Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2022

Hvorfor skal det tage måneder at give afslag på et manuskript?

Forfatter Janne Hejgaard har skrevet et åbent brev til forlagene, som ofte lover svartid på otte, måske tolv uger. Alligevel har hun flere gange ventet i halve og hele år på et svar, når hun – og det samme gælder mange andre forfattere – har sendt et uopfordret manuskript til et forlag.

Kære forlag

Dette brev er ikke til jer alle. Det er til dem af jer, som handler på en måde, som får mig og mine forfatterkolleger til at opleve os dårligt behandlet. Vi undrer os over, hvorfor det er blevet så almindeligt for jer at behandle os så … ligegyldigt? Vi er jo trods alt dem, som leverer det materiale, som al jeres virksomhed baserer sig på.

Selv om mit spørgsmål bygger på generelle forfattererfaringer, vil jeg nøjes med at tale på egne vegne. Et eksempel: Jeg er færdig med mit manus. Jeg har arbejdet på det halve og hele år, mindst. Nu skal jeg finde et forlag, som vil læse min historie og tage stilling: Vil I udgive – eller ej?

Nogle forfattere har en fast tilknytning til ét forlag. Andre har, som jeg, udgivet på flere forlag. Jeg går på biblioteket, finder bøger, som ligner den, jeg har skrevet, og finder et eller flere relevante forlag. Jeg tjekker hjemmesider. Nogle forlag skriver, at der p.t. er lukket for tilgang af uopfordrede manusser. OK. Klar besked.

Jeg finder et åbent forlag og sender mit manus – og kun dertil: ”Vi foretrækker, at du ikke sender manus til andre forlag.” Det retter jeg mig respektfuldt efter.

Der kommer sædvanligvis, men ikke altid, en kvittering: ”Tak for det tilsendte, du hører fra os om senest (f.eks.) otte uger, medmindre vi har travlt. Så kan der gå længere tid.” Eller: ”Du hører fra os efter påske/ferien/nytår.” Begge noget uklare tidsangivelser, men jeg vil så gerne have mit manus udgivet, og jeg vil ikke gøre mig uheldigt bemærket, så jeg accepterer. Og venter. Otte uger – okay da.

Først er jeg optimistisk. Som tiden går, daler optimismen. Otte uger senere stadig intet svar. Det er juleferien, tænker jeg. Den skal lægges oven i de otte uger.

Men en dag er der, inkl. jul, gået langt over otte uger. Jeg tager mig sammen og skriver: ”Hej, jeg vil gerne høre, om I ved, hvornår jeg får besked fra jer angående mit manus.”

”Du hører fra os i næste uge,” lyder svaret.

Yes!

Næste uge går, og de næste ligeså, uden svar. Jeg begynder at opgive håbet og er derfor forberedt, da der efter mere end fem uger kommer svar: ”Tak, fordi vi måtte læse dit manus. Undskyld det sene svar. Vi kan desværre ikke tilbyde en udgivelse.”

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved et forlags ret til at vælge, hvad I vil udgive. Jeg undrer mig bare over processen og den behandling, I giver forfatterne. Hvorfor ikke angive på hjemmesiden, hvor lang tid behandlingen formentlig tager? I kender vel jeres arbejdskapacitet?

Kærlig hilsen Janne Hejgaard (forkortet af red.)

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte