I 2016 fik jeg sammen med Niels Skousen Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen. Det var en ære og en stor glæde, og det fik mig blandt andet til at genlæse en del af Otto Gelsteds digtning. Det fik mig også til at reflektere over min ungdoms fascination af terror. Selv om det ikke var det udtryk, jeg brugte dengang, hverken når jeg talte højt, eller når tankerne blot kørte rundt i min teenager-hjerne.
Teenager-terror-tænkningen havde at gøre med det store digt ’Reklameskibet’ fra digtsamlingen ’Jomfru Gloriant’ fra 1923. Otto Gelsted var 35 år. Tiden var lige efter Første Verdenskrig.
Den marxistisk inspirerede venstreradikale Otto Gelsted dedikerer sit digt til kammeraten og (i hvert fald senere) partifællen Hans Kirk og beskriver i digtet det kommercialiserede vestlige samfund som et brølende og blinkende reklameskib og narreskib, der indeholder alt, for alle der kan betale. De elektriske projektører reklamerer i ildskrift for køb af Ford-biler. Der er Kodak og Johnnie Walker og Tuborg. Der er sensationer, fallerede berømtheder og regenter, filmstjerner med Odol-smil, og alt fra millionærens luksus-wc til fransk køkken, kubisme og kemisk madlavning og den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit inklusive proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse. Det er funklende og imponerende, men det er også råddent og dybt depraveret.
Og det er modbydeligt. Var det den verden, Verdenskrigens sejrherrer havde kæmpet for? Og skal den verden overleve? Det skal den ikke i Gelsteds digt. Reklameskibet stævner ind i den skumrende havn, og digtets slutning lyder sådan her:
Men inde i Havnen
Sidder en mand i et Skur
Foran et Bord med
Urskiver og Maskiner.
Han har en shagpibe i munden
Og ser ud som en
almindelig blond dansk student.
Han venter på det
Øjeblik,
Da Skibet er over det rette Felt.
Så trykker han på en knap.
Der er ingen Ild fra
Himlen, han venter,
nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.
Og midt i den populære Shimmy:
”Ryst mig, til jeg revner”
Mens en Ildmand skræver frem på Reklameskibet
Og forkynder en ny Sandhed for Menneskeslægten:
OMA ER BEDST
Lyder et brag
Det var få år efter den russiske revolution. Det var kapitalismekritik, og der blev – om end indirekte – peget på et alternativ til Reklameskibet, der nødvendigvis måtte gå under. Anmeldere talte om, at Gelsted ”gjorde det af med efterkrigstidens maskin- og fremskridtsjubel”.
Jeg læste digtet i gymnasiet i 1950’erne. Nu var det efter anden Verdenskrig. Og det gav en ekstra dimension, at det var vores fantastiske klasse- og dansklærer, der introducerede digtet for os. Han hed Povl Kildemoes og havde som frihedskæmper tilbragt det sidste krigsår i en tysk koncentrationslejr. Han vidste om nogen, hvad det ville sige at kæmpe for sit samfund. Han fik i øvrigt siden tillidsposter i det Konservative Folkeparti.
Politisk var der langt mellem Gelsted og Kildemoes. Alligevel var det ham, der fik mig og os til at se storheden i digtet. Jeg husker ikke diskussionerne, men jeg har aldrig glemt digtet, og jeg husker fascinationen af den unge blonde danske student i skuret. Jeg forstod tanken om, at hele lortet måtte sprænges i luften. Ved ikke om jeg sympatiserede, men jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i tankegangen.
Man kan vel ikke i 2017-sprog hævde, at Otto Gelsteds digt var en opfordring til terror. I hvert fald ikke direkte. Men man kan heller ikke benægte, at for digtets læsere står den blonde danske student tilbage som digtets sympatiske person. Klartseende i forhold til narrerierne. Frihedskæmper, revolutionær og samfundsomstyrter. Terrorist?
I disse tider, hvor ytringsfriheden indskrænkes med både gode og dårlige argumenter, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ’Reklameskibet’ i virkeligheden er i strid med Straffelovens § 136 stk. 2, der gør det ulovligt og strafbart at opfordre til terror. Ikke at jeg tror, man med snart 100 års forsinkelse ”vil komme efter” digtet, men ville det være lovligt, hvis et digt i dag på tilsvarende vis beskriver en sorthåret arabisk udseende ung mand, der vil sprænge det vestlige forretningsdrevne og kyniske kapitalistiske samfund i luften?
Dengang i 1923 vidste man jo godt, at kommunisterne ville omstyrte samfundet, og den russiske revolution var et vidnesbyrd om, at snakken om samfundsomstyrtning var mere end snak. Alligevel kunne digtet udgives og opnå berømmelse. Og efter endnu en ødelæggende Verdenskrig kunne min konservative gymnasielærer vise os 16-17-årige digtets kvaliteter.
Dengang tænkte jeg mindre over de omstændigheder. I dag, når jeg tænker tilbage, synes jeg, det var stort. ·
