Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2018

I børnebøger er danskere hvide

De fleste danske børnebøger handler om hvide børn i hvide familier. Når personer med mørkere hud optræder i bøgerne, er det ofte i fastlagte roller, mener kritikere.

Af Anna Bridgwater

 

Dansk børnelitteratur er ensidig, når det handler om forskellighed, siger Leyla Bautista, illustrator og kandidat fra tværkulturelle studier på Københavns Universitet. Leyla Bautistas speciale handler om ”repræsentationer af minoritetsdanskere i ungdomsbøger”, og hun fandt, at etniske minoriteter bl.a. bliver skildret i billeder og tekst som ”behårede mennesker med outrerede kroppe”, iført ”mærkeligt” tøj og med udfarende kaotiske og aggressive personligheder, de taler gebrokkent dansk og er hyperseksuelle.

”Den fortælling om brune personer indlejrer sig hos de børn, der læser bøgerne,” mener Layla Bautista. ”Det skaber en norm om, at hvis du er brun, så ser dit liv ud på en bestemt måde. Det er med til at eksoticere og fastlåse brune børn i et bestemt billede.”

Nadia Mansour forsker i multikulturel litteratur, og hun er enig i, at der er brug for positive og varierede skildringer af forskellige slags mennesker i børnebøger, hvis børn skal blive rummelige og fordomsfrie voksne.

”Vi har brug for at vise, at danskere kan se forskellige ud. Amerikansk forskning viser, at børn helt ned til treårsalderen udvikler fordomme, hvis ikke de bliver eksponeret for forskellige slags mennesker gennem kulturen.”

Normen

Når ikke-hvide personer kun skildres som nogle mærkelige væsner og kun optræder sjældent i børnelitteraturen, er det med til at skildre Danmark som et land, hvor hvid hud er normen.

”Samtidig er der meget modstand mod at erkende, at den norm findes i Danmark,” siger Leyla Bautista.

Hun påpeger, at der er forskel på at være en synlig minoritet, som man er, hvis man har brun hud, og så at være en anden slags minoritet, som f.eks. jyde i København.

”Argumentet er f.eks., at den hvide, jyske politi-
mand også er en stereotyp, og så understreger man, at der altså laves sjov med alle her i Danmark. Man mangler dog lige at anerkende, at der er en kæmpe forskel på, hvor meget spillerum der er tilgængeligt – politimanden har ikke en racegjort krop og tildeles dermed mere social fleksibilitet. Han kan have en reel karakter-
udvikling, men det får karakterer med etnisk minoritetsbaggrund ikke så nemt lov til. De fastlåses ofte i grønthandler-, den undertrykte eller den kriminelle stereotyp, hvor de karakteriseres ved deres ’etniskhed’.”

Leyla Bautista nævner to thailandske kvinder, Ping og Pong, som optræder i en af Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq. Ping og Pongs karakterer er hyperseksualiserede, de kaster sig over mændene i Iqbals familie, og de er servile.

”Det er trist, at de skildres på den måde i en børnebog,” siger hun. ”Jeg vil gerne opfordre til, at man overvejer, hvem der griner, og hvem der grines ad.”

Nadia Mansour er ikke nær så kritisk over for stereotyperne: ”Jeg synes ikke, at stereotyper kun gør noget negativt i kunsten. Vi bruger stereotyper til humoristisk forståelse af andre og til at forstå verden. Problemet er, at hvis stereotyper står alene, kan de forstærke negative fordomme.”

 

Ingen farveblindhed

Nadia Mansour vil gerne normalisere mangfoldighed, men er ikke fan af farveblindhed, hvor man lader, som om man ikke ser forskellen på f.eks. et asiatisk født barn og et hvidt barn. For det er en synlig forskel, som præger børnenes hverdag.

Hanne Sass Jensen er cand.mag., arbejder på Ballerup Børnebibliotek og er mor til en pige fra Kina. Hun går ikke ind for, at al kreativitet underlægges de øvrige hensyn. ”Det, der skal bære børnelitteraturen, er æstetikken i ord og illustrationer. De didaktiske hensyn er ikke nok til at skabe god børnelitteratur.”

 

Tre små kinesere

Selvfølgelig findes der også bøger, som skildrer mangfoldighed uden brug af stereotyper. Hanne Sass Jensen ser også tegn på, at der efterhånden kommer en større diversitet ind i de danske børnebøger, hvor børn med forskellige baggrunde optræder sammen, uden at det nødvendigvis er deres etnicitet, fødeland eller kulturelle baggrund, der er emnet for handlingen.

Da Hanne Sass Jensen blev adoptivmor, begyndte hun at kikke på, hvordan asiater fremstilles i børnebøger. ”Jeg fandt blandt andet alle de sangbøger frem, der indeholdt sangen Tre små kinesere på Højbro Plads, der ikke er racistisk i sig selv, men når det kom til illustrationerne, var det en anden sag. Det var ret nedslående, for også i en del nyere bøger er kineserne fremstillet som gule personer med kimono, skæve øjne og en trekant oven på hovedet. Det kan man måske have forståelse for i ældre udgivelser, men den bevidstløse gentagelse af fortidens stereotypisering generede mig rigtig meget.”

Ikke at hun er fortaler for, at ældre bøger skal redigeres for at passe til nutidens menneskeforståelse. ”Vi skal ikke udradere bøger som Pippi Langstrømpe i Sydhavet fra børnebiblioteket på grund af dens stereotype fremstillinger af andre kulturer. Jeg mener til gengæld, at det er en supervigtig opgave, at vi formidler disse bøger på en måde, så børnene forstår den historiske kontekst, de er skrevet ind i.”※

2004 - 2019 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte