Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2017

DE KRIMINELLE ER IKKE SOM I KRIMIERNE

Død og lemlæstelse er blevet til underholdning i moderne krimier. Men i Jonas T. Bengtssons romaner skal menneskets mørke sider ikke fungere som underholdning, men vække empati.

Af Anna Bridgwater

Jonas T. Bengtsson vil ”tage kriminaliteten tilbage til de kriminelle”. For det er alt for sjældent, at de kriminelle selv er hovedpersoner i den fiktion, som handler om dem.

Forfatterens fjerde roman handler om Sus på nitten år, der venter på, at sin far bliver løsladt fra fængsel. Hun vil ikke forsones med ham, hun vil dræbe ham. Han slog moderen ihjel, og nu vil Sus have hævn. Sus bor i en betonblok i Københavns Nordvest-kvarter, i et kvarter, hvor bandemedlemmer med rygmærker er mere almindelige end bankmænd i jakkesæt, og hvor ressourcerne er knappe for mange mennesker. Men, siger Jonas T. Bengtsson, det er menneskene, der interesserer ham, ikke deres eventuelle forbrydelser.

Hvorfor vil du tage kriminaliteten tilbage til de kriminelle?

Der er pissemange dygtige krimiforfattere, så det er ikke en generel kritik af krimiforfattere. Eller af krimiens position i 2017. Men vi står i en tid, hvor det, at spærre kvinder inde i et bur eller finde afhuggede legemsdele rundt omkring i byen, er blevet meget cosy. Selv bandekriminalitet er blevet meget cosy. Alt er blevet effekt, og alt er blevet underholdning. Det er utroligt, så ofte man kan gribe ned i kassen med afhuggede legemsdele uden at tænke, at der også er en virkelighed, hvor rigtige mennesker dør. Ok, seriemordere er ikke en virkelighed i Danmark, ikke i forhold til, hvor mange der har været i kriminallitteraturen. Men jeg har en interesse i at undersøge det fra en anden vinkel.

Jeg vil skrive krimier, der ikke er krimier. Dramaer, som er sat i et miljø, som ellers kunne betegnes som klassiske krimimiljøer. De miljøer er meget interessante, fordi handling og konsekvens ligger så tæt op ad hinanden. Handling kan have stor konsekvens. Og måske har jeg også en personlig higen efter mørke.

Nogle steder er din fiktion nærmest ubærlig i beskrivelserne af forbrydelser og fornedrelse … det modsatte af cosy. Hvorfor skal det være så ubehageligt?

Jeg tror, jeg skriver troværdigt om det. Der sker det, at hvis du tror på en fortælling og dens fiktive ægthed, så tager du den ind. Vi kan se forbrydelser i tv-serier, vi kan se en obduktion, og vi kan se folk blive skudt, og vi tager intet af det ind. I det øjeblik, hvor der er skabt en troværdighed, uanset om det er i et YouTube-klip eller i fiktion, så tager vi det ind

Hvorfor skal læseren hænge i, når det er så ubehageligt?

Godt spørgsmål. Det er bare virkelig interessant at tage læseren med til steder, hvor læseren ikke har været før. Jeg tror muligvis, at der er noget værdifuldt i, når fiktionen kan åbne vores hoveder for andre måder at være og at leve på. Og så lader det til, at jeg har en tendens til at grave mig ret langt ned i sølet. Hvis vi gennem læsning kunne få en fornemmelse og forståelse af et andet menneske, så ville den tid, vi har brugt med den bog, ikke være spildt. Litteratur kan gøre ting ikke-ligegyldige … personlige for læseren.

Vi kunne også købe Ekstra Bladet og bladre igennem ufattelig mange ulykkelige historier. Men det ville ikke sige os særlig meget. Ofte bliver journalistiske fortællinger om forbrydelser til statistik og sensationslyst.

Men hvis der skal mere ægthed i beskrivelsen af forbrydelser, hvorfor ikke skrive om en virkelig
forbryder. Fx Amagermanden?

Jeg vil ikke tage fat i Amagermanden. Hvis jeg skulle forsøge at beskrive hans historie, så vil jeg mene, at jeg som fiktionsforfatter kan komme tættere på ham ved at kondensere, fjerne detaljer og lægge andre til for at skabe et billede, der ikke er tilfældigt.

I journalistiske fortællinger tager man jo og volder de her historier med den store værktøjskasse med klimakser og vendepunkter for at få det til at passe ind i en narrativ. Hvis man ville fortælle om Amagermanden, så måtte man finde ud af, hvad der var at fortælle andet end af ren sensationslyst – måske den menneskelige afstumpethed – men man kunne lige så godt gøre det gennem en figur, der bor på Møn, ikke Amager. Der kan vi skabe et fiktivt, men langt mere ærligt billede, fordi vi ikke skal file på virkeligheden for at få den til at passe.

Du researcher meget grundigt. Kender du nogle kriminelle?

Ikke mere. Jeg har kendt nogle gennem bekendte og gennem research. Jeg har stadig kontakt med nogle, men det er færre, jeg ses privat med. Det er vel en del af at være ansvarlig familiefar …

Men vores miljøer er ikke hermetisk lukkede. Jeg har gået på Brønshøj skole og kan udpege folk fra min omgangskreds, der er gået ned med en hashpsykose eller alkoholmisbrug. Jeg har boet i Nordvest-kvarteret i 20 år. Jeg har boet i den boligblok, som Sus bor i. Så jeg har en forståelse for miljøet.

Det ligner socialrealisme, det lugter af socialrealisme, men du er ked af, hvis dine bøger bliver stemplet som socialrealisme. Hvorfor det?

Jeg kan tale om, at det ikke er socialrealisme, men det er det. Men socialrealisme er ofte middelklassen, der skriver om underklassen til middelklassen, italesætter nogle problemer og kommer med slet skjulte forslag til løsninger.

Min tilgang har ikke været samfundsdebatterende, men fascination af en karakter og en karakters kamp. Hvis du skiver om mennesker på bunden, har du et ansvar for at vide, hvornår du snyder på vægten. De er ikke deres egne talerør, og de har det ikke særlig nemt. Man skal overveje det, inden man laver spas med mennesker, der har det hårdt.

Visse grupper bliver ved med at blive beskrevet som svage. Men de er vanvittig stærke, deres forudsætninger og rammer er nogle helt andre end middelklassens. Deres moral reflekterer deres situation, deres opvækst og deres miljø. Men konsekvenserne af deres handlinger bliver bare meget større, når de sidder i saksen og ikke har mange ressourcer.

Jeg kan godt lide at vise, at hende pigen, som man går forbi på Frederikssundsvej, som er 19, men som ligner en pige på 12, kan have stor menneskelig styrke. Men det væsentlige er hende, ikke hvordan vi kan redde hende. Jeg skriver om et menneske. Hun er ikke et symbol eller en arketype. Hun er en konkret fiktiv karakter, som køber en fucking kajkage, fordi hun kan lide dem. Alt er personligt, intet er generelt. For ud af generaliseringer kommer der ingen kunst. Der kommer banaliteter. Men ud af det specifikke kan der komme en karakter, der kan røre os.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver om de mennesker. Jeg forsøger ikke at politisere, når jeg skriver. Man kan sagtens have et politisk mål med sin litteratur. Jeg har det bare ikke. Selvom det ville føles rart at have en sag, som var større en mig selv. ·

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte