Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2026

frit rum: En faglitterær kanon?

En faglitterær kanon henviser til fortiden – men skal inspirere nutidens forfattere og læsere. Vi efterlyser de værker, der har formet og stadig former dansk folkeoplysning.

Af Den Faglitterære Styrelse

Af

Ja, hvorfor ikke?

Vi drøfter jævnligt i den faglitterære gruppe ideen om at opliste en række faglitterære forfatterskaber gennem historien, der har haft afgørende indflydelse på det folkelige oplysningsprojekt og den demokratiske samtale, samtidig med at de har leveret velskreven og underholdende vidensformidling til et bredt publikum.

Kan man forestille sig, at Emma Gads Takt og tone opfylder et sådant kriterium? Kan man forestille sig, at Niels Bohrs pædagogiske indføringer i atomteorien skal stå på en sådan liste? Eller Knud Rasmussen, Agnes Henningsen, Achton Friis, Hal Koch?

Listen skal ikke være tilbageskuende og mindes gamle dage. Vi forestiller os en omvendt kanonliste, der peger fremad. På hvilke måder præger de kanoniserede faglitterære forfatterskaber den offentlige debat, det brede vidensniveau; alt det, der er typisk for dansk folkeoplysning?

Emma Gad er stadig underholdende at læse, men hendes bog satte også en standard for, hvordan vi bør omgås hinanden, som vi kan genfinde i senere livsstilsbøger.

Niels Bohrs hensigt var at gøre den hjernevridende kvanteteori til fælles eje, ikke på formelniveau, men som en erkendelseshorisont. Kan vi forestille os den demokratiske åndsfrihed, vi kender i dag, uden at nævne Georg Brandes? Den engagerende historiefortælling, som mange faghistorikere excellerer så fremragende i, har den ikke en rod hos Palle Lauring?

Vi leder ikke efter de bedste videnskabsfolk. Tycho Brahe skrev ikke folkeligt, men på latin – og August Krogh mest til videnskabelige fagfæller. Vi leder efter faglitterære forfattere, hvis forfatterskaber opfylder kendetegn som disse:

  1. Fremstillingen er i overensstemmelse med fakta.
  2. Forfatterskabet skal have relevans for en bred læsergruppe, ikke kun for en snæver fagkreds.
  3. Forfatterskabet skal have formidlingskvalitet – sproglig klarhed og prægnans, gerne personlighed og møntet på en alment interesseret læser.
  4. Forfatterskabet skal have haft og fortsat have indflydelse på den offentlige debat, den folkelige oplysningskultur og det brede vidensniveau.

En faglitterær kanon skal være til inspiration for aktuelle faglitterære forfattere. Den faglitterære kanon skal pege fremad og minde os om en stadig levende litterær tradition, der har sikret et oplyst og åbent samfund.

Alle vidensområder kan komme i spil: samfund og historie, kultur og kunst, naturvidenskab, økonomi, livsstil, pædagogik og psykologi, topografi, medicin, religion osv.

Vi tror på ideen. Faglig viden er en hjørnesten i et samfund, og den aktuelle og velskrevne faglitteratur holder liv i folkeuniversiteter, aftenskoler og studiekredse på bibliotekerne. Den velskrevne faglitteratur er det solide alternativ til de digitale gratismediers ofte flygtige og usammenhængende fakta.

Vores tanke er at igangsætte en kampagne om en faglitterær kanon i løbet af 2026, ikke for produktets egen skyld, men for processens skyld: Holder vores idé? Findes den omtalte litteratur overhovedet? Kan vi opnå en vis grad af enighed? Har diskussionen betydning for faglitteraturen generelt?

Men inden da vil vi gerne høre, hvad vores gode kolleger i Dansk Forfatterforening tænker. Har I kommentarer til vores idé, eller har I ligefrem nogle forfatterskaber i tankerne, der bør komme i betragtning, så kom endelig frem med dem.

Skriv til Henrik Poulsen eller Charlotte Langkilde, så skal vi nok sørge for, at jeres indspark kommer med i det videre arbejde.

P.S. For en god ordens skyld skal forfatterne til de kanoniserede forfatterskaber være afdøde, som det også er tilfældet for de skønlitterære kanonforfattere.

 

Ordet kanon kommer af græsk ”stang, målestok, regel, rettesnor”.
Læs mere hos Lex.dk: Due, Bodil; Lund, Jørn: kanon – litteraturvidenskabeligt begreb i Lex på lex.dk (link hentet 19. februar 2026)

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte