Hun er mest til dyr. Gerne frøer og mus.
”Se bare på de der lemmer,” siger illustrator Birde Poulsen og planter en pegefinger på en af sine egne tegninger af tudsen Tudse. ”Der er mulighed for så meget bevægelse og liv. Han kan hoppe, strække ud, løbe og gå. Ligesom et menneske.”
Elefant, zebra og giraf hører også til på top ti, ligesom andre elegante, grafiske dyr fra den afrikanske savanne. Men hun debuterede med en myg.
Birde Poulsen forlod Skolen for Brugskunst i 1979 med et eksamensbevis, en tegnemappe og uden begreb om, hvordan hun skulle leve af at tegne.
”Mødet med den virkelige verden kom som et chok, jeg havde aldrig løst en opgave og havde ingen erhvervserfaring overhovedet,” konstaterer Birde Poulsen. Så det blev en lang vandring med tegnemappen under armen, inden hun fik sin første opgave på forlaget Mallings, der var velvilligt indstillet overfor debutanter. Det blev til ’Pjuskes lille liv’, en bog om en myg. Siden kom bøger om hvepse, edderkopper og mariehøns – og så kom Tudse til. I dag har Birde Poulsen ikke helt tal på, hvor mange billedbøger, hun har lavet – omkring 70, mener hun. Og derudover ca. 150 illustrerede bøger.
I sin egen verden
Arbejdet foregår hjemme i det gule, stråtækte hus, hvor hun har valgt det bedste rum som arbejdsværelse. Stort og lyst, udgang til altan, kæmpeskrivebord med plads til skitser, opslagsværker, pensler, akvarelfarver og en hund og en kat. Have og natur tæt på. Det svarer faktisk 100 % til den romantiske forestilling om den kreative tegner og kunstner – sådan a la Beatrix Potter, Peter Kanins mor?
”Ja, ja,” siger illustrator Birde Poulsen, inden man kommer for godt i gang, ”det er fint, men også ensomt at arbejde hjemmefra. Dét og så den usikre, svingende økonomi som selvstændig illustrator er nok det værste ved faget.”
Billedbogen har det ikke let i dag. Bibliotekerne køber måske 300 eksemplarer, og en levetid på otte-ni måneder i boghandel og på lager er heller ikke usædvanlig, før makulatoren startes. Og når Birde Poulsen kigger i sine gamle kontrakter fra 1980erne, kan hun konstatere, at honorarerne ikke har rykket sig opad – snarere tværtimod. Så hun er ikke optimistisk på sit fags vegne og er glad for, at hun ikke er ung og skal til at indlede sin karriere nu.
Men hvad er så det bedste ved faget?
”Det er, når jeg farvelægger med akvarel. Skitser og optegning er arbejde, men farvelægningen elsker jeg. Jeg kan gå og glæde mig til at tage fat på penslerne, og når jeg maler med akvarel, er jeg i min egen verden.”
Det var et års ophold på Færøerne efter studentereksamen, der overbevidste Birde Poulsen om, at hendes profession skulle være at tegne og male.
”Farverne deroppe – lyset og vandet – inspirerede mig voldsomt. Jeg malede hav og himmel og himmel og hav, og det var fantastisk. Jeg var så begejstret, og jeg maler stadig akvareller af himmel og hav, når jeg holder ferie.”
Den første skitse …
I et hjørne af tegnestuen står et skrivebord med en computer, som bliver flittigt brugt, når hun researcher, kigger på fotos og videoer af dyr, sender sine scannede illustrationer og den slags. Hun bruger den dog ikke til at tegne på, for det foregår i hånden. Fra storyboard til første skitse, fra optegning på akvarelpapir til farvelægning lag på lag. Det er en lang og langsommelig proces.
I øjeblikket arbejder Birde Poulsen på et stort værk med H. C. Andersens eventyr. Hun tegner hunde med øjne så store som tekopper, prinsesser, svinedrenge og grimme ællinger.
De første streger med en blød, tyk blyant sætter hun på skitsepapir – manifoldpapir, der for uindviede ligner gennemsigtigt madpakkepapir. Skikkelser, dyr og mennesker, kommer til live på manifoldpapiret hver for sig. Nogle bliver kasseret, andre revet ud og måske stykket sammen til én stor tegning, et tableau. Fordelen ved det gennemsigtige papir er, at det kan spejlvendes – hvis en and basker hidsigt mod højre, og den grimme ælling står til venstre – ja, så er det praktisk, at man bare kan vende den ene skitse, og så står de to over for hinanden.
Når skitsen er færdig, går Birde Poulsen over til lysbordet i hjørnet, hvor den skal tegnes op på kraftigt akvarelpapir. Derefter kommer akvarelpapiret i bad – enten gennemfugter hun det eller lader det flyde på vandoverfladen et par minutter til papiret har udvidet sig, og så spænder hun det op på pap med papirtape.
”Processen gør akvarelpapiret fast og lækkert, så det det ikke buler, når jeg maler med den fugtige akvarelmaling. Hvis papiret buler, lægger farven sig forkert.”
Farver …
Næste trin foregår tilbage til ved arbejdsbordet – ved sin ene side har Birde Poulsen en bakke med 50-60 pensler i krukker, ved den anden et par fyldte æsker med akvarelfarver, og foran sig har hun to store krukker med vand. Den ene er til at dyppe penslen i – den anden er katten Krittes drikkeskål. Selvom Kritte langt foretrækker det grumsede akvarelvand, når den kan se sit snit til det.
Inden de første baggrundsfarver lægges på, afdækker Birde Poulsen nogle områder på tegningen med et flydende lag grønt maskeringsvæske. Væsken stivner, så det maskerede område stadig kan ses, men ikke tager imod akvarelmalingen. Senere, når baggrunden er malet og tør, trækker hun forsigtigt den elastiske maskering af og farvelægger de afdækkede, jomfruelige områder.
Mellem penslerne står også en saltbøsse – en ingrediens som kan fuldende en illustration.
”Et drys saltkorn giver struktur,” siger Birde Poulsen, ”det er fx godt til krokodillehud og fjer. Og træstammer.”
Når farverne er lagt på, hvert strøg godkendt, og tegningen er knastør, hænger Birde Poulsen den op med en klemme på snoren under loftet i arbejdsværelset. Den er klar til tryk. Og nu skal den hænge der, så illustratoren kan kaste et blik op og se farver og nuancer, når næste tegning skal farvelægges. Men først tager hun en lille pause. ·
