Litteraturen følger oftest en slagen vej: Forfattere skriver bøger. Bøgerne bliver trykt, købt eller lånt på biblioteket, og så bliver de læst eller lyttet til. Men der er andre veje til læserne, andre steder, hvor teksten kan møde sin modtager.
Her kan du læse om forfattere, som kombinerer tekst med aktivismen, når de laver klimavandringer med oplæsning. En anden forfatter har taget skriveprocessen ud på gaden og gør læsere til medskabere. Og et museum har inviteret forfattere til at skrive tekster, som skal læses og lyttes til på en udstilling.
Aktivisme og oplæsning
Skønlitterær forfatter Maja Lucas er engageret i sammenslutningen Forfattere ser grønt. I det regi har hun deltaget i demonstrationer, happenings, oplæsninger, kronikker og senest vandreture med oplæsninger af klima- og naturtekster undervejs.
”Jeg gik ind i gruppen, fordi jeg havde trang til at gøre noget – bare en lille smule, bare det, et enkelt menneske magter – ved klimakrisen. Aktivismen var mit udgangspunkt. Men jeg er blevet overrasket over, hvor stærkt fællesskabet virker og påvirker mig. Jeg synes, at vi holder hinanden til ilden og giver hinanden ideer til både kreative og aktivistiske projekter, og det er opløftende, hvordan traditionelle æstetiske skillelinjer nedbrydes i fællesskabet om klimasagen. Forfattere ser grønt er virkelig en blandet landhandel, fra brede prosaister over dramatikere til smalle lyrikere, men vi arbejder – som regel – godt sammen.”
Diversiteten blandt medlemmerne afspejles i diversiteten i samarbejdspartnere, og gruppen inviterer gerne andre forfattere til at deltage.
”Det er også fedt at møde mennesker på en anden måde end med den traditionelle, ophøjede forfatterrolle. Vi har arbejdet en del sammen med Extinction Rebellion og Den Grønne Ungdomsbevægelse, og vi har mødt alle mulige mennesker til demoer osv.”
Maja Lucas er en af kræfterne bag vandreturene med Forfattere ser grønt. En flok forfattere og deltagere drager ud på en fastlagt rute, og forfatterne læser op undervejs. Der har f.eks. været en tur på fem kilometer på Sydhavnstippen, hvor fem forfattere læste op: Johanne Mygind, Marie Bjørn, Kristina Stoltz, Jesper Stein og Maja Lucas selv.
”Jeg blev inspireret til at arrangere de ture, efter at jeg havde undervist på et højskolekursus, som hed ’Vandring og skrivning’. Kombinationen af natur og litteratur var skøn, og den ville jeg gerne tage med i vores aktivistiske gruppe. Jeg nyder også vores vandreture, fordi man undervejs snakker stille og roligt med deltagerne. Det at gå giver et andet møde end i en foredragssal.”
Skrivning ude i byen
Thomas Aagaard Skovmand er forfatter og forlægger på Byens Forlag, som gør en indsats for at komme tættere på læserne ved at bruge deres egne bogcaféer som forlagets kontorer og ved at arrangere oplæsninger på steder som folks soveværelser, på toiletter og i fængsler. Som forfatter møder Thomas Aagaard Skovmand dog publikum på en helt anden måde: I løbet af sommeren 2025 har han sat sig forskellige steder i Vejle med sin computer, bl.a. i et butiksvindue, en bus og på borgmesterens kontor.
”Og det kommer også til at køre tre-fire dage ca. hver måned til foråret næste år,” forklarer forfatteren.
Fra sine anderledes skrivepladser opfordrer han forbipasserende til at være med til at skabe en spændingsroman. Tidligere har han skrevet en krimi ud fra den inspiration, han fik ved at sidde i Kastrup Lufthavn.
”For det første gør jeg opmærksom på mig selv som forfatter og på bogen, allerede inden den findes, og det giver energi og gåpåmod at få folks respons. Konkret giver det også muligheder og idéer til bogen. F.eks. mødte jeg for nylig en mand, der begyndte at fortælle lidt om sig selv og sit liv. Nu har vi aftalt, at jeg skal hjem og besøge ham for at høre mere.”
Thomas Aagaard Skovmand bruger sin utraditionelle skriveplads som drivkraft.
