Der er mindre end 1000 kilometer fra København til Minsk, hovedstaden i Hviderusland, og det er nogenlunde samme afstand som til Paris og London. Og noget tættere på end Rom. Vi er i Europa, men der er en verden til forskel.
Den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, som indtil videre har siddet på posten i 24 år, nærer en dyb modvilje mod vestlige værdier. ”Den kunstige kult af individuelle rettigheder og friheder er skyld i de kriser, vi ser i dag,” har han blandt andet påpeget fra FN’s talerstol.
Den kunstige kult er da også helt fraværende i hans eget land, hvor der i princippet er ytringsfrihed og politisk frihed, men hvor kun få vover eller har mulighed for at benytte sig af den. Den hviderussiske forfatterforening, The Belarusian Writers’ Union, er de senere år stort set blevet frataget muligheden for at eksistere.
”Der er tale om en stille kvælningsdød,” siger Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, ”og miljøet omkring litteraturen er faldet fra hinanden.” Han og næstformand Kirsten Marthedal deltog i EWC, sammenslutningen af europæiske forfatterforeningers generalforsamling, som i år var henlagt til Hviderusland, som et udtryk for de europæiske forfatteres solidaritet med deres hviderussiske kolleger.
Tavshed
De hviderussiske kolleger blev jaget ud af deres hus, Forfatternes Hus, i Minsk, for over ti år siden og fik frataget deres midler. Senere overtog en ny og statsligt støttet forfatterforening huset. Landets forlag og boghandlere er statslige eller statsligt styrede, og at være medlem af The Belarusian Writers’ Union er ensbetydende med at være sortlistet over for forlag, boghandler og biblioteker. Forfatterne kan udgive selv, men deres værker mødes med tavshed.
Landet har to officielle sprog, russisk og hviderussisk, men hviderussisk er et mindretalssprog – der undervises ikke længere i det på landets skoler, og alt i det offentlige rum foregår på russisk.
Stærk identitet
”Hviderusland er et eksempel på, at man ikke kan tage for givet, at der findes en rig, levende og fri litteratur i Europa,” siger Morten Visby, ”og det viser også, hvor stor betydning det har, at man som forfatterforening deltager i internationale organisationer, udveksler erfaringer og viden.”
Efter EWC’s generalforsamling var de hviderussiske forfattere værter ved en middag.
”Der er en stemning af dyb bekymring blandt de hviderussiske forfattere,” siger Kirsten Marthedal. ”Men det er også tydeligt, at foreningen har en stærk identitet.”
Der er ingen oprørskhed eller politisk mobilisering, er de to enige om.
”Det, de nok ønsker allermest, er at blive udgivet, og en mulighed for at få deres værker udgivet uden for landets grænser. Og de ønsker en udvidet international kontakt og støtte fra det øvrige Europa” siger Morten Visby. ※
Svetlana er undtagelsen
Det mest berømte medlem af The Belarusian Writers’ Union er Svetlana Aleksijevitj, som modtog Nobelprisen i litteratur i 2015.
Svetlana Aleksijevitj bor og arbejder i Minsk – selv har hun sagt i interviews, at hun er beskyttet af Vestens opmærksomhed, så hun kan sige næsten hvad hun vil. I modsætning til sine kolleger.
Nobelprismodtagerens teknik er at interviewe vidner for at afdække et tema – genren er blevet kaldt litterær dokumentarisme eller litterær reportage.
Tine Roesen, lektor i russisk litteratur og oversætter, har oversat Svetlana Aleksijevijts Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Secondhand-tid – hun siger om genren litterær dokumentarisme:
”Hmm, ja, litterær dokumentarisme. Det vil vi, der forsker i det, måske ikke kalde det – men det er en særlig genre. Svetlana Aleksijevitj samler vidnesbyrd, og ud af dem opstår et fælles og samlet kor. Det skaber en dokumentarisk effekt, at hun i høj grad lader vidnerne tale direkte til læseren. Hun har selv betegnet genren som kreativ prosa – kreativ på den måde, at hun bruger vidnesbyrdene ret frit som sit materiale. F.eks. kan hun finde på at ændre i et vidneudsagn fra den ene udgivelse til den anden. Og genbruge tidligere udtalelser i nye sammenhænge. Hun lægger ikke skjul på det og understreger selv, at hun skriver litteratur. Men det kan give problemer i forhold til kilderne, hvor nogle er blevet vrede og skuffede, og også i forhold til læserne,” siger Tine Roesen.
Et let chok
Det kan også give oversætteren problemer. Tine
Roesen fortæller, at hun blev lettere chokeret, da hun første gang stødte på et afsnit i et af værkerne, som hun genkendte – hun var sikker på, at hun havde oversat næsten præcis de samme ord og sætninger i et andet værk, i en anden sammenhæng. Og det havde hun også, men det er nu engang sådan, Svetlana Aleksijevitj arbejder og skriver. ※
Svetlana Aleksijevitj, f. 1948, er uddannet journalist i Minsk, og hun skriver sine vidnesbyrdhistorier på russisk.
Lene Møller Jørgensen
