Jeg er ikke klimaforfatter, men de senere år har jeg fået mere og mere fokus på at tage samfundsrelevante emner op i mine bøger og problematisere dem. Det er den vej, det er gået for mig, og dermed har jeg også flere gange taget fat på at arbejde med klimaforandringer i mine bøger,” siger Søren Jessen og tilføjer, at han faktisk allerede i 2004 fik udgivet første del af en trilogi, Fortælleren, der kredser om et klima, der går amok, om vand, der fordamper, om tørke og voldsomme skovbrande.
Søren Jessen er skønlitterær tegner og forfatter og skriver for voksne, børn og unge. Han favner meget bredt, og siden debuten i 1990 er det blevet til mange, mange udgivelser med forskellige temaer og genrer – graphic novels, billedbøger og romaner for børn og voksne. Når han har taget fat på klimaændringer som tema, så tænker han på ingen måde på at formidle eller påvirke læseren til at blive klimabevidst.
”Der skal nok være nogle skønlitterære forfattere, som skriver for at gøre verden til et bedre sted, men ikke jeg. Når jeg skriver og tegner, tænker jeg ikke i formidling, det er slet ikke mit mål, og det er også en helt forkert tilgang eller tankegang, mener jeg. Men jeg tror, det er rigtigt, at hvis man skal forstå klimaproblematikken, så skal man gå til skønlitteraturen. Nyheder om klimaet i aviser, tv og på nettet er fyldt med kurver og diagrammer, og vi forstår det ikke – et diagram giver ingen forståelse af at være menneske midt i de her forandringer. Skønlitteratur og fortællinger frem for fakta giver en større forståelse, det skaber følelser og billeder, og vi forstår gennem følelser og gennem det ubevidste – det gælder ikke mindst børn og unge I en diskussion er det selvfølgelig fedt at fyre nogle statistikker og fakta af, men hvor meget rykker det? Der åbner skønlitteraturen for langt flere muligheder – og det er selvfølgelig dét, kunst gør helt generelt.”
Bliver det ikke skræmmelitteratur – skildringer af en verden med altødelæggende tørke og ekstreme skovbrande, hvor mennesket skal kæmpe for overlevelse?
”Sådan tænker jeg ikke på det, og jeg opfatter heller ikke nødvendigvis klima som temaet – mere som en forudsætning for at fortælle om en forandret verden og for, hvordan man som menneske klarer sig i sådan en verden.”
Et billede for det indre blik
Tilbage fra barndommen og den tidlige skoletid har Søren Jessen tegnet, og som teenager vidste han, at hans fremtid skulle være noget med at tegne. Hans debut, Dino rejser til byen, er en
billedbog til de yngste med ord og ganske korte sætninger. Men med årene er teksterne vokset.
”Jeg er et billedmenneske, der begyndte at skrive,” siger han, ”og det er en kæmpe glæde og meget tilfredsstillende. Men tegninger kan noget unikt, og jeg opfatter dem ikke som så konkrete som en tekst. Når jeg skriver en tekst og laver tegninger til, så tegner jeg jo ikke det, teksten siger, men det, som jeg forestiller mig, at børnene vil tænke og føle ved teksten. Mine tegninger er ofte surrealistiske, fabulerende, fordi jeg gerne vil åbne for læserens egne tolkninger.”
Søren Jessen har lavet fem-seks graphic novels eller tegneserier, bl.a. en fortolkning af Franz Kafkas Forvandlingen, Porcelænspigen om angst og Fiskepigen, som handler om et forandret klima med voldsomt stigende vandstand, hvor et søskendepar må forsøge at tilpasse sig på bedste vis.
Hvad kommer først – tekst eller tegning?
”Det er vel lidt forskelligt, men jeg har skrevet hele romaner, som er begyndt med, at jeg så et billede for mit indre blik. Netop i graphic novels fylder tegninger selvfølgelig afsindig meget, og Fiskepigen begyndte med, at jeg så en gade for mig, hvor der svømmede en stime torsk igennem, altså en gade, der var oversvømmet. Det var et tyst, fredeligt og smukt billede. Samtidig med at det jo indeholdt en grumhed, og præcis den tegning lavede jeg, og den er med i bogen.”
En analog tegner
En blyant og et A4-ark er væsentlige værktøjer i Søren Jessens forfatterskab. Han skitser ord eller tegninger, når en idé former sig og skal udvikles. Som tegner og illustrator er han helt analog frem til slutredigeringen.
”Jeg skitser først historien igennem med blyant og papir, og derefter tegner jeg den op en gang til. Så overfører jeg til computer, hvor jeg laver det sidste, men også på computeren håndtegner jeg, men laver måske et par splash med farve, som jeg sætter ind i en baggrund for at få lidt struktur på – det skal ikke være for rent. Det må gerne være lidt beskidt,” siger Søren Jessen.
Vil man nærstudere Søren Jessens tegninger, kan man begynde med forsiden på dette blad og også vignetterne her på siderne, som alt sammen er hans værk – hvilket den opmærksomme læser naturligvis for længst har opdaget.
Naturen er ikke til for mennesket
”Nu gik en tid på denne planet. Nu finder i morgen sted et andet sted”, skriver forfatter Torben Munksgaard i sin digtsamling Planet B, hvor en klimakatastrofe langsomt, men sikkert, bygges op, mens sproget brydes ned. I digtene arbejder han især med vores romantiserede og menneskeliggjorte natursyn, et natursyn, som skaber distance mellem menneske og natur, og som er med til at forklare, hvorfor vi – åbenlyst – ikke kan forstå eller håndtere klimaforandringen.
Hvad inspirerede dig til at skrive digte om øko- og klimakrisen?
”Det gjorde lange samtaler med venner og ikke mindst læsninger af Timothy Mortons tekster om økologi og natursyn. Og det gav mig ideen til at skrive mere konkret om natur og klima, selvom det selvfølgelig ikke er en fagbog, og jeg kommer ikke med facitlister eller nogen konklusioner.”
Et disneyficeret natursyn
Timothy Morton er forfatter, filosof og professor i engelsk litteratur på Rice University i Texas og har skrevet om menneskets forhold til natur og alt, det er forbundet med.
”Man kan sige, at Morton er kritiker af økokritikken,” siger Torben Munksgaard, ”han gør op med menneskeliggørelsen af naturen og kalder bl.a. Romantikkens natursyn for disneyficeret – det er en natur, som ikke eksisterer i virkeligheden, men et natursyn, vi også fastholder i dag. I stedet må vi etablere et nyt syn på naturen, der ikke består af store bambiøjne, smukke træer og fantastiske billeder af kafferbøfler, der dundrer hen over en afrikansk savanne. Den type forskønnelse af naturen er en misforståelse og ikke på naturens egne præmisser. Naturen er ikke til for mennesket, men vi menneskeliggør den,” siger han.
Torben Munksgaard. er ikke bekymret for, at jorden går under, for: ”Jorden går ikke under, den skal nok bestå, det er mennesket, der går under,” siger han.
”Naturen har jo forandret sig mange gange, denne gang er det dog menneskeskabte forandringer, men jeg er hverken filosof eller biolog, og heller ikke moralsk, så mit ærinde er mere en kritik af æstetikken, af, hvordan vi etablerer naturen i vores forståelse, i digtningen. Skønhedsidealet fra Romantikken – det gælder både i kærlighed og natur – er eskapisme og viser, hvor fremmedgjorte og distancerede vi er. Mange mennesker spiser kød, men ser ikke og ved ikke, hvordan et svin bliver slagtet på samlebånd på en fabriks industrielle slagteri.”
Digtsamlinger skal have en ramme
Torben Munksgaard debuterede i 2007 med samtidsromanen Retrograd, og siden har han skrevet en række romaner, blandt dem en krimitrilogi, digtsamlinger og noveller. Planet B udkom på forlaget Kronstork i 2021, men flere af digtene havde forfatteren skrevet en del år forinden.
”Jeg vidste ikke rigtig, hvor og hvordan jeg skulle placere digtene, jeg manglede en tematik, for en digtsamling skal gerne have en overordnet ide eller ramme, men det fandt jeg bl.a. gennem læsning af Morton,” fortæller Torben Munksgaard.
Du valgte at skrive digte om natursyn og mennesket, som tror, at vi skal redde naturen, selvom vi egentlig bare skal holde op med at ødelægge den – kan lyrikken noget særligt i det her emne?
”Nej, det kan jeg ikke sige. Men mod slutningen bevæger digtene sig jo frem mod det totale opbrud af struktur, de bliver mere og mere groteske, og formen ender nærmest i en ordleg. Det ville nok ikke rigtig fungere i en roman, som kræver noget andet. Når jeg skriver, tænker jeg ikke i genrer, jeg beslutter ikke, at nu vil jeg skrive en digtsamling – eller en roman i en bestemt genre – sommetider folder det sig bare mere ud. Når jeg har afsluttet et manuskript og skal begynde på noget nyt, ender det ofte med at blive i en helt modsat genre end det foregående,
ikke fordi jeg sætter mig for, at det skal være noget andet, mere fordi jeg lader emnet bestemme. Og også for afvekslingens skyld, jeg kommer let til at kede mig og bryder mig heller ikke om at gentage mig selv.” ※
Lene Møller Jørgensen
