Et farligt og ukendt sted

I det tidlige forår i Køln i året 1212 drog en flok børn på korstog mod den hellige by Jerusalem anført af en dreng, der havde haft en åbenbaring. Jesus havde vist sig for ham og sagt, at han og hans fæller skulle kristne Jerusalems muslimer med fredelige midler. Nogle kilder mener, at drengen hed Nicholas, og at 30.0000 børn sluttede sig til ham på vandringen gennem Europa mod Genova. I Genova ville havet åbne sig for korstoget, så børnene kunne gå videre. Det havde Jesus sagt til drengen.

Forfatter Jesper Brygger lader drengen fortælle om og opleve børnekorstoget i en del af sin bog Pueri fra 2023 (Forlaget Virkelig).

”Man skriver med en anden stemme, som man placerer i et barn. Barndommen er på mange måder et farligt og ukendt sted, et rum, du ikke selv har valgt, og hvor andre bestemmer. Det er noget, vi ikke ved noget om, og en anden værensform. Det var den udsathed og de særlige vilkår, som hører barndommen til, jeg ville skrive om, og det skulle være fri for voksne. Børnekorstoget i 1212 er vildt fascinerende, man ved, at det fandt sted, men man ved meget lidt om det, dels er der ikke mange kilder fra den tid – hvem har deres stemmer? Det giver jo en forfatter meget stor frihed til at lade børnene tale, skabe deres egne historier, til at tænke og lege med en depraveret uskyld, og de skaber en mytologi om deres egen tilværelse og skaber en fortælling om sig selv. Vi ved ikke, hvad der skete med børnene, men vi ved, at de ikke nåede Jerusalem. Formentlig er nogle døde undervejs, andre har slået sig ned i de byer, de passerede. Og måske var børnekorstoget en form for migration,”
siger Jesper Brygger.

Uledsagede flygtningebørn

Pueri betyder ”børn” på latin, bogens 488 sider er delt op i fem bøger med forskellige fortællere og synsvinkler. Og i historiske tider. Et gennemgående tema er netop migration, og karaktererne væver sig ind og ud og på tværs af de fem dele.
Børn og barnestemmerne væver sig centralt ind i flere af historierne.

Ud over børnekorstoget i 1212 blev Jesper Brygger inspireret af de mange uledsagede flygtningebørn, der kom til Europa før og efter 2015, til Danmark og til Sverige, Göteborg, hvor han bor.

”Jeg så alle de her børn og unge, som drev rundt i gaderne, alene eller i små grupper. Mange
forsvinder, de nærer mistro til voksenverdenen, og børns udsathed stiller jo spørgsmål til voksenverdenen. Så jeg var inspireret, men jeg er ikke dokumentarist, jeg skaber distance og skriver historien frem. Børn er lige så forskellige som andre mennesker, og jeg forsøger ikke at gengive noget virkeligt eller en virkelig børnestemme. Vores forestillinger om børn er jo ikke sande, og jeg prøver ikke at efterligne børn. Det er umuligt, det vil ikke være realistisk. Børn har ikke noget givet forhold til deres identitet, det har de endnu ikke fået, og jeg forestiller mig, at den er porøs, gennemtrængelig. Men jeg er ikke børnepsykolog, det er ikke det, der er det vigtige, men jeg ved noget om sprog.”

Ingen klichéagtige forestillinger

Han debuterede i 2012 med to digtsamlinger: Snerte klik af kød bag ryggen og Så vi her. Senere kom romanen Silfo og flere digtsamlinger. Sideløbende med forfatterskabet underviser han på en højskole på et forfatterkursus for unge, der arbejder på at finde deres forfatterstemme, ligesom han har redaktionelt arbejde og sidder i et par udvalg, der uddeler stipendier til unge talenter.

Barnets synsvinkel – kræver det en særlig enkelhed i sproget, eller hvilke overvejelser gør du dig?

”Nej, nej, overvejelser om f.eks. enkelhed synes jeg er meget farligt. For mig handler det om at lege, udvide og eksperimentere med sproget, og jeg gør mig stor umage med at undgå klichéagtige forestillinger om barnets sprog som enkelt eller uskyldigt. At finde en stemme er vildt fascinerende.”

Tilbage i 2014 blev han optaget af den nyere, antiautoritære, eller solidariske, børnebog, der kom med den antiautoritære pædagogik i 1970’erne og frem, og han skrev også et essay om emnet. Ole Lund Kierkegaard og hans karakterer som Orla Frøsnapper, Lille Virgil og Albert var noget af det, der optog ham.

”Det optog mig, og overraskede mig på en måde også, hvor meget de handler om vold. I en stor del af bøgerne er truslen om vold og straf altid til stede, barnet skal undvige volden, og latter og leg er en måde for barnet at forhandle de her vilkår over for den voksne – vold og latter er den her underlige sammensætning, som altid er tæt på. Voksenverdenen er bestemt ikke noget entydigt godt,” siger Jesper Brygger.

En svær bog

Også Silfo, hans første roman, berører migration. Den handler om en ung afrikaner, der kommer til Bruxelles og forsvinder i underverdenen. Da den udkom i 2015, var den nye roman, som skulle blive til Pueri, begyndt at summe i forfatterens baghoved, og i 2018 begyndte han at arbejde struktureret på fortællingen. Fem år senere udkom bogen til en meget fin modtagelse.

”Det tog fem år, og mange gange undervejs i skrivearbejdet drømte jeg bare om at skrive en anden bog, fordi den var så hård, svær og næsten umulig at skrive – den næste bog, jeg ville skrive, skulle være enkel, og jeg så for mig, hvordan det ville blive som paradisets første morgen at blive færdig med Pueri! Og begynde på noget helt andet. Og nu er jeg så i gang med en fortsættelse – jeg er havnet i samme suppedas og har kun mig selv at takke for det.”

Pueris fem bøger eller dele har som nævnt hver deres karakterer og synsvinkler. Vi er i fortid, fremtid og – vistnok – nutid. Fortsættelsen udspiller sig i samme verden med en del af de samme karakterer. Forfatteren er 120 sider inde i romanen og regner med, at den skal være på 300 sider i alt.

Digte i mellemrum

Skriver du også de dage, hvor du har undervist og haft andet arbejde?

”Hver dag er romantid, og hver dag sætter jeg mig foran computeren. Jeg siger ikke, at jeg skriver hver dag, kun at jeg sidder dér med computer og manuskript hver dag. Nogle dage er død tid, som føles forfærdelig, og hvor jeg spekulerer over, hvad jeg egentlig laver her. Og selvom jeg troede, at jeg var færdig med at skrive digte, så skriver jeg til tider et digt i de mellemrum, der opstår i romantiden. Jeg skriver ikke homogent, i de tidlige arbejdsprocesser forsøger jeg mig med ting, puster mig op og skriver for mig selv. Så bliver det mere struktureret, jeg tilføjer nye ting, overrasker mig selv, men efterhånden ved jeg så, at det bliver en bog. Man kan jo have masser af ideer, som ikke bliver til noget, men der sker noget med ideer, når de møder sproget.” ※