Forestil dig, at du sidder i en fængselscelle, som du måske deler med otte-ti andre, mennesker, som du, indtil I blev stuvet sammen der, ikke kendte. Mennesker, som du intet har til fælles med, bortset fra at I alle er fængslet, og nu skal I dele både wc og håndsæbe, måske ligefrem madskål.
Forestil dig, at du har fået en dom, måske på to, fem eller ti år, udelukkende fordi du har skrevet eller sagt noget, som faldt nogle indflydelsesrige folk for brystet. Måske har du afdækket et korrupt forhold, måske har du i en tekst gjort nar ad en minister eller en magtfuld embedsmand, måske har du skrevet et digt, der kan tolkes som magtkritik. Måske er det slet ikke dig, men din ven, de var ude efter, men hun flygtede, og nu straffer de hende ved at straffe dig. Måske var du bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Forestil dig så, at du er blevet nægtet besøg af familie og venner, at du er frataget papir og pen og derfor må memorere alt, at du ikke har adgang til bøger, aviser og nyheder fra verden uden for cellens vægge.
Så en dag kommer vagten med en lille stak breve. Cellekammeraternes navne bliver råbt op, og brevene udleveret. Der er sjældent et til dig, men så pludselig står du med et brev i hånden fra en fremmed, sendt fra et ukendt sted ude i verden. Der er en, der har tænkt på dig, har sat pen til papir og skrevet en hilsen til dig. Som en omsorgsfuld og varm hånd på din skulder: Du er ikke glemt.
Goddag, kære Lone
”Goddag, kære Lone, Jeg har modtaget Deres brev, og jeg kan ikke lade være med at svare, i håbet om at det når frem til Dem, og De vil kunne læse det. Tro mig, det er meget vigtigt at erfare, at en kollega i et så vidunderligt land som Danmark ikke er ligeglad med den skæbne, der overgår en forfatterkollega, som sidder fængslet i det fjerne Sibirien.”
Ordene er den russiske journalist Mikhail Afanasevs. De står i et brev til forfatter og bestyrelsesmedlem i Dansk PEN Lone Theils, som sidste år sendte ham en hilsen. Det er en gammel tradition i PEN, at medlemmerne sender breve og postkort til fængslede kolleger hvert år omkring nytår, en tradition, som Dansk PEN og Dansk Forfatterforening har slået sig sammen om og i de sidste par år har arrangeret sammen.
Mikhail Afanasev blev arresteret i april 2022 og i september 2023 idømt fem et halvt års fængsel for at skrive kritisk om Ruslands krig i Ukraine. Han afsoner sin dom i et fængsel i Sibirien, tusinde kilometer væk fra familie og venner.
På den anden side af kloden, i Cuba, afsoner den 43-årige digter og kvinderettighedsaktivist María Cristina Garrido en dom på syv års fængsel. Hun er anklaget for at have forstyrret den offentlige orden og haft til hensigt at begå en kriminel handling. Hun er desuden dømt for at gøre modstand og udvise foragt over for myndighederne, da hun sammen med tusindvis af andre cubanere deltog i en fredelig demonstration i juli 2021.
María Cristina har været udsat for grov vold og psykisk mishandling i fængslet, hun er blevet nægtet telefonisk kontakt og besøg af sin familie, og hun er i perioder blevet nægtet mad og vand. I 2023 lykkedes det hende at få et brev ud af fængslet, hvor hun blandt andet skrev:
”Den 11. juli viste vi mod og beslutsomhed – et brud med den årelange tavshed; vi viste enighed og pluralisme, fordi unge, voksne, ældre, universitetsstuderende og landmænd, husmødre og arbejdere, endda politiske ledere og partikadrer gik på gaden for at sige ja til at vælte diktaturet, ja til et velstående og demokratisk Cuba.”
Prisen, hun måtte betale for det brev, var længere tids fuldkommen isolation. María Cristina Carrido har fået mange hilsner, i løbet af den tid hun har været i fængsel, men ingen af brevene har hun fået direkte i hånden. De sendes via PEN’s landekoordinator for Latinamerika, der er i kontakt med familien. Under de sjældne besøg overbringes de mange hilsner mundtligt til hende, og når hun om fire år – men forhåbentlig før – bliver løsladt, så venter der hende en bunke breve så stor, at det vil tage hende dage at få dem alle læst.
Selv hvis Gud forlader menneskene
For nogle år siden fortalte Nadezda Azhgikhina, journalist og direktør for PEN Moskva, på et internationalt PEN-møde om en kollega, der havde været fængslet i Rusland og under opholdet havde modtaget breve med hilsner fra kolleger over hele verden. Fængselstiden havde været hård, og efter løsladelsen blev hun indimellem ramt af depression. Kassen med breve opbevarede hun under sin seng, og når humøret svigtede, tog hun dem frem og genlæste dem. Igen og igen fandt hun trøst og styrke i de støttende ord, som kolleger verden over havde sendt til hende i fængslet.
Det kan være svært at skrive et personligt brev til et menneske, man ikke kender, men her gælder det virkelig, at det ikke så meget er ordene, men tanken og handlingen, der tæller. Et brev til en fængslet kollega kunne måske lyde noget i retning af:
”Kære kollega, kære XXX, jeg sender dig en hjertevarm hilsen fra København. Herudenfor er det en grå, kold og våd decemberdag, dagslyset forsvandt klokken fire, så nu er der kun gadens lygter til at lyse op. Indenfor er vi en gruppe forfattere, digtere og journalister, medlemmer af PEN og Dansk Forfatterforening, der er samlet for at skrive hilsner til fængslede kolleger rundtomkring i verden.
Jeg har hørt om din kamp for retfærdighed og for retten til frit at tale og skrive, det er værdier, jeg helt og fuldt deler og vil kæmpe for. Jeg vil derfor gerne udtrykke min respekt for – og solidaritet med – dig. Jeg håber, at du trods omstændighederne er ved godt mod og helbred.
Gid der vil komme en dag, hvor vi kan mødes. Så vil jeg byde dig på et måltid mad og et knus. Indtil den dag kommer, må jeg nøjes med at sende de varmeste hilsner …”
I november 2024 blev den kurdiske digter İlhan Sami Çomak løsladt efter at have afsonet en dom på 30 års fængsel i Tyrkiet. Et par år før sin frigivelse skrev han et langt brev til de mange PEN-kolleger, der havde sendt ham hilsner i løbet af de 30 års indespærring. Han indledte brevet med en bibelsk reference og har siden fortalt, at han mistede sin tro i fængslet:
”Kære venner,
Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Sådan sagde profeten Jesus i den store krigs øjeblik, Harmagedon. Jeg plejede at gentage Jesu Kristi hjælpeløse råb i begyndelsen af mit fangenskab med en desperat sorg, der i sig selv indeholdt en slags evig styrke. Men så indså jeg, at det var muligt at lære en urokkelig lektie af dette: Selv hvis Gud forlader menneskene for at lære dem en lektie, er de stadig inden for berøringsafstand af hinanden og i stand til at beskytte hinanden gennem solidaritet.”
375 forfattere bag tremmer
Over hele verden fængsles og forfølges skrivende mennesker for at passe deres arbejde. Det gælder både forfattere, digtere, journalister og kommentatorer, der bruger ordet som redskab til at påpege magtmisbrug og belyse uretfærdige samfundsforhold. De nyeste internationale rapporter viser, at antallet af fængslede skribenter fortsat er alarmerende højt – og at visse lande konsekvent topper listerne.
Ifølge opgørelser fra PEN International og PEN America sad mindst 375 skrivende mennesker fængslet i løbet af 2024. Opgørelsen dækker 40 lande og bygger på veldokumenterede sager, hvor fængslingen er sket på grund af personernes professionelle eller kunstneriske virke. Ud af disse var 127 journalister, mens resten fordelte sig på forfattere, digtere, online-kommentatorer og andre, der professionelt beskæftiger sig med ord og formidling, herunder også forlæggere og redaktører. (Kilde: PEN America, Freedom to Write Index 2024).
Også organisationen Committee to Protect Journalists (CPJ) offentliggør hvert år en rapport, og pr. 1. december 2024 angav de, at 361 journalister var frihedsberøvede, hvilket er et af de højeste tal i organisationens historie. CPJ’s tal er et øjebliksbillede, mens PEN’s dækker et helt år, og de to organisationer har desuden ikke helt samme kriterier for, hvilke professioner der indgår i opgørelserne. I PEN medtages journalister, der også er forfattere, klummeskribenter, essayister og lignende, mens der i CPJ’s opgørelse også indgår tv- og radiojournalister samt andre former for mediearbejdere, hvilket forklarer forskellen på tallene. Derudover afhænger resultaterne af tidspunktet for optællingen, og hvorvidt en sag er endeligt bekræftet som arbejdsrelateret.
Ser man på, hvilke lande der fængsler flest skribenter, så tegner der sig et tydeligt billede. Kina topper i begge opgørelser. Ifølge PEN America sad 118 skribenter fængslet i Kina i 2024, mens Iran fulgte efter med 43. Andre lande med mange fængslede skribenter er Saudi-Arabien, Vietnam, Israel, Rusland, Tyrkiet, Belarus, Egypten og Myanmar. Tilsammen stod Kina og Iran for omkring 43 procent af alle fængslinger registreret af PEN.
På tværs af kilderne står én ting klart: Risikoen for fængsling er reel for dem, der bruger ordet som redskab til at beskrive den virkelighed, de befinder sig i, og som modigt forsvarer deres og andres ret til at ytre sig frit. Bag tallene gemmer sig mennesker, der har mistet deres frihed, fordi de skriver – et faktum, som hvert år minder verden om, at ytringsfrihed stadig ikke kan tages for givet.
Så hvad kan vi, der dagligt nyder denne frihed, gøre? Vi kan sende dem en hilsen og fortælle dem, at deres kamp også er vores, også selvom vi bor i ”et så vidunderligt land som Danmark”, som Mikhail Afanesav skrev. At de ikke står alene og ikke er glemt. ※
Find postkort og papir frem, kom med
og fat pennen, når vi igen skriver breve til
de fængslede kolleger den 3. december.
Mille Rode .
