at pengene løber ind på kontoen ved leveringen – uden ventetid på salgstal, udregning efter forskud og nerver om, hvorvidt bogen nu sælger eller ej. Der er afregnet. Og hos Salling Group betyder den manglende returret, at Rasmus Bøjer ikke gambler med ukendte navne og smalle titler, men satser på det velkendte. ”Grab and go” kræver øjeblikkelig genkendelse.
”Det vigtigste for mig er, at kunderne ved, hvad de køber, og derfor skal det være en allerede kendt forfatter. Jeg kan godt overveje et mere ukendt navn eller en ny serie uden at købe i første omgang, men hvis bogen så går godt i boghandlen i et par måneder, køber jeg måske i næste omgang. Eller vi køber, når en hardbackbog udkommer som paperback, og laver tilbud på to forskellige titler for 111 kroner. Der er ingen bøger, der bliver smidt ud eller brændt – vi laver gode tilbud i stedet.”
Salgsmøder
Også Rasmus Bøjer Jensen holder tre årlige salgsmøder med de store forlag og med et par agenter, som repræsenterer fem lidt mindre forlag. Og det er ham, der alene vælger, hvad der skal købes ind. Forlagenes salgsafdelinger ved på forhånd, hvad der er chance for at sælge ind til ham og hans butikker, fortæller han, og de får en times tid til at præsentere titlerne. Det er også ham, der fordeler bøgerne i butikkerne landet over, og han er selvfølgelig opmærksom på, at den seneste bog om Johnny Madsen (Uden filter af Henrik Røde Jensen, udgivet efter sangerens død, red.) sælger bedst i Esbjerg og omegn, men alle butikkerne får eksemplarer. Senere kan de blive omfordelt, ligesom nogle Netto-butikker også kan have bøger i en periode, men ikke som et fast sortiment.
Rasmus Bøjer køber også børnebøger til Føtex og Bilka og til legetøjsbutikkerne BR. De skal også være genkendelige.
”Bøger af f.eks. Sebastian Klein og bøger med figurer fra børne-tv sælger i BR-butikkerne. Og på det seneste er jeg begyndt at købe engelsksprogede bøger, som vi sælger i Føtex og Bilka. Det er især romance og mindset-bøger, som sælger godt til unge,” siger Rasmus Bøjer Jensen. ※
