rimierne topper bestsellerlisterne. De bliver ved med at gøre det år efter år, og de har sågar deres helt egne bestsellerlister. Hvad er det, der gør, at krimien er så populær, at den holder positionen som fremgangsrig topscorer efter flere årtier? På dette spørgsmål er der ikke et, men mange svar.
Lovbrud i bogform
En række af svarene på spørgsmålet skal findes i genren og dens særlige karakteristika. Kriminallitteratur er litteratur, der handler om en eller flere forbrydelser. Præfikset ’kriminal-’ stammer fra det latinske criminalis og betyder det ”som vedrører forbrydelser”. Derfor betyder ”kriminallitteratur” skrevne tekster, der handler om forbrydelser, og betegnelsen omfatter altså i princippet såvel fiktion- som ikke-fiktions tekster, der har forbrydelser som omdrejningspunkt. Forbryderfortællinger, som forbryderen Eugène-Francois Vidocqs selvbiografi fra 1828, og forbryderromaner, som Hjalmar Söderbergs ’Doktor Glas’ fra 1905, tilhører altså genren, selv om de fleste vil forbinde krimigenren med fortællinger om opklaringen af en forbrydelse.
Krimigenren er med andre ord et begreb, der dækker en række genrer heriblandt thriller, hårdkogt roman, psykologisk krimi og detektivromanen. Sidstnævnte har endog sine egne undergenrer, fx puslespilskrimi, politiroman, historisk krimi mm.
Den type kriminallitteratur, der nyder særlig popularitet i dag, har sin forankring i detektivfortællingen, men låner hæmningsløst fra alle beslægtede subgenrer og kan bedst karakteriseres om et konglomerat af krimigenrer, fordi hvert enkelt værk henter fra genrernes tagselvbord på sin helt egen måde.
Genkendeligheden
Forudsætningen for krimigenrens popularitet er dens genkendelighed. Når læseren står med en kriminalroman i hånden, ved han, hvad han med sikkerhed kan forvente opfyldt. I det øjeblik, læseren træder ind i krimiens fiktionsverden, vil han blive mødt af en detektiv eller et kollektiv af detektiver, der opklarer en forbrydelse. Denne genkendelighed, der skaber tryghed, tilvejebringes i krimier af dens genretype.
Krimien er nemlig først og fremmest en formelgenre, dvs. den er kendetegnet ved en særlig skematik, som alle krimier antages at følge. I krimiens tilfælde er der tale om, at plottet følger et særligt mønster, og at den centrale del af persongalleriet er fastlagt på forhånd, dvs. offer, forbryder og detektiv. Dertil kommer, at udformningen af fiktionens verden, karakterer og plot fungerer på realismens betingelser.
Som anden fremtrædende realistisk (samtids)litteratur fremstiller den verden i overensstemmelse med vores hverdagsopfattelse af virkelighedens indretning. Det vil sige, at der ikke kan forekommer magiske sten og trolde i den fremstillede (fiktions)verden. Miljøerne vil som regel være verificerbare lokaliteter eller matche aktuelle forestillinger og stereotyper om hverdagens rum, fx dagligstuer, kontorer, cafeer, sommerhuse, fabrikker, gader, butikscentre. Men der kan også være tale om historiske miljøer, fx italiensk middelalder hos Umberto Eco eller Lene Kaaberbøls sene, franske 1800-tal.
Hverdag og rutiner
Krimiens detektiv og hovedparten af de øvrige personer er genkendelige i kraft af, at de lever helt almindelige liv med helt almindelige problemer. Detektiverne, der i skandinaviske krimier typisk er politifolk, journalister eller patologer, lever regelmæssige liv, hvor hverdagen er gennemreguleret og opleves som en trummerum. De foretager sig typisk de samme ting hver dag, løser krimigåderne med de samme metoder gang på gang og har de samme konflikter med deres chefer og kolleger om økonomi, beføjelser, etik og samarbejde, og de samme problemer med børnepasning, overarbejde og familie. Og frem for alt har de en stående konflikt mellem arbejdsliv og familieliv.
Plottet er på samme måde som krimiens øvrige ingredienser underlagt kravet om realisme. Grundforløbet – forbrydelse, opklaring og afsløring – holder sig inden for det muliges og sandsynliges rammer, samtidig er de enkelte handlinger, fx opdagelsen af et lig, afhøring af vidner og deres forklaringer, socialt og psykologisk mulige og sandsynlige.
Brud og overskridelse
Genkendeligheden i krimien er kun forudsætningen for krimiens popularitet. Det er bruddet med eller overskridelsen af det velkendte, der udgør omdrejningspunktet for krimigenrens fascinationskraft.
Fremstilling af vold fremhæves ofte som et af krimigenrens fascinationselementer, men den er afdæmpet og relativ ublodig i mange krimier. Hos forfattere som Stieg Larsson og Liza Marklund er vold og fysisk magtudøvelse derimod et særdeles veludviklet romanelement, der er fremstillet yderst detaljeret. Selvom voldsfremstillingerne i krimien kan udgøre et fascinationselement og bryder med vores grundlæggende hverdagsoplevelse af virkelighedens indretning, ligger den egentlige overskridelse, og grundlaget for fascinationen, et spadestik dybere.
Detektionsprocessen, dvs. opklaringen af forbrydelsen, rummer en række muligheder for ikke blot at udpege en eller flere forbrydere, men også for at vise sammenhænge i den fiktive verden, der i begyndelsen af romanen er skjult for såvel romanpersonerne som læserne. Når Mikael Blomkvist sammen med Lisbeth Salander i Millennium-trilogien afslører, at der er en forbindelse mellem psykiatrien og efterretningstjenesten i romanens univers, afdækker han, at samfundet rummer skjulte forbindelser og magtstrukturer, der ikke følger det værdigrundlag, som det svenske samfund hviler på.
Krimien peger med andre ord på, at der forekommer forbindelser mellem fænomener i vores virkelighed, der fremtræder, som om de var fuldstændig isoleret fra hinanden.
Samfundsmæssighed
Krimier er ligesom anden litteratur ytringer i den fortløbende store kulturelle samtale. Ofte taler krimier om det, der ikke kan siges i vores kultur. De fremstiller forklaringer og indlevelse og fremlægger holdninger, der er fuldkommen tabubelagt. Afsløringer af pædofili, mishandling af kvinder, vold mod sagesløse mænd, diskrimination osv. peger på forbrydelserne, men når forbryderne fx skildres indefra gennem dagbogsblade, breve eller decideret indre syn, skabes der en art forståelse, omend ikke sympati, for forbryderen og/eller dennes motiv.
Plottets sammenhængsafslørende og udstillende effekt danner typisk en ytring om forbindelser, der almindeligvis ikke italesættes, fx store anerkendte virksomheders omgåelse af loven, organisationers uetiske udnyttelse af udsatte mennesker, lukrative aftaler mellem politikere og erhvervsliv. Når krimien og anden litteratur kan slippe af sted med dette, er det, fordi forbrydelserne er fiktive og forgår i en fiktiv verden.
Plot og persongalleri
Krimiens persongalleri udfordrer typisk opfattelsen af andre mennesker ved at udstille dem. Romanpersoner med professioner, som vi almindeligvis nærer stor tillid til, afsløres som korrupte, magtmisbrugere, voldelige osv., hvilket er tilfældet i Stieg Larsson krimi-trilogi. Rollemodeller afsløres som falske og idealer som hule. I Liza Marklunds roman ’Nedtælling’ bliver den kvindelige OL-chef Christina Furhage myrdet, og den historie, der afdækkes om hende, tegner et billede af en kvinde, der har opnået succes og næsten stjernestatus ved at benytte (maskuline) magtstrategier bl.a. over for andre kvinder.
Krimiens plot genererer tematiseringer af det tragiske, dvs. ulykkelige begivenheder og hændelser, der medfører dyb sorg og smerte, og ofte udslag af tilfældigheder, misforståelser og fejltolkninger, hvor den eller de, der er ofre for hændelsen, typisk ikke er delagtige eller bærer ansvar for det, der indtræffer.
I Kerstin Ekmans roman ’Händelser vid vatten’ består det tragiske i, at en mor slår et andet menneske ihjel for at beskytte sin søn mod at blive afsløret som morder. Men det viser sig, at sønnen er uskyldig, og at farmor og mormor til hans ufødte barn er henholdsvis morder og offer.
Seriefortællinger
Kriminalromaner forekommer ofte i serier. Disse krimiserier befinder sig typisk i et skæringspunkt mellem serieromaner og føljetoner. Hvert enkelt roman udgør både et værk i en serie, dvs. en række af værker, hvor alle værker udgør afrundede enheder og samtidig besidder visse konstanter, heriblandt en karakteristisk fiktiv verden med dets beboere, og et værk i en føljeton, dvs. at handlinger, der er udført i det ene værk, får konsekvenser i det næste, og forløb, der er påbegyndt i det ene værk, fortsætter i det næste.
Som romanserie tegner krimien et portræt af sin tid og brydningerne i den. Krimiintrigen, og hvad dertil hører, er virkemidlet. Som føljeton fremstiller den ofte den gennemgående detektivs historie og hans eller hendes refleksioner over de begivenheder og udfordringer, som livet byder på. Hvert enkelt værk fremstår som en livssituation og giver mere eller mindre eksplicit en situationsbetinget version af detektivens selvfortælling, der med Anthony Giddens kan karakterises som en refleksiv fortælling om detektivens selv.
I en lang række krimiserier, særligt politiserier, er der mindre fokus på den enkelte detektiv og mere på et kollektiv af detektiver. Ofte vil den type serier fortælle en historie om den sociale dynamik og dens udvikling. Arne Dahls krimiserie om A-gruppen er et eksempel på dette.
Gåden
Som jeg har lagt op til i denne artikel, peger svaret på spørgsmålet om, hvad der gør krimien populær, i mange retninger. Men der er et kendetegn, der samler krimien mere end noget andet og måske først og fremmest gør den populær. Krimiens altid veldrejede historie, dens evne til at stille gåder og løse dem på en helt uforudsigelig vis er ikke overtrumfet af nogen anden genre. Fra St. St. Blichers ’Præsten i Vejlbye’ til Jussi Adler Olsens romaner om Carl Mørk og hans team er det mysteriet og løsningen af en gåde, der er krimiens kerne. Og det er måske plottet og det gode puslespil, som læserne fascineres af og ikke kan slippe. ·
