Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2016

Litteratur & apokalypse

Tanker om undergangen optræder hos mange lyrikere,
som på denne måde forholder sig til den samtid, de lever i.

Af René Rasmussen

Det kan måske forekomme lidt mærkværdigt at tale om litteratur og apokalypse, al den stund at man i et større litteraturhistorisk perspektiv snarere har betragtet litteraturen som stedet, hvor der artikuleres en utopi, der står i modsætning til givne forhold. Ideen om litteratur som stedet, hvor der fremstilles andre samfundsformer end de gældende, står umiddelbart i grel kontrast til dét, at litteraturen indkredser eller fremmaner apokalyptiske forestillinger, eftersom apokalypsen udelukker en ny samfundsorden. Men måske ligger der en særlig utopi i en sådan fremmaning. I en bibelsk tradition er der således håb om noget nyt, efter apokalypsen har ramt os.

Før en sådan utopi indkredses med nogle nedslag i litterære tekster, er det imidlertid en god idé at se på nogle af de fremherskende katastrofeforestillinger i samfundet. Vores statsminister Lars Løkke har således udtalt, at Danmark om 20 år ikke er, hvad det er nu. Om flygtningene siger han tillige: ”Vi kan ikke klare et år mere med flygtningekrise.” (dr.dk 19. februar 2016). Han anfører desuden: ”Det vil splitte Danmark. Og det vil splitte vores økonomi og sprænge vores regnestykker i stykker.” (Politiken, 6. februar 2016) Over for en sådan rædselsvision reagerer vi naturligvis med angst. Det er ikke den enkeltstående flygtning, der kan være god eller ond, men massen af dem, der vil få Danmark til at gå under, hvis vi skal tro denne forestilling om, at vores økonomi og fremskridt bryder sammen, hvis det ikke stopper.

 

Afgrunden mellem mennesker

Denne rædselsvision er radikalt forskellig fra forestillingen om en total tilintetgørelse som følge af brugen af atombomber eller om den økologiske krise, der ifølge visse forskere vil udrydde menneskeheden inden for overskuelig fremtid, hvis der ikke sker en radikal ændring i det økologiske system. En anden modsætning hertil er understregningen af den finansielle krise, der ikke beror på finansielle op og nedture i vores tids kapitalisme, men på at tingene fortsætter med at udvikle sig på samme vis med stormskridt.

Vi kan blot tænke på, at gruppen af meget rige bliver stadig mindre, men også rigere og rigere, mens gruppen af fattige vokser i uanet omfang. De, som hylder ideen om fremskridt i økonomisk henseende, tror imidlertid ikke på nødvendigheden af en (bibelsk) apokalypse, der indsætter et kongerige bagefter. De lever allerede i et royalt univers (som det indirekte antages i statsministerens udtalelser: Det velbeslåede Danmark udgør et sådant). Da markedets progression allerede er sikret, er apokalypsen unyttig som forudgående betingelse for ’kongeriget’. For dem (de fattige, de arbejdsløse osv.), der ikke er sikret en plads i dette ’kongerige’, ser tingene imidlertid væsentligt anderledes ud. Katastrofens vision er tydelig for dem, der ikke er forment adgang til progressionens Valhal. Tanker herom udtrykkes således i ’Digte 2014’ af Theis Ørntoft:

 

Hver gang jeg ikke distraherer mig selv
med ligegyldige gøremål

tænker jeg på apokalypsen

hver gang nogen udtrykker håb for
det bestående

får jeg det fysisk dårligt

(…)

jeg har fået nok af at fylde min mund
med petroleum

og se boreplatformene komme sejlende

se dem skyde deres flammer op i mørket.

(s. 11)

 

I en sådan litteratur bør vi ikke forstå apokalypsen som den metafysiske begivenhed, der tales om i Biblen, men som forestillingen om en sluttid uden noget bagefter. Ikke alene fremstår progressionen og det bestående som håbløse i Ørntofts digt, men de bringer også alle tings ophør med sig i form af boreplatformenes flammer.

 

Bibelske visioner

Den bibelske forestilling rummer derimod en form for cyklisk tid, idet de rettroende vil blive frelst efter apokalypsen og derefter kan begynde forfra (omend i en tilsyneladende bedre tid). En tid uden noget bagefter er ’tiden’ for tidens afslut-ning. I litteraturen dukker apokalypsen ikke op i form af verdens ophør, da der i så fald intet ville være at berette om, men i en anden form end Biblens, dvs. en form der er præget af menneskehedens delvise destruktion. Der er kun tale om en delvis destruktion af menneskeheden eller af den verden, vi kender.

Hos Laugesen ser vi sådanne former for apokalypse. Her i form af slagteren:

 

Slagteren vralter

hen over pladsen foran Al Aqsa

med sine bevæbnede vagter

og hele den frie presse i snor

Han ved hvad han gør han går

i den lange evige diamantgade

Han går lige ud i det Døde hav

han er ikke en skægget profet der er kommet tilbage

han er en ny tids tomme dræber

og efter ham kommer intet.

(’64’, s. 16)

Al Aqsa-moskeen er en moské i Jerusalem, bygget ca. år 638. Det er det tredje helligste sted inden for Islam, men det ligger i Jerusalem, dvs. i Israels hovedstad, omkranset af en jødisk kultur. Slagteren går fra pladsen foran moskeen, uden at det er til at afgøre, om det er en jødisk, muslimsk eller en helt anden slagter, men det er i hvert fald en mand, der forlader en religiøs sammenhæng. Understregningen af, at han ikke er en tilbagevendende profet, kan både henvise til jødiske eller islamiske profeter, hvormed han står i modsætning til bl.a. Elias, hvis tilbagekomst, iflg. jødedommen, skulle indvarsle Messias’ og paradis’ komme. Her er der intet paradis. Slagteren er mere optaget af penge, som det fremgår af hans gang på den evige diamantgade, der måske er en henvisning til de særlig europæi-ske gader, hvor bl.a. jøder handler med diamanter.

Slagteren proklamerer ikke en apokalypse, som vil blive fulgt af en frelse, men er en tom dræber. Digtet påkalder sig den form for apokalypse (uden kongerige), der er forbundet med udryddelsen af den anden, som i sidste instans vil medføre vores eller den tilintetgørendes magts egen destruktion, selvom vejen hertil er brolagt med afskyelige handlinger, eftersom vi ikke eksisterer uden den anden. Efter slagterens akt kommer derfor ikke en befrielse, men altings ophør (”… efter ham kommer intet”).

 

Moderne undergang

En lignende form for selvtilintetgørelse påkaldes i et digt af Ørntoft, hvor vestens store helt Rambo, der redder de gode (os; de gode amerikanere) fra de onde (de andre; de fremmede), optræder:

 

… Rambo tager en soldat som gidsel

Rambo holder ham for munden i det høje græs

så peger han op på sit ene øje

se, siger han

og soldatens suges ind i tunnellen der løber gennem Rambos øje

ind i skoven

hvor vennerne ligger i små lyserøde kar

og klipper hul i hinandens hud

så ørred og laks springer.

(s. 12)

I vores (Rambos) kamp mod den anden slår vi os selv ihjel (”klipper hul i” vores ”hud”). Det eneste ’fortrøstningsfulde’ er, at menneskets selvtilintetgørelse giver plads til naturens egen udfoldelse (”ørred og laks springer”).

Vender vi igen afsluttende blikket mod Laugesen, ser vi en helt anden postapokyptisk tilstand i dette digt:

 

Det værste er dem

der vil være store

i noget hvis sjæl

de ikke kan fatte,

dem der tror at nogen

kan være den bedste

hvor alting brænder

og ingen findes.

 

Frygt ingen, slet ikke dem

der vil være onde, fordi det

er noget. Det er den træthed

der driver værket ud over kanten,

den snublen over en tærskel

der fører til intet.

(’64’, s. 29)

 

Den mest oplagte indfaldsvinkel til disse digte synes at være ideen om at udrydde den anden, en udryddelse, som altid finder sted i et overordnet projekts navn, som vi kender fra nazismen, der ville sikre Det Tredje Rige. Men som det også fremgår, er de, som tror, at nogen kan være den bedste, udleveret til nedbrændingen af alting og til det sted, hvor ingen findes, dvs. til en postapokalyptisk situation, ”hvor alting brænder”. I anden strofe er det frygten eller vores stræben efter det onde, der fører os ind i intet. Der er tale om en påkaldelse af en postapokalyptisk situation i form af intet, mens Ørntofts digt i det mindste påkalder sig naturens fortsættelser uden menneskeheden.

Der er ikke meget, der tyder på, at denne litteratur har en forløsende effekt, selvom den rummer en tro på, at apokalypsen kommer, eller rettere fremmaner dens mulige uhyrlige former. Da katastrofen ikke har indfundet sig andet sted end i digtene, fremstiller de imidlertid virkeligheden værre, end den er. De gør virkeligheden lidt mere uhyrlig, end den er, men dermed tvinger de os også til at tænke et alternativ til denne virkelighed. De bliver i den forstand utopiske uden at fremstille en utopi. De nødsager os til at tænke noget nyt, der kan bryde med den mulige økologiske katastrofe, kampen mod den anden eller den finansielle ”progression”. ·

 

Kilde:

Laugesen, Peter: ’64’.
Borgens Forlag, 2006.

Ørntoft, Theis: ’Digte 2014’.
Gyldendal, 2014.

 

2004 - 2019 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte