I september gæstede en flok nordiske børnebogsoversættere København og diskuterede alt fra grimme ord og velmenende fordummelse til AI og helt umulige vokaler at synge på. Besøget fik mig til, igen, at fundere over vores lidt nedladende forhold til børnebøger. De ser så enkle ud, især dem til de mindste. Og enkle er de måske, men ikke nemme, hverken at skrive eller oversætte. Børn er sjældent kræsne – hvis de var, ville mange multinationale brands for længst være gået nedenom og hjem – men hvis det er selve bogen og ikke tegnefilmen eller tv-serien bag, der skal holde opmærksomheden fanget, skal der godt sprog til.
Man kan ellers nemt tro, at her er penge at tjene eller penge at spare. Tag for eksempel Dorte Karrebæks forbilledlige Den lille røde trold: En lille rød trold har en fin blå bold og møder en lille gul snegl. Den lille røde trold mister (spoiler alert) sin fine blå bold, men får en lille gul ven.
Hvem som helst vil vel kunne oversætte så enkel tekst til for eksempel engelsk? Selv danskere, selv urutinerede oversættere … selv maskiner? “That’s a nice blue ball you have, said the little yellow snail. May I borrow it for a while?” lyder ChatGPT’s forslag, og det ligner jo engelsk. Men hov: En husløs snegl hedder slug, og det er faktisk vigtigt, at sneglen her ikke har hus. Intet barn vil sige may I i 2024. Og “That’s a nice blue ball you have”: Er det ikke unødigt dansk i strukturen? Er fin nødvendigvis nice? Og hvad slags engelsk er det egentlig? Britisk? Amerikansk?
Tre pivenkle sætninger, og alligevel er resultatet som en sweater med en løs tråd – så snart man begynder at trække i den, trevler hele skidtet op.
Så kan man jo bare prompte lidt grundigere! Måske. Men hvorfor skulle man? At tjekke resultatet vil kræve en god oversætter, og en god oversætter kan oversætte hele den lille bog langt hurtigere og bedre og fornøjeligere. Ikke fordi teksten er nem, men fordi den er god (bedre end vi tror), og oversætteren er god (bedre end vi tror).
For gode børnebogsoversættere kan alt det, andre gode oversættere kan, og så et par ting til. De har blik for illustrationerne. De kan skrive, så børn forstår, men uden at tale ned til dem (hvis ellers forfatteren holder sig i skindet), og de ved, hvad børn ved og måske ikke ved.
At en børnebog er enkel, betyder ikke, at den er nem, eller at enhver kunne have skrevet den. Bliver historien dårligere af at være oversat stift? Ja. Vil alle lægge mærke til det? Hvem ved? Det er svært at sige, hvorfor vi elsker den ene bog og ikke den anden. Er det kun billederne, kun handlingen, kun brandet? Det tror jeg ikke. Skal teksten gøre opmærksom på sig selv som kunst, med rim eller ordspil eller andet tydeligt spræl, for at have betydning? Det tror jeg ikke.
Tænk på Astrid Lindgren. Hendes sprog er trods sin alder stadig i perfekt børnehøjde uden at gøre større væsen af sig ved første blik. Vi tror, det er de gode historier, der gør hende evigt populær, og det er det også. Men skulle man ikke tro, at alle fortællingerne om ham drengen, hvis mor i tide og utide spærrer ham inde for at redde ham fra den utilregneligt voldelige far, ville være blevet skrottet, hvis ikke forfatteren samtidig formåede at skrive sådan en tryghed og varme frem? En Alfred, en Line, en Tyttebær-Maja? Det kan man kun, hvis man rammer tonen perfekt.
Ville Lindgren overleve ChatGPT eller en urutineret oversætter (eller begge dele)? Formodentlig, men kun takket være sit navn. Heldigvis sikrer hendes status – hendes brand – hende fortsat en ordentlig behandling, nænsomt varetaget af Kina Bodenhoff. Men hvad med nyere forfattere? Hvornår bliver noget stort eller godt nok til, at man vælger en garvet børnebogsoversætter? Det kommer sikkert an på så meget. Forlagenes pressede økonomi har nok noget at sige, men børnebøger bliver også ofte undervurderet. De er jo til børn, ikke? Hvor svære kan de være?
Lige nu har vi en generel holdning om, at den gode historie kan bære rigtig meget sjusk. Form er helt underordnet indhold. Tænk på alle de streamingserier, -bøger og -lydbøger, der er lige akkurat gode nok til, at vi gider se dem, læse dem, lytte til dem. Alle led i processen er lavt lønnede, og alle led må arbejde tjeppere og tjeppere, for til næste år skal der laves endnu flere film, serier og bøger om de samme tre emner som i år, bare med nye navne og kulisser. Det er her, maskinerne bliver så attraktive. De leverer lynende hurtigt, hvis man ikke er for kræsen.
Ingen fortjener maskinoversatte, eller maskinforfattede, historier, og da slet ikke børn. Børn fortjener nærværende voksne, bugnende biblioteker og sprudlende sprog. Et samfund, der ikke ofrer omhu på sine børns læsning, gør sig selv en bjørnetjeneste. Børn fortjener det bedste, i bunkevis. Og for himlens skyld ikke kun Astrid Lindgren – nyt må der til, også udefra. ※
Signe Lyng er litterær oversætter og skriver i 2024 om oversættelse på sin facebookprofil under hashtagget #oversætter24
Signe Lyng
