Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2022

Lille forfatterforening – store ambitioner

Niviaq Korneliussen vandt Nordisk Råds litteraturpris sidste år, men der går længe imellem, at bøger om og fra Grønland bliver bemærket i resten af verden. Det arbejder den grønlandske forfatterforening ihærdigt på at gøre noget ved. Jo Hermann har besøgt den lille forening.

Af Jo Hermann

Hvis du indimellem sukker over, at Danmark er et lille sprogområde med for få bogkøbere, så tag en tur til Grønland. Her bor der knap 50.000 mennesker, og det er ikke engang dem alle, der taler grønlandsk.
Der er en boghandel i Nuuk og en bogcafé i Ilulissat, og ellers skal man i supermarkedet eller på biblioteket efter bøger. Niviaq Korneliussen er Grønlands eneste fuldtidsforfatter. Ikke desto mindre er der en meget aktiv forfatterforening, Kalaallit Atuakkiortut (KA). Med 60 medlemmer og en god portion statsstøtte i ryggen arbejder KA for at forbedre vilkårene, ikke blot for forfattere, oversættere og illustratorer, men for grønlandsk litteratur i det hele taget.

Det er lykkedes foreningen at få oprettet et litteraturkontor, GreenLit, som forfatterforeningen driver, og et samarbejde med KNR (Grønlands Radio) om at formidle litteratur. I øjeblikket arbejder KA bl.a. med en revision af den grønlandske biblioteksafgift og gør desuden en indsats for at højne kvaliteten af de ca. 30 bøger, der årligt udkommer på grønlandsk.

”Det kan godt være, at vi som forening har påtaget os for mange opgaver, som ikke er kerneopgaver for en forfatterforening, men vi kan se, at der ikke er andre, der løfter opgaven med at sikre den grønlandske litteraturs overlevelse. Vi skal sikre, at flere læser bøger, og at grønlandsk også er et litterært sprog,” siger Juaaka Lyberth, som er formand for KA. Han har en lang karriere bag sig som musiker, inden han begyndte at skrive bøger, og var i en længere årrække direktør for kulturhuset i Nuuk. I dag sidder han i kommunalbestyrelsen, men han betragter stadig forfatterforeningen som sit hjertebarn.

Generationsskifte

Indtil for nylig var både forfattere og forlæggere erfarne folk, som havde været i bogbranchen i mange år. Forfatterforeningens bestyrelse bestod af pensionister og folk, der snart ville blive det. Derfor stod et generationsskifte højt på ønskelisten. I dag er flertallet af bestyrelsesmedlemmerne debuteret inden for de seneste ti år, og der er skåret mindst 30 år af bestyrelsens gennemsnitsalder. Samtidig er det blevet en ny prioritet for foreningen at hjælpe med til at synliggøre hele den proces, der leder op til en bogudgivelse, så det kan blive lettere for nye forfattere at komme frem.

Også på forlagene er en ny generation ved at tage over. Faktisk har Grønland en lang tradition for at udgive litteratur, helt tilbage til 1830’erne, hvor det statslige Grønlandske Forlag blev oprettet for at bidrage til oplysningen af befolkningen. Forlaget skiftede senere navn til Atuakkiorfik, og det overlevede i mere end halvandet hundrede år, men liberaliseringen af bogmarkedet endte med at tage livet af det, og den sidste bog herfra udkom i 2009.

”Før liberaliseringen var der måske ti redaktører ansat,” fortæller Juakka Lyberth, ”og forlaget udgav både undervisningsbøger, anden faglitteratur og skønlitteratur. Men de politiske vinde vendte, og det offentlige måtte ikke længere være kommerciel bogudgiver. Da man trak det offentlige tilskud, og puljen skulle deles med andre forlag, overlevede Atuakkiorfik kun i et par år.”

De daværende private forlæggere tilhørte de ældre generationer. Atuagkat Forlag lukkede, da forlæggeren gik på pension, og Milik Publishing udgiver ikke længere nye bøger, efter at forlæggeren har passeret de 60 år. ”Nu står vi tilbage med Maanuup Atuakkiorfia, hvis ejer, Magnus Larsen, er over 90 år gammel,” siger Juakka Lyberth. Til gengæld er der opstået mange nye enkeltmandsforlag med yngre ejer.

Kvaliteten skal sikres

”Set fra forfatterside er det nye i dag, at enkeltmandsforlagene ikke har ressourcer til at kvalitetssikre bøgerne, hverken indholdsmæssigt eller sprogligt, og samtidig har de ikke råd til at markedsføre og distribuere bøgerne,” konstaterer Juaaka Lyberth. ”Så det er en af de opgaver, som Grønlands Forfatterforening har påtaget sig ved at oprette det grønlandske litteraturkontor, GreenLit. Vi vil gerne samle udgivelserne fra enkeltmandsvirksomhederne og være med til at promovere dem, både i Grønland og internationalt. Samtidig vil vi gerne medvirke til at højne kvaliteten, både teknisk og kunstnerisk. Alt for mange bøger bliver ikke ordentligt korrekturlæst og er fulde af stavefejl, når de udkommer. Det er skidt, for så gider folk jo ikke læse grønlandske bøger.” Det samme gør sig gældende med de bøger, der bliver oversat til eller fra grønlandsk.”Mange bøger er alt for direkte oversat. Sætningerne bliver simpelthen for lange og konstruerede, når man oversætter direkte til dansk, og derfor trænger en del af oversættelserne til en gennemskrivning af en, der har dansk som modersmål. Så vi har også en opgave i at sikre kvaliteten af oversættelserne af grønlandsk litteratur,” siger Juaaka Lyberth

Myter og sagn hitter

For et par år siden tog KA initiativ til at få lavet en analyse af grønlændernes læsning i samarbejde med et analyseinstitut. Den viste, at læselysten er faldet fra 2017 til 2020, også i de små bygder og yderdistrikterne.

”Interessant nok er læselysten højere i Nuuk, hvor der tales meget dansk,” fortæller Juaaka Lyberth. ”Man kunne have forestillet sig, at det ville være omvendt, da bygderne jo ikke har så mange fritidstilbud, og man hovedsagelig taler grønlandsk. Men forklaringen ligger i, at jo højere uddannelse du har, jo højere interesse har du også i at læse. Den mest læselystne gruppe i den grønlandske befolkning er akademisk uddannede kvinder mellem 40 og 50 år, som bor i Nuuk.”

”I vores undersøgelse kunne vi også se, at der er størst interesse for at læse myter og sagn og de gamle historier. Bøger om fangere og spøgelseshistorier bliver købt, uanset hvordan kvaliteten af dem er. Efter myter og sagn kommer biografier og selvbiografier, som man kan spejle sig i. Så kommer børnelitteratur og dernæst skønlitteratur og helt i bunden digte.”

GreenLit

Læseanalysen dannede grundlag for oprettelsen af GreenLit, som i dag modtager ca. 700.000 kr. årligt i offentlig støtte. GreenLit varetager arbejde, der herhjemme udføres af Slots- og Kulturstyrelsens Litteraturkontor, og deltager blandt andet i internationale bogmesser og forskellige former for nordisk samarbejde. Der er en medarbejder ansat på deltid, men KA’s bestyrelse er også involveret i arbejdet.

”Formålet med GreenLit er dels internt i Grønland, hvor vi gerne vil løfte kvaliteten gennem kursusvirksomhed for vores medlemmer, rådgivning af forlag og distribution af bøgerne i hele landet, dels internationalt, hvor kvaliteten af bøgerne jo skal være i orden, når vi skal præsentere dem i udlandet. Så det er en langsigtet strategi,” siger Juaaka Lyberth.

Der udkommer omkring 30 bøger på grønlandsk om året, inklusive oversættelser. Det er ikke så ringe, mener KA’s formand. Men på trods af liberaliseringen af bogmarkedet udkommer der stort set kun bøger, som har modtaget støtte. Selv på de betingelser er markedet så lille, at forlæggerne har svært ved at få tid og råd til at kvalitetssikre udgivelserne. Det udvalg, der uddeler den offentlige støtte, ser dog ikke på kvaliteten, men behandler ansøgningerne rent administrativt, og det er ifølge KA medvirkende til, at der udkommer for mange bøger, som ikke engang er professionelt korrekturlæst.

I forbindelse med liberaliseringen blev distributionsmulighederne i Grønland også forringet. De få boghandlere uden for Nuuk lukkede, da Brugsen og de andre store butikskæder fik mulighed for at sælge bøger, for butikskæderne ønskede kun at sælge de mest populære bøger.

”Distributionen er en stor udfordring, som kræver noget politisk benarbejde,” mener Juaaka Lyberth. ”Butikkerne siger, der ikke er interesse for at købe bøger, men interessen falder, hvis der ikke er et tilstrækkeligt udbud. Det skal simpelthen indarbejdes i de kontrakter, Landsstyret har med forhandlerne.”

Grønlandsk biblioteksafgift

Derimod fungerer samarbejdet med bibliotekerne godt. Der findes biblioteker i alle landets byer og bygder, omkring 75 i alt. Hvor der er en skole, er der også et bibliotek. Landsbiblioteket køber gerne 80 eksemplarer af de nye grønlandske udgivelser og beholder en håndfuld af dem på centralbiblioteket. Både forfattere, oversættere og illustratorer får biblioteksafgift, men de skal hvert år i juni sende en ny ansøgning til Landsbiblioteket. Hvis man overskrider deadline, får man ingenting det år.

”Det arbejder vi lige nu på at få lavet om,” siger Juaaka Lyberth, ”så modtagerne ikke skal indsende den samme ansøgning igen og igen – det virker meget gammeldags. Der går også alt for lang tid med administration mellem ansøgningsfristen og udbetalingen, op til et halvt år. Det kan ikke nytte noget, at det går så langsommeligt med at udbetale penge, man jo vitterlig har ret til, og vi har langt om længe fået nedsat en arbejdsgruppe under Landsbiblioteket, der skal se på det.”

Ti procent af midlerne til biblioteksafgiften går til den grønlandske forfatterforenings kursusvirksomhed, så KA får omkring 100.000 kr. om året, som er øremærket til kurser. Det er dog i praksis kun et tilskud, for Grønland er stort, og forfatterforeningen betaler rejse, ophold og kaffepenge til de deltagende medlemmer. Derfor koster det over 200.000 kroner at holde et enkelt kursus, og KA holder af samme grund kun ét kursus om året. Til næste år bliver det et kursus med en oplægsholder fra USA, for som Nordisk Råds litteraturpris har vist, har fortællinger fra Grønland interesse for mange andre end grønlandske læsere.

2004 - 2022 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte