Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2023

De kritiske revisorers bemærkninger til regnskabet for 2022

Af Janne Heigaard & Lotte Garbers

Vi har gennemgået det fremlagte regnskab og på den baggrund stillet bogholderiet i alt 15 opklarende spørgsmål, som alle er blevet besvaret fyldestgørende.

Regnskabet er på flere punkter en del anderledes end sidste år, da 2021 var ganske specielt som følge af corona. I 2022 har en imponerende lang række arrangementer, projekter og kurser med stor tematisk bredde kunnet gennemføres, ligesom foreningen i 2022 deltog på årets Bog-forum med en velbesøgt stand.

Vi glæder os over, at foreningens medlemstal til trods for en del frafald og udmeldelser er voksende. 2022-regnskabets negative resultat er hovedsagelig en følge af de generelle kursfald og rentestigninger på de finansielle markeder, som foreningens investeringer har lidt under. Vi har spurgt ind til bestyrelsens fremadrettede forvaltning af foreningens formue og har tillid til, at denne sker på ansvarlig vis.

Foreningen har også i år anvendt at hensætte en del af midlerne til aktiviteter, af konkrete og velargumenterede grunde, men vi henstiller til, at hensættelserne mindskes for at give gennemsigtighed i regnskabet.

Årsregnskabet viser, at vi stadig har en stor likvid beholdning. Vores samlede konklusion er, at Dansk Forfatterforening har en sund økonomi.

Vi finder regnskabet tilfredsstillende og vil på den baggrund takke sekretariat, bogholderi, bestyrelse og formand for kvalificeret administration og ledelse.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte