Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2021

Hvem må oversætte hvad?

Formand for Dansk Oversætterforbund Juliane Wammen oplevede nogle hektiske uger i det tidlige forår,  da den hidsige (og let skingre) debat om, hvem der bør eller ikke bør oversætte en ung, sort, amerikansk kvindes digt, brød ud. Dette er et uddrag af en artikel, som først blev offentliggjort i Babelfisken, et webtidsskrift om oversættelse.

Af Juliane Wammen

Når man nu er vant til, at noget af det mest grundlæggende ved ens (faglige) identitet er at befinde sig mellem tekster, usynligt, ikke-iøjnefaldende, formidlende – frem for alt flydende og fleksibel – så er det voldsomt at vågne op en onsdag morgen og have insisterende beskeder på sin telefon fra journalister på DR, TV2 og Information og opleve, at der bliver skrevet og talt om ens fag i Politiken, at sociale medier er fulde af harme og sårethed, foragt og latterliggørelse – og at det alt sammen handler om netop det, der skulle binde sammen og skabe forståelse – oversættelse og litteratur, og ikke mindst kombinationen af de to, litterær oversættelse.

Jeg har som relativt ny formand for oversætterforbundet glædet mig over, at der er blevet talt så meget om oversættelse, græmmet mig over at høre ellers begavede mennesker bringe de sædvanlige klicheer om oversættelse til torvs og følt stolthed over, at mine kollegaer, både i Danmark og internationalt, i det store og hele har diskuteret sagen sagligt og ordentligt uden at svine hinanden til, men med stærke holdninger. Men jeg er også blevet en smule overrasket over, at der er så meget på spil i denne sag, ikke bare for oversætterne selv, men åbenbart også for mange andre, der normalt dårligt gør sig klart, at oversættelse findes.

For som en af mine catalanske oversætterkollegaer (ikke Victor Obiols, som er nævnt i faktaboksen) sagde: Folk er jo pga. deres køn, race, alder, seksualitet og religion blevet fravalgt (og det, der er værre) gennem hundredvis af år til hvad som helst og alting – også inden for oversættelse og litteratur. Hvorfor bliver folk så vrede over netop det her? Der var jo ikke tale om censur i den nederlandske sag – der var egentlig tale om, at individer tog nogle valg, affødt af en debat, som, ja, er skinger, men som dog stadig er en debat.

Sådan begyndte sagen: Det nederlandske forlag Meulenhoff sendte en pressemeddelelse ud, hvor de beskrev valget af den unge Bookerprisvinder Marieke Lucas Rijneveld som deres ”drømmeoversætter” af Amanda Gormans digt The Hill We Climb – bl.a. fordi hen er erklæret nonbinær, er optaget af kønsspørgsmål og tidligt i karrieren har opnået stor anerkendelse. Det fik journalist og aktivist Janice Deul til at skrive i avisen de Volkskrant, at det at fremhæve netop Rijneveld som ”drømmeoversætter” var problematisk – idet hen ingen erfaring havde med spoken word-genren, selv havde erklæret, at hens engelskkundskaber ikke ligefrem var fremragende, var nonbinær og hvid – og i øvrigt ikke havde nogen erfaring med oversættelse. Deul mente, at man kunne have fundet mange bedre egnede kandidater til opgaven – og at netop denne opgave kunne have været en ”gylden mulighed for at se ud over det hvide elfenbenstårn” og brede feltet af mulige kandidater ud: for eksempel give en sort, kvindelig spoken word-kunstner muligheden, og dermed også en del af den synlighed og litterære prestige, der følger med en så højt profileret opgave. Ville man i øvrigt nogensinde, spurgte Deul retorisk, kunne forestille sig, at et forlag fremhævede en sort, nonbinær kvinde som ”drømmeoversætter” af en hvid kvindes digt? Rijneveld selv valgte herefter at trække sig fra opgaven i respekt for det synspunkt, at nogle andre måske burde have stået mere oplagt forrest i køen til at få den opgave end hen selv.

Deul sagde altså på intet tidspunkt, at en hvid oversætter ikke kan oversætte en sort forfatter – men reagerede snarere på forlagets profilering af en bestemt oversætter, netop i kraft af hens profil frem for hens faglige kvalifikationer. Men som den slags går, blev historien hurtigt til ”For hvid til at oversætte sort digterkomet?”, som for eksempel overskriften på dr.dk den 3. marts lød. I den videre debat om sagen er det blevet tydeligt, at her er så meget mere på spil, end hvem der fik en bestemt oversættelsesopgave.

Jeg tænkte selv, og gør stadig, at det netop i dette særlige tilfælde faktisk kunne have givet mening at skabe rum for andre end dem, der plejer at stå forrest: I lyset af de seneste fire års amerikanske virkelighed var det jo i den grad en symbolsk gestus at lade en ung sort kvinde stå på podiet til præsident Bidens indsættelse; det, at Gorman var karakteriseret ved netop disse tre ting – ung, sort og kvinde (ud over sit åbenlyse talent for både optræden og poesi) – betød faktisk noget i den specifikke situation, på den særlige dag. Og dermed er det da ganske nærliggende at tænke, at det også betyder noget, hvem der viderefører hendes ord til et andet sprog – ikke mindst måske i lande, som har deres egne (uafklarede, underbelyste) historier om kolonialisme, slaveri og undertrykkelse – som Nederlandene (som Danmark …?)

Ligesom Amanda Gormans digt som kunstværk betragtet i sig selv er noget enestående, kan den historiske kontekst, hvori det blev fremført, heller ikke skrives ud af ligningen – hverken den amerikanske kontekst, som oversætteren gennem sin tekst er med til at bringe videre ud i verden, eller den kontekst, teksten bliver bragt ind i, i dette tilfælde den nederlandske. Og selvom jeg over for de ovennævnte medier og alle andre, der har gidet høre på det, stædigt har fastholdt, og vil fortsætte med at fastholde, at enhver oversætter med den rette faglighed kan oversætte hvad som helst, så ville det i den grad også give mening – det ville være ”en gylden mulighed” – at videreformidle symbolikken i sit valg af oversætter i dette specifikke tilfælde. Begge ting kan godt være rigtige samtidig.

Det er ligesom selve oversættelsens væsen: Flere oversættelser kan godt være ”rigtige” samtidig, eller måske rettere: Der er ikke nogen, der er ”rigtig”, for det er altid en fortolkning.

Siden den onsdag har jeg forsøgt at blive klogere på sagen, se den fra alle tænkelige vinkler og finde ud af, hvad jeg egentlig selv mener om det hele. Dels af politiske grunde: Skal man ikke – bør man ikke – når der for en gangs skyld er debat om noget så centralt for Dansk Oversætterforbund som ”hvem må oversætte hvad?”, også komme med en udtalelse, en holdning, synes noget om det? Dels af personlige grunde: Det er jo mit fag, det her, og dermed en meget stor og helt uadskillelig del af min identitet (selvom det ikke er det eneste, jeg er). Men det er ikke så nemt at sige noget entydigt – og det er måske selve pointen.

Lige fra første færd havde jeg en fornemmelse af, at jeg befandt mig i et labyrintisk og skiftende rum i denne debat – hver gang jeg læste et nyt indlæg (af dem, der ikke bare stod og råbte i et hjørne eller foragtede de andre), blev jeg lige en tand mere forvirret, på et lidt højere niveau. Var det ikke meningen, at litteraturen, kunsten, skulle være et sted, som netop gav mulighed for at få en enestående, individuel, helt ind til marven og under huden empatisk oplevelse af at være i en andens verden? Samtidig med at den netop som kunst gør det enestående og individuelle alment tilgængeligt? Er det ikke dér, magien findes? Er det ikke dét, der gør litteratur til noget særligt? Og er litterær oversættelse ikke netop en del af den kunstart, måske i syvende potens – idet den ikke bare bevæger sig mellem forfatter og læser, men også mellem forfatter og forfatter, læser og læser, kultur og kultur? Oversættelse er og skal være den empatiske kunstart par excellence. Og heri ligger måske grobunden for meget af den vrede og sårethed, som oversætterne føler.

Det handler måske derfor også om en manglende forståelse fra dem, der udtaler sig om vores fag. Vi taler tit med hinanden om, at man bliver træt af, når der i anmeldelser og lignende står tusind detaljer om bogens forlag, antal sider, højde, vægt, pris osv. – men ikke et ord om den person, som faktisk har siddet og skrevet på siderne, som har absorberet teksten og forfattet den på ny, som det samme, men alligevel noget grundlæggende andet. Som oversættere vil vi gerne være mere synlige. Men når vi så bliver synlige, når vi faktisk træder frem, bliver det i en debat, som trækker identiteter og meninger skarpt og nådesløst op og gør dem til modsætninger, der udelukker hinanden – hvilket nærmest er en antitese til alt det, som er grundstenen i min og mine kollegaers selvforståelse.

Når mange af mine kollegaer fremhæver, at det først og fremmest kommer an på en oversætters faglighed, om vedkommende kan oversætte en tekst eller ej, må jeg jo erklære mig hundrede procent enig – det er det, det først og fremmest handler om. Men samtidig vil vi jo også gerne selv ses og respekteres som (med)skabere af værket; vi forfægter selv det synspunkt, at litterær oversættelse ikke bare er noget, man kan få en maskine til, at det er andet og mere end at slå op i en ordbog og kunne de grammatiske regler. Det er ikke ligegyldigt, hvem man vælger til en opgave. I dette tilfælde, kan man sige, har nogen altså taget det synspunkt alvorligt, på begge sider i debatten. Og det gør os (mig) ubehageligt til mode – for hvad betyder det?

I løbet af de seneste uger har jeg således gået i cirkler om mig selv i vedvarende overvejelser, skiftende stemninger og frustration over ikke at kunne få fat i pointen. En britisk kollega mente, at det er foruroligende, hvor meget forlæggere – som i den efterfølgende catalanske sag (se faktaboks, red.) – lader sig påvirke af virkelige (og frygtede, men endnu ikke eksisterende) shitstorme i stedet for at tænke sig om og så stå ved deres beslutning, selvom den bliver kritiseret.

Eller måske er det faktisk rigtigt set, at selve debatten fra starten blev afsporet, fordi spørgsmålet ”Må en hvid oversætter ikke oversætte en sort forfatters værk?” i sig selv er aggressivt og reducerende og udæsker folk til lignende aggressive og firkantede reaktioner, hvorfor det helt fra begyndelsen bliver umuligt at være uenige, men stadig i samtale. At det derimod ville have været dejligt, hvis al denne debat havde gjort vores profession mere synlig på en god måde, men at det (måske) ikke helt er det, der er sket.

Og så var der også den lidt spidsformulerede, småirriterede, men ikke desto mindre relevante, pointe, at hvis folk fra forskellige minoritetsgrupper rent faktisk havde (haft) de samme muligheder som majoriteten inden for det kulturelle område (og andre steder i samfundet), så ville denne diskussion jo slet ikke eksistere.

En (anden) britisk kollega manede til agtpågivenhed over for påstanden om, at der er ved at indfinde sig en stigende censur og kontrol (i egentlig forstand) med, hvem der oversætter hvad – han mente tværtimod, at der er kommet en mere argumenteret, mangfoldig og fri debat om ting, som måske har været taget for givet og virket naturlige, fordi ingen nogensinde rigtig har sat spørgsmålstegn ved dem. Og at det da ganske rigtigt, som en dansk kollega påpegede, er interessant og ret tankevækkende, hvor mange ikke-minoritetsmennesker der udtaler sig om ”de andres” potentielt sårede følelser eller mangel på samme, sådan at det (som sædvanlig?) nemt kan ende med, at minoriteterne aldrig kommer til orde, hverken i debatten eller i litteraturen. ※

Læs hele Juliane Wammens artikel i Babelfisken her: https://www.babelfisken.dk/2021/03/22/den-empatiske-kunstart-par-excellence-eller-hvordan-flere-ting-kan-vaere-rigtige-paa-samme-tid/

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte