Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2025

Landsdækkende

Af Morten Visby

Dansk Forfatterforening plejer at holde generalforsamling i København, og det skal vi i høj grad også blive ved med i fremtiden, for det giver rigtig god mening, økonomisk for foreningen, men også rent demokratisk, idet et klart flertal af vores medlemmer bor i Københavnsområdet. Men hvad der giver mening demokratisk, er ikke altid det samme som at lade et kvantitativt flertals præferencer råde, især ikke hvis det er gået hen og blevet lidt en selvfølge. Det kan også give god demokratisk mening indimellem at skubbe lidt til måden, vi gør tingene på. Og prøve at se, hvad der sker, hvis majoriteten lejlighedsvist flytter sig uden for egne tyngdepunkter. Et sundt medlemsdemokrati indebærer også at bryde lidt op i tingene af og til. Ikke i fast turnus eller på rigid millimeterbasis. Bare en gang imellem. Det kan være forfriskende for os alle.

Derfor har bestyrelsen besluttet, at når vi den 26. april holder generalforsamling og medlemsmiddag, så foregår det i Aarhus. Vi ved godt, at det nok alt andet lige vil betyde en lidt anden sammensætning i deltagerskaren, men en generalforsamling skulle helst ikke være en lukket fest med faste pladser, så det er måske egentlig kun naturligt med lidt dynamik også her. Og så er Aarhus naturligvis heller ikke noget tilfældigt valg. Dansk Forfatterforening har et stort og voksende centrum her og har haft det i mange år. Det kommer til udtryk på mange måder, men det må også godt komme til udtryk i placeringen af vores kommende generalforsamling. Vi har hundredvis af medlemmer omkring Aarhus.

Ligesom det altid har vakt glæde og skabt gode forbindelser, hver gang folk fra andre dele af landet har taget turen til Christianshavn, så håber jeg også, at rigtig mange medlemmer fra hele landet denne gang vil komme til hovedforeningens årsmøde på vores sædvanlige sted på Godsbanen i Aarhus. Det bliver en god dag. Vi kan ikke garantere samme fantastiske akustik som i Strandgade, men der vil være vin og rejsegodtgørelse, og hvis man spiller sine kort rigtigt, vil den afgående formand sikkert sige noget om ophavsret.

Jeg vil gerne bruge de sidste ord i min sidste leder, nummer 33 af slagsen, til at opfordre alle medlemmer til at tage godt imod dette eksperiment, som handler om at mødes på nye måder og åbne nye samtaler, ligesom i vores bøger. Tak for otte års spalteplads her i bladet. Vi ses i Aarhus.

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte