”Af stædighed har jeg opkøbt restoplaget af alle mine bøger. Når jeg nu har haft så meget mas med at skrive dem, så skal de ikke ende i papirmøllen,” siger Tage Voss ikke uden en vis bitterhed. Jeg står i kælderen i hans lille hus i Sønder Kirkeby på Falster. Vi er ved at lave portrætfilmen ’Sidste kapitel’.
Hele vejen rundt i rummet er reoler fyldt op med stabler af bøger: romaner, essays, børnebøger, fagbøger for ikke at tale om scrapbøgerne med udklip fra de mindst 1000 debatindlæg og kronikker, han har begået. Han står – bogstavelig talt – midt i sit livsværk. Han er 90 og har udgivet over 40 bøger – på det tidspunkt.
Da han midt i juli i år – dagen før sin 99 års fødselsdag – sov ind i sin seng på plejehjemmet i Roskilde var tallet oppe på over 50. De sidste udgivet, da han var 95. Og alle sammen skrevet på et gammelt hakkebræt af en ”analog” Continental skrivemaskine fra 1936.
Dagen før sin død havde han malet sine havemøbler. Aktiv til det sidste, mentalt og fysisk – så meget, som kørestolen og den lammelse, han havde fået i benene, nu tillod.
Kært barn …
Mange gamle, næsten glemte ord dukker op, når man skal beskrive ham: hugaf, gnavpot, knarvorn, vrissen, vranten, brøsig.
Eller Rasmus Modsat … Jeronimus.
Vælger man de positive termer: en årvågen og farverig debattør med et dybt socialt engagement. En sten i samfundets sko. Havkatten i hyttefadet. En laks, der svømmede mod strømmen.
Altid.
Når sundhedsapostlene snakkede om mager livsstil, krævede han ekstra fedtbræmme på flæskestegen hos slagteren i Maglebrænde.
Når lægerne advarede om rygningens farlighed, tændte han sig en stor Havanacigar og bappede løs, og han blev næstformand i foreningen af hensynsfulde rygere: Hen-ry.
Når fugleinfluenzaen hærgede, lod han sine høns gå frit omkring. Ingen skulle komme og fortælle ham, hvad han skulle.
Han havde skarpe meninger om alt og kommenterede gerne alt – fra fodvorter til verdenssituationen, belæst, velorienteret og vidende, som han var.
I en af sine sidste bøger ’Besættelsen 1940 – 1945, som den nødigt berettes’ sætter han danskernes ”heltemodige” indsats i 2. verdenskrig under den kritiske lup. Da er han 95 år.
Høj cigarføring til det sidste.
Læge mod sin vilje
Faktisk ville Tage Voss helst have været journalist, men hans mor nedlagde veto. Så blev han i stedet læge – og tilbragte 20 år på Danmarks yderste post mød øst: Christiansø. Her fik han mulighed for alligevel at realisere sine skrivedrømme, og det resulterede bl.a. i én af hans fineste bøger, ’Status på skæret’ fra 1954.
Det sociale engagement kom fx til udtryk i medlemskab af modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, hvor han var bl.a. med til at smugle jøder til Sverige, men også i hans arbejde som fængselslæge og læge for narkomaner og alkoholikere. Efter krigen meldte han sig ind i DKP og abonnerede troligt på dagbladet Arbejderen.
Fagligt arbejde var en selvfølge, og fra 1969 – 1975 sad han i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening.
Den sidste tid
I flere af sine bøger beskæftiger Tage Voss sig med alderdom og død. I bogen ’At visne – lige glad’ fra 2005 udfolder han sit nihilistiske livssyn: Alderdom er et helvede! Der er intet godt at sige om dét at blive ældre, mener han, til trods for, at han selv levede rimelig godt til langt op i 90erne og til trods for, at langt flere har et væsentligt bedre ældreliv nu end før i tiden.
Han havde et afklaret og usentimentalt forhold til døden. Glædede sig ligefrem til det. Man kan lige så godt forlige sig med den i stedet for hele tiden at forsøge at flygte fra den. Det sidste skaber kun angst, skrev han.
Egentlig ville han have været udstoppet, når han døde, men konservatoren døde før ham. Så gik han i gang med at bygge en båd: ”Så kan de skubbe mig ud på Østersøen, og så kan de lave sæbe af mig i Polen”. Hans morbide humor fornægtede sig ikke.
Da hans familie kiggede i hans efterladte papirer, stod der kun omkring hans begravelse: ”Det skal være billigt.” Helt i Tage Voss’ ånd.
I dag er det ikke billigt at blive begravet, men hans familie valgte det, som han sikkert allerhelst ville – nu hvor han ikke blev udstoppet eller lavet til sæbe: En smuk sommerdag roede hans fire børn ud i en robåd fra hans elskede Christiansø med hans urne. Her spredte de hans aske ud over Østersøen, mens resten af den store familie stod inde på land. ·
