Jeg hvisler til min sidemand til netværksmødet, at jeg ikke deltager i dagens øvelse. At jeg helt principielt er imod at bruge kunstig intelligens.
Jeg er forfatter, men også journalist og filmkritiker. Jeg ser AI som et grænseløst væsen i stil med ”No-Face”, Kaonashi, fra tegnefilmen Chihiro og heksene. Et åndevæsen, der inviteres ind og bliver grotesk stort, fordi alle fodrer det for at få guld. Og Kaonashi gylper alt op igen. Jeg vil ikke fodre uvæsenet, men rækker ud efter en croissant på mødebordet, bider til, så flagerne drysser ned i skødet.
”Det er bare en øvelse,” siger hun.
Jeg hvæser lidt om de bøger, som bæstet bygger på. Som dragen Smaug hviler alle AI-sprogmodeller på bjerge af litterært guld, det er tyveri, og hvad får vi forfattere ud af det? Intet. Rutinemæssigt raser jeg sammen med andre forfattere i ind- og udland over AI-brud på copyright. Men i smug kan jeg underholdes, når andre laver små, falske filmtrailere, der forestiller sig, hvis en filmskaber som Wes Anderson havde lavet Star Wars. En skør, men vidunderlig, tanke. Rumoperaen ville have foregået i en langt ude og pastelfarvet galakse.
”Kom nu, gør det!”
Min netværksgruppe består af folk, der laver kommunikation til medlemmer i organisationer: styrelser, fagforeninger og sådan. Når vi mødes, vender vi karriere og får faglig inspiration. I dag om AI, kunstig intelligens, Smaug, No-Face, Ondskaben selv. Eller en kunstig legekammerat? Flere om bordet bruger allerede ChatGPT, er begejstrede for alt det, de synes, teknologien tilbyder. Netværksgruppen er ikke ligeglad med, at millioner af forfatteres værker er blevet set som tilgængelige data, hældt ind i sprogmodeller, så vi kan bede ChatGPT og dens kolleger om at skrive alt, sågar i stil med kendte forfattere.
De vil bare gøre arbejdsdagen nemmere, skabe mere indhold til deres informationskanaler. Vi lever alle i en indholdsverden, hvor content er konge.
Øvelsen består i at versionere en pressemeddelelse om Esbjergværftets lukning til fordel for grøn energi: Hvordan vil den lyde, hvis det skulle være en nyhed til børn? Hvordan kan den skæres friskere, kortere, mere interessant for andre målgrupper? Omkring bordet går folk i gang, og jeg låner min sidemakkers bærbare og taster ind.
Novellen spyttes ud uden kreativitet fra min side. Den er ikke god, men den er heller ikke decideret dårlig. Klichéfyldt, ja. Og den følger en lille plotmodel. Men jeg er næsten rørt over den gamle tekniker, der vemodigt slukker og kører væk. Det er sært med en teknologi, der virker til at forholde sig til andre maskiners overflødighed, forholder sig til sin egen forgængelighed. Det føles næsten menneskeligt. Det er meta.
Et ord stikker ud. Jeg researcher og finder ud af, at ”Kulhaugen” lå på Gammelholm på Niels Juels tid, ca. hvor Københavns Brand opstod. Symbolsk nok. Ordet er ikke med i pressemeddelelsen, det er et spøgelse i maskinen, en fejl i matricen. Fortidens flyveaske.
AI vil gerne hjælpe. Den vil altid løse et problem, man stiller den, og hvis man påpeger, at et svar er forkert, får man et høfligt undskyld og en ny version. Vi må stille de rigtige spørgsmål. Og huske, at AI ikke er menneskelig eller nytænkende, den gylper blot det op, vi fodrer den med. Alt er referencer. AI vil ikke noget. Vi tillægger den mening, når vi genkender et mønster, et billede.
Andersens mekaniske nattergal gik i stykker, men AI vokser sig blot større, hver gang vi lader os underholde af den.
Novellen er i boksen. Jeg bliver nok ikke arbejdsløs som forfatter og journalist, så længe jeg både har kul på og kæmper for vindmøller. ※
Prompt:
Du er skønlitterær forfatter og skriver minimalistiske, poetiske krimier.
Skriv en novelle på 300 ord. Du må udelukkende bruge denne pressemeddelelse.
ChatGPT’s svar:
Det sidste kul
Der var en mærkelig ro over Esbjergværket den sidste nat. Kulstøvet lå som en tynd hinde over gulvene, og maskinerne stod stille, som om de også vidste, at deres tid var forbi. Ole gik langs de tomme korridorer. Han havde været her, da værket åbnede. Dengang havde kullet været fremtidens energi – en kraftfuld, sort muskel, der kunne holde samfundet i gang. Han kunne stadig huske den første dag, duften af brændt kul og den dybe rumlen fra kedlerne. Nu var det anderledes. Kulstøvets kvælende tilstedeværelse føltes tungere, som en skygge af fortidens fejltrin. Ole lod fingrene glide over de rustne gelændere.
”Farvel,” hviskede han stille til maskinerne, som om de var gamle venner.
Klokken slog midnat, og en tekniker tændte for det sidste nødaggregat. Kulhaugens skygge strakte sig over værket, men snart ville den være væk. De sidste rester af sort energi skulle transporteres væk i løbet af ugen. Ole tænkte på de 1,2 millioner tons CO2, som hvert år var blevet sendt op i himlen herfra. Hver eneste gram havde haft sin pris. Han gik ud i natten. Over ham drejede vindmøllerne langsomt, næsten majestætisk, mod stjernerne.
”Det er tid,” mumlede han og satte sig i sin bil.
Da han kørte væk, kunne han se værket i bakspejlet. En sort silhuet mod den oplyste horisont. Det var ikke længere fremtiden. Det var fortid. Og fremtiden, tænkte han, var grøn som vinden og solens stråler, der ville genopbygge det, kullet havde revet ned.
Stephanie Caruana