”Jeg har det lettest og får størst drive, når jeg har givet mig selv en form for ramme. Jeg har skrevet en roman, der skulle foregå på Vesterbro i løbet af 48 timer, en novelle fra min barndomsby og en om et mord, der skulle foregå i mit eget hjem.”
Møder mellem mennesker
Maja Lucas oplever ikke, at vandreturene med oplæsninger først og fremmest er møder mellem forfattere og læsere.
”Jeg ved ikke, om jeg egentlig ville kalde deltagerne på vores vandreture og til vores demoer for læsere. De er langtfra altid det litterære kernepublikum. For mange af dem virker det, som om klimasagen er det vigtigste, og så tager de gerne noget litteratur med i købet. Vi har også haft folk fra Dansk Vandrelaug med, for hvem vandringen står i forgrunden. Uanset hvad oplever jeg, at samtalerne bliver mere afslappede og ligeværdige. Især på vandringerne, hvor den kropslige bevægelse skaber et fællesskab og en rar omgangsform. Jeg synes også, det er fedt, at vi både læser egne og andres tekster. Det er ikke så fokuseret på forfatteren, men snarere på litteraturens kraft.”
Thomas Aagaard Skovmand kommer også i kontakt med mennesker, som ikke nødvendigvis læser bøger til daglig.
”De fleste er heldigvis positive og nysgerrige. Det lader til, at mange tænker: ’OK, sejt nok og modigt.” Mange spørger ind til det med interesse: Hvordan kan jeg overhovedet koncentrere mig? Det er nok det, jeg oftest bliver spurgt om. Der er selvfølgelig steder, hvor det er sværere at koncentrere sig end andre. F.eks. bliver det interessant at se, hvad jeg faktisk får skrevet fra midtercirklen af Vejle Stadion.”
Udfordringerne
Deltagerne på vandreturene bliver opmærksomme på klimavandringerne på gruppens Facebookside og via mund-til-mund.
”I forhold til vandringerne skal vi planlægge ruter og finde oplæsere. Vi skal også tænke over, hvilken slags tekster, og hvor længe vi læser op. Oplæsningerne skal være korte, ellers mister folk koncentrationen hurtigere, end hvis de sidder indenfor. Hvis gruppen af deltagere er stor, skal vi desuden læse ret højt, for at alle kan høre det. Dertil kommer logistikken i tilmeldingerne osv. Vi har forsøgt at lave det så nemt som muligt for os selv, ved at det altid er gratis og con amore. Der er ingen penge involveret.”
Thomas Aagaard Skovmands skriveproces kræver mere praktik, da han skal lave aftaler med myndigheder, organisationer og privatpersoner.
”De har givet mig lov til at sidde hos dem og eksponere projektet over for kunder, ansatte og andre, der måtte færdes der, og selvfølgelig via SoMe. De fleste kaster penge efter det ved at forhåndskøbe bøger, som de kan bruge som gaver til ansatte, netværk eller selv sælge.”
En anden potentiel udfordring er, at Thomas Aagaard Skovmand møder mennesker, som er uforberedte på, at han sidder midt på gaden.
”Jeg har givet mig selv det benspænd, at jeg ikke må have en idé eller en historie på forhånd. Så da jeg første gang satte mig et sted, havde jeg ikke så meget at skrive, men nu er ideerne begyndt at komme, og når jeg sidder et sted og skriver, har jeg samtaler og inspiration klar, så jeg kan skrive foran folk.”
Litteraturen finder nye læsere
Generelt er deltagerne glade for at kombinere vandreture og litteratur, siger Maja Lucas.
”Folk virker begejstrede for vandringerne – det at vandre er jo også blevet en folkesport de seneste år. Og man kan sige, at vandringer med klimaoplæsninger er en meget blød form for aktivisme. De andre ting, vi laver i gruppen, hører vi mere forskellige holdninger til. Ikke alle er vilde med vores demoer og happenings, for eksempel …”
Både Thomas Aagaard Skovmand og Maja Lucas har en oplevelse af, at deres meget forskellige initiativer er med til at udbrede læsning og litteratur.
Thomas Aagaard Skovmand siger: ”Uden at være for opblæst, så tror jeg det faktisk. Nu sidder jeg med mit eget projekt, men ofte ansporer det folk til at tale om bøger helt generelt – hvad de læser eller ikke læser. Så på den måde gør jeg måske også bogen som genstand en tjeneste.”
Maja Lucas oplever også, at Forfattere ser grønt er med til at udbrede litteraturen og læsning.
”Deltagerne har flere gange udbedt sig en litteraturliste efter turen. Det er skønt, at nogle bliver nysgerrige. Om nysgerrigheden går på klimasagen, naturbeskrivelserne eller de litterære kvaliteter, er svært at sige. Formentlig en blanding. De fleste deltagere på vores vandringer er allerede optaget af klimaspørgsmålet, så man kan da håbe, at de får mere lyst til at udforske litteraturen efter mødet med os.”
Litteraturen på museum
Forfatter Josefine Klougart har samarbejdet med Glyptoteket og Karen Blixen Museet. På Bakkehuset på Frederiksberg har digteren Morten Søndergaard skabt først Bakkehusalfabetet og sidenhen Ordkasser. I haven bag Nivågårds Malerisamling er der et reservat for truede ord samt en samling spirende ord skabt i samarbejde med forfatter Iben Claces.
På M/S Museet for Søfart i Helsingør har fem forfattere skrevet tekster til et litterært lydspor, Stemmer båret af havet, der ledsager udstillingen Søfarer – 400 års danmarkshistorie. Lydsporet hører til den del af udstillingen, der handler om dansk søfart og den globale kolonihandel.
”Ideen opstod, da vi diskuterede, hvordan vi skulle formidle den maritime kolonihistorie,” fortæller udstillingschef Sarah Giersing. ”Vores udstilling baserer sig på museets samlinger, og vi anvender kildekritik, arkivstudier og andre faghistoriske teknikker. Men vores samlinger giver ikke lige adgang til samtlige aspekter af fortiden. Almindelige søfolks, kvinders eller slavegjortes perspektiver er sjældent repræsenteret. Ideen om at invitere skønlitterære forfattere til at skrive tekster til udstillingen opstod ud fra et ønske om at give plads til fortællinger om menneskelige erfaringer, som vi ikke nødvendigvis kunne finde i vores egne samlinger.”
Altså giver fiktionen udstillingen en sanselig dimension, så det bliver lettere for publikum at leve sig ind i fortællingerne.
Ideen stillede krav til, hvilke forfattere der blev inviteret til at skrive til museet.
”Vi samarbejdede med kuratorduoen G/Hosting, der arbejder med møder mellem minoritetsdanske kunstnere og kulturinstitutionerne. Sammen valgte vi fem forfattere, der alle har baggrund i et af de områder, Danmark har haft kolonier i eller drevet kolonihandel med. Det er Sabitha Söderholm, der er adopteret fra Indien; Jessie Kleemann, der er fra Grønland; Jesper Wung-Sung, hvis oldefar er fra Kina; Mikas Lang, søn af en sort, tysk kvinde, som blev adopteret til Danmark; og Tiphanie Yanique fra US Virgin Islands. Alle fem forfattere er også valgt, fordi de i deres forfatterskab har beskæftiget sig med kolonisering og den koloniale arv, der præger os i dag,” siger Sarah Giersing.
Hun er sikker på, at de fem forfattere bidrager med noget værdifuldt.
”De fem tekster er alle smuk og tankevækkende fiktion, der forhåbentlig gør det muligt for publikum at leve sig ind i de erfaringer, fortidens mennesker kunne have haft. Alle teksterne vender udstillingens perspektiv på hovedet og lader fortælleren være en af dem, danskere rejste ud og mødte – men sjældent lyttede til. Jesper Wung-Sungs tekst handler f.eks. om den kinesiske kunstner, der tjente penge på at portrættere europæerne, mens Tiphanie Yanique har skrevet om en slavegjort mand, der flygter i en kano. På den måde giver forfatternes lydspor stemme til nogle af ’historiens bipersoner’, som vi ellers ikke kan fortælle meget om.”
Jesper Wung-Sung forklarer sin indgang til opgaven for museet:
”Alle genstande fortæller en historie. Men her møder teksten ikke i første omgang læseren, men museumsgæsten. Det er ukendt, spændende land. Dermed er historien overrumplende, en stemme, der kommer ind fra højre; for gæsten, der oplever den lille fortælling midt i den store museumsfortælling, og for forfatteren, hvis tekst er født ud af mødet med en museumsgenstand.”
Den faste udstilling Søfarer – 400 års danmarkshistorie åbnede i april 2025.
Anna Bridgwater