Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2025

Leder: Stærke netværk på kryds og tværs

Af Anne Sofie (Fif) Hammer

Seks dage. Så lang tid er der gået fra generalforsamlingen til deadline på denne leder. Nogle kan kæmpe en krig eller skabe en verden på den tid, men for mig som helt nyslået formand/forperson er det stort bare at skrive en leder.

Jeg føler mig overvældet af alle de ting, man burde skrive i sin allerførste leder. For mig er noget af det vigtigste ved det arbejde, jeg nu tager på mig, et stærkt og godt samarbejde med bestyrelsen. Derfor er jeg virkelig glad for, at der er så mange gode mennesker, der har meldt sig på banen til dette arbejde. I skrivende stund ved vi endnu ikke, hvem der bliver valgt, men når jeg ser på kandidaterne, kan jeg allerede sige, at det kun kan blive godt.

En del af de folk, der indgår i den nye bestyrelse, kender jeg jo allerede, nemlig gruppeforpersonerne, og jeg synes, det er en stor styrke ved vores bestyrelse, at den fortsat bevarer en balance mellem gruppernes repræsentanter og de urvalgte. I praksis har dette kun sjældent betydning – gruppernes interesser er i overvejende grad også foreningens og omvendt – men det giver en rigtig god dynamik i bestyrelsen, at vi som udgangspunkt kommer med forskellige synsvinkler.

Dansk Forfatterforening har nogle virkelig stærke netværk, som går på kryds og tværs mellem faggrupper, lokalgrupper, interessegrupper, styrelser og bestyrelse. Disse net er gjort af både faglige interesser og personlige sympatier og venskaber. Og når man står med en idé eller et problem, enten som enkeltperson eller som gruppe, så træder disse netværk i kraft, skaber nye forbindelser, handler og sætter bevægelser i gang. Det er en af vores helt store styrker, og det er noget, som gør det både spændende og attraktivt at arbejde for foreningen, hvad enten det er i det små eller som nu for mit vedkommende i det store.

Der er et stort pres på vores branche. Det behøver jeg ikke at fortælle jer. Det mærker de fleste af jer i jeres hverdag. Som forperson er det fra nu af mit arbejde at føre an i foreningens modpres. At sørge for, at vores stemme bliver hørt både blandt politikere og samarbejdspartnere. At vores ophavsret bliver respekteret, vores arbejdsforhold beskyttet og vores levevilkår sikret. Og frem for alt: at vi stadig holder sammen. At nye kommer til og slutter sig til arbejdet.

Jeg glæder mig til at sætte mig sammen med den nye bestyrelse og begynde at lægge planer for vores fremtidige samarbejde. Jeg er også meget bevidst om størrelsen på de sko, jeg skal forsøge at udfylde efter Morten Visby. Jeg kan ikke love, at jeg kommer ud i alle kroge fra første færd. Det, jeg kan love, er, at jeg vil gøre mig umage.

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte