Vi sidder i det svale køkken i forfatterens lejlighed i Indre By en solrig sommerformiddag, hun skænker te, byder på småkager og lukker døren, ”så sjælen ikke flyver ud.” For nylig stødte jeg på Apologi fra 2014, et af omfang lille værk på blot 15 sider, hvor Suzanne Brøgger skriver om forfatterlivets frihed og omkostninger, kunstens nødvendighed og værdi for samfundet og om forskellen på at leve af kunsten og for kunsten.
Hvad førte til, at du skrev Apologi?
”Jeg blev bedt om at skrive noget om kunsten, og hver gang jeg skal besvare et spørgsmål, går jeg altid tilbage til de gamle og forsøger at se, hvad den historiske sammenhæng er, og hvorfor vi tænker, som vi gør i dag, sammenlignet med hvad man oprindelig tænkte. I denne her sammenhæng med dem, der lever af kunsten, kommer jeg jo med en lang række instanser – det er helt enormt, hvor mange mennesker der formidler forfatterskaber og skønlitteratur.
Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på de her sportstider, hvor der hele tiden bliver bedt om: Kan du ikke lige sætte ord på, hvordan det føles nu? Og det er der ingen, der kan, og så tænker jeg, at oprindelig var forfatterens rolle at fortælle om slagene og sejrene, Homers Iliaden og krigstogter og præstationer og skjaldedigtningen, hvor skjaldene ofte var ansat hos kongen og skulle synge om kongens sejre, så der har fra starten været sådan en funktion, som selvfølgelig er meget mere utydelig nu.
Når jeg siger, jeg går tilbage til fortiden, så er jeg også inspireret af Margaret Atwood, som har skrevet en bog, der hedder Negotiating with the Dead, og den handler også om forfatterens rolle, at man er nødt til at sætte sig ind i, hvad det er for en arv, vi har og kan lade os inspirere af, for at udfolde os frit i kunsten. For man kan ikke forholde sig frit, hvis ikke man har nogle rammer eller noget at gå ud fra. Og så synes jeg, at det er bedre at gå ud fra noget, der har vist sig at have en langtidsholdbarhed, frem for at gå ud fra sidste års bestseller.”
Og hvordan står det så til i dag med et begreb som litteraturens ånd?
”Den er jo ikke nødvendigvis til stede i de produkter, der nyder mest fremme. Det er ikke noget, man lægger vægt på, det er ikke noget, der spørges til, det er ikke noget, der reklameres for. Men så ved jeg ikke, om det gør noget, at ånd egentlig er sådan et undergrundsforetagende, der måske bedst trives i mørke, fordi hvis ånd i kunstnerisk forstand har med tilblivelse at gøre, så vokser en plante bedst under jorden, og så bryder den frem, og den trives ikke bedst i rampelyset, men derfor kunne man jo godt ønske sig et mere åndrigt samfund.
Jeg tror nu i hvert fald for mit eget vedkommende, at jeg er glad for at være født i Danmark og skrive på dansk, det er trods alt et af de bedre samfund i verden, overhovedet. Det er selvfølgelig meget materialistisk, men hvilke lande er ikke det? Men det er samtidig sådan, at du i ethvert land vil kunne finde nogle mennesker, som har ånd, og som du kan tale med, men vi føler os selvfølgelig som en minoritet efterhånden.
Jeg tror også, at vi altid har været en minoritet, for jeg har set subskriptionslisterne på Kierkegaards tid – dem har Sven Møller Christensen forsket i – og i København var der altså meget få, der abonnerede på en bestemt forfatter. Kierkegaard lod jo selv sine bøger trykke, og så kunne man abonnere på dem i en boghandel, så han var sådan set ikke afhængig af salget, og det er jo en lidt uheldig ting at skulle være afhængig af et salg.”
Ja, og det leder hen til spørgsmålet om synlighed, at hvis en ny bog skal blive tilgængelig for læserne, må den være synlig. Engang efterspurgte en forfatter som Peer Hultberg, at aviserne bedrev litteraturkritik frem for blot at anmelde bøgerne. Men de førhen daglige boganmeldelser forekommer i dag at være for de få udvalgte og trænges om spaltepladsen med de daglige anmeldelser af tv-serier, mens bogbloggerne mere eller mindre har overtaget omtalen af nye bøger. De store forlag satser på det sikre og salgbare, og bibliotekerne – de, der stadig findes – køber færre bøger og ser stort på, hvad ordet bibliotek betyder, fordi det i dag handler om at få kunder i butikken.
Ser du det som et tegn på, at litteraturen er ved at blive skubbet ud på et sidespor, eller hvordan ser du på litteraturens rolle og betydning i dag?
”Sidespor, ja, det kan godt være, men jeg ved ikke, hvornår litteraturen egentlig har haft en fuldstændig afgørende vigtig betydning for samfundet. Men jeg tror, at når bibliotekerne nu er blevet sådan nogle brugscentre for at få kørekort og briller og sådan noget, så er det den måde, man kunne finde ud af at redde litteraturen på ved at inkorporere den i almindelig borgerservice.
Men jeg må sige, at i det store hele er det svært for mig at kritisere litteraturens vilkår i et land som Danmark, fordi: Hvor mange lande har en kunstfond? Uanset de politiske strømninger er der ikke nogen politiker, der hidtil har kunnet komme af sted med at nedlægge den, og det har jeg altid været bange for, jeg var simpelthen været bange for, at Dansk Folkeparti i sin tid ville forsøge at få Anders Fogh til at nedlægge den. Jeg synes i øvrigt, at det er forfærdeligt, at KVINFO’s bibliotek, sådan et kæmpe arbejde, der er foregået i et par generationer, at det bare af politiske grunde med et pennestrøg kunne blive, ja, ikke nedlagt, men sat ud på et sidespor.
Der har været røster fremme om at nedlægge det livsvarige æreslegat, men gudskelov er det ikke sket endnu, og kunstfonden eksisterer stadigvæk. Det synes jeg, vi skal være taknemmelige for. Samtidig er den nødvendig i et lille sprogområde, dansk kan ikke klare sig i verden på markedets vilkår, så det er ikke kun forfatterne, man støtter, det er det danske sprog.
Men som læser har jeg det selv sådan, at hvis jeg ikke ser en bog omtalt på den ene eller anden måde, så ville jeg jo ikke vide, at den eksisterede, så det er forbrugeroplysning at synliggøre nye bøger.”
Markedet og forfatteren
Hvordan, set med dine øjne, influerer markedet på forfatterens rolle, vilkåret ved at være afhængig af et salg med en indtægt, der er sporadisk?
”Markedet har fået en voksende indflydelse på forfatterens vilkår, man kan bare tage et forlag som Gyldendal, hvor det redaktionelle fylder mindre og mindre, og marketing fylder mere og mere. Markedsføring af bøger betyder alt nu om dage, og jeg tror, at vi som forfattere er meget ambivalente over for det.
På den ene side er der nogle, der synes, at det er for meget, det vil man bare ikke, og det kan ikke være meningen, at man skal stille op og selv være med til at sælge sine bøger. På den anden side er der nogle, der synes, at de ikke får nok opmærksomhed, for hvorfor er der ingen, der vil interviewe mig, og hvorfor kommer jeg ikke på busserne, så det er meget ambivalent, hvordan forfatterne har det med det.
Man kan næsten sige, at markedsføring af en bog ikke har noget med bogen at gøre, at det er et parallelt spor, der bare har taget overhånd, og at det i virkeligheden er sjældent, at en forfatter har evner og lyst til at arbejde på markedets vilkår. Det at være forfatter er en indadvendt beskæftigelse, man skriver af indre nødvendighed og er optaget netop af det åndelige liv, af tankens kraft, af sproget, erkendelsen og det indre liv, der er så grel en modsætning til markedsførelsen.”
Fællesskab og frihed
Du har højt til loftet og et vidt internationalt udsyn uden at miste blikket for den enkelte eller fællesskabet, du har valgt din egen tilgang til alle emner, du har åbnet for nye genrer, du har delt ud af dine indsigter og har frem for tak ofte fået verbale tæsk.
Hvordan ser du selv din betydning for andre forfattere?
”Det kan jeg ikke, det er mig umuligt, jeg ved det simpelthen ikke, men jeg modtager da mange inspirerende og venlige hilsener om, hvilken stor betydning jeg har haft, ikke nødvendigvis for andre forfattere, men for læsere. Da jeg var yngre, så var det mange rasende breve, jeg fik, men nu er det meget menneskelige breve, jeg får, så dér ligger en fordel i at blive gammel.
Men det har måske også noget at gøre med, at fra jeg debuterede, så valgte jeg at flytte ud på et udsted, altså ud på landet, hvor jeg virkelig var en fremmed, jeg havde ingen baggrund, der tilsagde mig sådan en udflytning. Jeg har kunnet konstatere, at jeg kun kan skrive, hvis jeg føler mig som fremmed, og det er måske, fordi det giver mig en frihed til at se på tingene med mine egne øjne, jeg er ikke influeret af, hvad de siger på dén café eller i dét miljø. Jeg tilhører ikke rigtig noget miljø, og det gør jeg ikke, fordi jeg gerne vil beholde min frihed.”
Betyder den frihed, at du må give afkald på noget fællesskab, at det koster noget, at man som forfatter ikke kan få det hele?
”Jeg har altid kunnet nøjes med fællesskab i små doser og beroet på et åndeligt fællesskab – med de døde ikke mindst.”
Hvad har litteraturen betydet for dit liv som forfatter?
”Alt. Alt. Da jeg flyttede ud i den gamle skole, satte jeg portrætter op af afdøde forfattere, som havde været inspiratorer, lige fra Majakovskij og Colette til Georg Brandes og Jacob Knudsen, alle mulige, de kom op på væggen, så hver gang jeg passerede dem, kunne jeg lige hilse på dem og få lidt af deres indflydelse.”
Oplever du, at den ånd, den erindring eller kontakten til erindringen er væk i dag?
”Ja, men det er også noget, jeg synes har forandret sig, siden jeg var ung, hvor det var almindeligt, at man læste døde forfattere. Nu om dage er det, som om man skal foretrække at læse den bog, der udkom i går, og hvis den udkom sidste år, så er det so last year.”
Er der et åndeligt tab i det?
”Ja, det synes jeg på en måde, for hvis de døde stadigvæk har et navn, så er det jo, fordi de har langtidsholdbarhed.”
Moderskab i generationer
Du har bidraget til stort set ethvert område af kønsdiskussionerne op igennem tiden, i Sølve skriver du om at blive mor og at få det til at hænge sammen med forfatterarbejdet, og nu er der så kommet en bølge af ny litteratur om moderskabet.
Er det noget, du kunne tænke dig at beskæftige dig med, eller hvordan ser du på det, der kom i kølvandet på #MeToo?
”Hvem er det, der har sagt, at man skal bare gemme alt sit tøj, for hvis man bliver gammel nok, og det har hængt længe nok, så kommer det på mode igen? Og sådan er det jo også med tidens kønsdiskussioner, at de har været der før, og jeg tog meget aktivt del i dem dér i 70’erne omkring min debut, omkring kønsidentitet og kvindernes frigørelse, den seksuelle frigørelse, børn, ikke børn, og p-pillen, der blev opfundet.
Jeg føler, at forfattere i hver generation må tale på deres egne præmisser og ikke ukritisk overtage, hvad deres mødre og bedstemødre har sagt. De kan lade sig inspirere, og det gør de heldigvis også, men de skal jo finde deres egen stemme i det her. Jeg synes faktisk ikke, at det er hverken klædeligt eller klogt som ældre at blande sig i, hvordan unge kvinder skal gebærde sig.
Jeg har mange eksempler på, at bedstemødre bliver utålmodige med den måde, deres døtre opdrager deres børn på, og vi kan alle sammen sige halleluja til den måde, moderne børn opdrages på eller ikke opdrages på, men jeg tror, at man skal tie stille. Da vi var unge, ville vi jo heller ikke gøre sådan, som vores bedstemødre og mødre sagde, at vi skulle, det vil man jo ikke, og det er jo det, det går ud på, at man som ung finder sit eget liv.”
Én forfatterforening – eller to?
Efter at du i 1973 havde debuteret med Fri os fra kærligheden, meldte du dig ind i DFF. Hvad fik dig til at melde dig ind på det tidspunkt?
”For mig var det en naturlig ting at gøre. Og jeg kan da også huske, at jeg mange gange har fået hjælp af juristen i Forfatterforeningen, og jeg synes, det var en skam, at den gik i stykker.”
DFF favner alle faggrupper og forskelligheder i foreningen, hvad fik dig til at blive, da en gruppe skønlitterære forfattere skilte sig ud og dannede deres egen forening?
”Jeg har aldrig fulgt strømmen i nogen retning, og da jeg ikke selv var utilfreds med at være i Dansk Forfatterforening, og jeg havde fået hjælp, så kunne jeg ikke se, hvorfor jeg skulle flytte. Der var også andre skønlitterære forfattere, der blev, f.eks. min ven Klaus Rifbjerg, og jeg tror også, Vagn Lundbye blev, og flere andre, så jeg var ikke den eneste.
Men jeg synes, det er vigtigt, at f.eks. initiativet til Blixenprisfesten blev taget af begge forfatterforeninger, og jo mere samarbejde der kan være, des bedre, fordi hvis litteraturen er trængt, altså arbejdet med sproget, hvad enten det er faglitteratur eller skønlitteratur, så står man stærkere som én forening.”
Hvordan ser du så på, at et lille sprogområde har to forfatterforeninger?
”Det synes jeg ikke styrker vores fag. Men jeg da godt sætte mig ind i, at mange har følt det som en nødvendighed at splitte op, jeg kendte da eksempler på nogen, der havde forsøgt at forene det, og det var bare som at slå hovedet mod muren at holde dem sammen og forhindre, at det skete. Men hvis det ikke kan forenes igen, at uviljen er for stor, så kan man jo netop samarbejde så meget som muligt, og da synes jeg, at Blixenfesten har vist sig at være en succes, som begge foreninger har taget på sig samlet.”
Hvad kan en forfatterforening gøre for litteraturen i dag?
”Der er jo simpelthen i vor tid så meget at arbejde med i forhold til de store medier som Netflix og Viaplay, og hvad det alt sammen hedder, der har brug for content, altså det, vi forfattere laver. Det er meget efterspurgt og godt betalt, og det kunne man også læse om i et af de seneste numre af Forfatteren, hvor der var en artikel om, hvilke rettigheder man har, og hvad man får for det. Dér tror jeg, det er meget vigtigt at have en forfatterforening at støtte sig til med hensyn til den juridiske ekspertise, også da markedet er blevet så frit, at forfattere kan opnå forskellige kontrakter forskellige steder.
Der er jo sket den glidning, at forlag ikke længere føler sig forpligtet til at forbinde sig med et helt forfatterskab, som de gjorde engang. Nu føler de sig frie til at sige nej til forfattere, af hvem de måske har udgivet en del bøger, men hvis de synes, at en bog er svag, og at de ikke kan sælge den, er de ikke forpligtet til at udgive den. Det var de før i tiden, da måtte de tage det sure med det søde, da var det forfatterskabet som helhed, de udgav. Men da de nu vælger og vrager, så er forfatteren også blevet fritstillet til at vælge og vrage mellem forlag, og det gør forfattere så, nogle udgiver én type bøger på ét forlag og en anden type på andre forlag. Så det kan jo godt være, at man skal have forskellige kontrakter de forskellige steder og måske have hjælp til det.”
Forfatterliv og ensomhed
Er du altid iagttager og forfatter, har du altid ord i hovedet?
”Altså, jeg er ikke altid skrivende, jeg er nok mere læsende, og tænkende, så det er meget få timer om dagen, jeg bruger på at skrive, jeg bruger mange flere på at læse og tænke – det er dér, inspirationen kommer – og på at gå ture og svømme en gang om ugen. Selve livsrytmen er det mest befordrende for skriften, synes jeg, og alle afbrydelser udefra, som man ikke selv laver, er svære, fordi det er så svært at komme ind i stoffet igen.
Hvad gør du så, for man er jo nødt til også at bryde af?
”Jeg prøver så vidt muligt selv at planlægge afbrydelserne og ikke at lade mig afbryde – prøver. Jeg kommer lige til at tænke på Martin A. Hansen, som et sted skriver, at forfatteren oprindelig var en udesidder, en thul – en outsider – og jeg tror, at den udesidder, at den thul, er forfatterens grundrolle, og det er jo faktisk et meget ensomt sted. Og jeg konstaterer jo, at der er mange forfattere, der nu om dage arbejder med skrivegrupper og læser op for hinanden og får inspiration på den måde, sådan har jeg aldrig selv arbejdet, og jeg har ikke kendt nogen på min egen alder, der har gjort det. Det er vel for at bøde på den ensomhed, som jeg tror er forfatterens grundvilkår, men i sidste ende, uanset hvor mange grupper du sidder i, er det dig selv, der skal tage ansvar for teksten, og den der udesidder kan ikke forenes med krav om at blive mere synlig.
I Apologi sammenligner du det at være bl.a. politiker, sociolog eller håndværker med det at være forfatter. Hvori ser du den afgørende forskel?
”Ja, i de nævnte fag skal man kende resultatet på forhånd, men som forfatter kender man det aldrig på forhånd. Det er også et vilkår.” ※
Birte Kont