Rasmus Julius er illustrator, tegneserieforfatter, kunstmaler og underviser i tegning. Han underviser især voksne, men også børn, store og små på kunstskoler, aftenkurser i FOF, work-
shops i folkeskolen og andre steder.
Oprindelig er Rasmus Julius uddannet reklametegner og har arbejdet på bureau i mange år, men har også altid tegnet kreativt ved siden af.
I dag laver han stadig lidt freelancearbejde, men mest sine egne ting som fuldtids tegner. Tegneserier er ”min ting”, siger han, tegneserier og striber, sjove striber, og bl.a. ugebladet Ude og Hjemme har fast bragt hans striber gennem mange år.
Som underviser har han erfaret, at det for nybegynderne og den utrænede tegner er meget følsomt, ja, pinligt, at vise sin tegning frem, og for mange kræver det overvindelse bare at sætte blyanten mod papiret – også selvom de selv har meldt sig til kurset – for de tror, de ikke kan, i hvert fald ikke godt nok.
Hvis man spørger Rasmus Julius, om den gode tegner og illustrator ikke kræver et medfødt talent, svarer han lidt tøvende:
”Hmm, talent? Måske, men hard work, læsning, inspiration fra andre, at kende genrer – det betyder noget. Måske kan du ikke lære at tegne perfekt, men du kan i hvert fald lære at udtrykke dig.”
Børnene
Mange børn tegner meget og elsker det. Indtil de bliver 10-12 år, så holder mange op.
”De små er umiddelbare, men de store falder lidt fra. De bliver selvbevidste og tænker – som de voksne – at tegningen ikke er god nok. Selvom man er ordblind, kan man godt være god til at fortælle en historie i billeder, lige så godt som alle andre. Og gennem tegninger kan man få liv i en hovedperson med følelser og stor personlighed. Og det kan også lade sig gøre med en tændstikmand,” siger Rasmus Julius og fremhæver, at tegneserier skaber læselyst, ligesom det skaber læselyst at tegne sine egne historier.
Rasmus Julius er aktuel med Buster – En graphic novel om sorg. Han mistede selv en lille søn for en årrække siden, og sorgen var ved at nedbryde ham, professionelt som reklametegner og også som menneske. At arbejde kreativt med tegning og tegneserier blev for ham en måde at udtrykke sig på, og Buster handler om sorgen over det lille barns død, om at bruge sine kreative kræfter på at bearbejde de voldsomme følelser og om måske at kunne rejse sig igen.
Hjertestyret tegning kalder han en af sine workshops, som han bl.a. har holdt i Hundige Kirke for en sorggruppe.
”Mange, de fleste, blokerer, så min første opgave er at få dem til at løsne op og få dem til at turde tegne forkert, og det gør jeg ved at give blindopgaver, hvor de tegner hinanden og ikke kikker ned på papiret. Og så kommer de til at tegne forkert, det kan de slet ikke undgå. De bander lidt over det og synes, at det er noget lort, for de har nemlig et fast mål, en fast forestilling om et bestemt resultat i hovedet – men jeg skal overbevise dem om at droppe den forestilling og i stedet lade dem opleve, at det er i processen, de finder deres mål, at processen er målet. Sådan lærer de at slippe kontrollen. Jeg har andre benspænd, jeg tager f.eks. noget af min store søns gamle legetøj med, biler, figurer, Spider-Man og sådan noget. Og så skal de tegne noget af det. Igen blindtegning. Derefter får de lov at se på det, de tegner, og til sidst skal de lægge det væk og tegne ud fra hukommelsen. Det kan blive nogle ret sjove tegninger,” fortæller Rasmus Julius.
Det løsner op, de griner lidt, tager tegneprocessen lidt ind, før de går videre. Hjertestyret tegning handler om at slippe kontrollen, lade blyanten, tuschen, kulstykket overtage papiret sammen med hjertet. Glemme præstationsangst. Og sig selv.
”Selvom et par stykker ofte fastholder, at de ikke KAN tegne, så sker der alligevel noget, de tør tegne forkert og grimt og finder deres egen streg og kan se værdien i deres egen tegning.”
Altid i proces
Det er ikke kun mennesker i sorg, der har svært ved at give slip og bare tegne, når de får en pen i hånden, det gælder for mange voksne generelt, også dem, der f.eks. melder sig til de tegnekurser, som Rasmus Julius holder i FOF-regi.
”Sådan er det meget i begyndelsen, men en del af kursisterne er gengangere, de kommer til kurset sæson efter sæson. De er amatører og har ikke ambitioner om at blive tegnere eller få udgivet noget. Ofte vælger de at tegne det samme igen og igen, men de skal elske – eller lære at elske – at eksperimentere og tegne abstrakt på mit kursus. Vi lægger altid vores tegninger op, så alle kan se dem – og sammen finder vi de gode ting i tegningerne. Jeg anmelder dem ikke. Det har jeg ingen beføjelser til. De finder deres egen streg eller genre. Jeg plejer at sige, at tegninger er som musik – pop, rock, jazz … ”
Selv tog han et 16-ugers kursus på Viborg Animationsskole i forbindelse med hjerteblodsarbejdet på Buster – han løste bundne opgaver, og han gav selv slip på nogle ting.
