Ét eneste ord kan rumme dufte, associationer, nuancer og adskillige betydninger – og det kan være uoversætteligt. Ja, det er en berigelse at være tosproget, men det kan også kræve hårdt arbejde …
Mød Shadi Angelina Bazeghi, Duna Ghali, Leyla Tamer og Jan Pêt Khorto.
At kunne udtrykke sig på skrift er en nødvendighed for Shadi Angelina Bazeghi, digter, oversætter, underviser og medredaktør af det tværnordiske litteraturtidsskrift Kritiker – det er en del af hendes væren. Og har altid været det, også som lille og halvstor pige. Da hun som 12-årig kom til Danmark med sine forældre, læste hun allerede poesi og prosa, voksenlitteratur som f.eks. den iranske poet Forugh Farrokhzad og amerikanske Ernest Hemingway. Hun skrev selv historier og små noveller. Alt sammen på persisk selvfølgelig.
”Det var et stort tilbageslag for mig, da vi kom til Danmark, og jeg ikke længere havde adgang til voksenlitteraturen. I mit hjem i Iran var jeg omgivet af bøger, stakkevis af bøger, som mine forældre læste og var fordybet i, og som jeg bare kunne række ud efter. I Danmark måtte jeg begynde forfra, starte fra scratch med at lære det nye sprog. Nu var litteraturen ikke længere tilgængelig for mig. Men det, at jeg var god til at læse og skrive på persisk, kom mig til gode i arbejdet med at lære det nye sprog,” siger Shadi Angelina Bazeghi, der dengang accepterede tingene, som de nu engang var. Og begyndte et intensivt sprogarbejde.
”Jeg lærte hurtigt dansk, og efter et halvt års tid i en modtageklasse kom jeg i en almindelig klasse. Det gik fint med at læse og skrive, mens det mundtlige var sværere. Men efter nogle år trængte noget andet sig på hos mig; jeg følte mig begrænset, fordi jeg ikke kunne udtrykke det, jeg gerne ville – begrænsningen følte jeg især, når jeg skrev poesi. Så i 9. klasse eller måske 1. g begyndte jeg at gennemgå Den Danske Ordbog fra ende til anden og lave skriveøvelser for mig selv til udvalgte ord. For selvom jeg kunne begå mig på dansk, så havde jeg behov for at udvide mit ordforråd og eksperimentere med forskellige udtryksformer.”
Flydende mellem sprog
Shadi Angelina Bazeghi fortæller, at hun ret hurtigt holdt op med at tænke på sit modersmål, da hun kom til Danmark, men at det er anderledes i dag, hvor det er langt mere flydende. Hendes tanker kan være på persisk, på dansk, på engelsk. Sprogene er ligeværdige, og hun skifter nemt mellem dem.
Det intensive arbejde med at lære et nyt sprog til bunds betyder også, at hun ikke er skræmt over at læse noget, hun i begyndelsen måske ikke kan sætte sig ind eller fornemme, det kan være en filosofisk tekst eller komplekse digte.
”Jeg tager ikke sproget for givet, tager det ikke for givet, at teksten bare åbner sig for mig ved første øjekast. Måske er der tale om en tekst med flere lag, så det kræver flere gennemlæsninger eller at læse langsommere og give sig tid til at reflektere over det, der står i teksten.”
Er der emner, følelser, som du har nemmere ved at udtrykke på persisk end på dansk?
”Som udgangspunkt har jeg nemmere ved at udtrykke mig på dansk, fordi det nu engang er det sprog, som jeg begår mig på de fleste af døgnets timer. Men der findes ord, der er så godt som uoversættelige fra persisk til dansk, fordi det tilsvarende ord på dansk ikke rummer den samme tvetydighed, de samme nuancer eller ikke fremkalder de samme associationer og fornemmelser. Det gælder f.eks. et ord som yaar, der både kan betegne en god ven, en elsker og den elskede. Det gælder også ordet seda, der både betyder lyd og stemme.”
Den persiske poesitradition rummer bl.a. et intensivt arbejde med billedsprog og abstrakte metaforer, og i modsætning til danskere læser iranere hellere lyrik end prosa. En af de mest populære persiske poeter er Forugh Farrokhzad. Hendes digte lever og er kendt og elsket over hele landet, på trods af at hun døde tilbage i 1967 i en trafikulykke, 32 år gammel – og på trods af at digtene er kontroversielle, feministiske og erotiske og derfor censurerede og ofte vanskelige at få fat på. Shadi Angelina Bazeghi har oversat to digtsamlinger af Forugh Farrokhzad, Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid (Basilisk 2006) og Kun stemmen bliver tilbage: poesi og biografi (Gyldendal, 2013).
Fabelagtig poesi
”Iran har en meget gammel poesitradition, og digtere har høj status. Forugh Farrokhzad har jeg læst, siden jeg var barn, og det mystifistiske ved Forughs poesi og ved god poesi generelt er for mig at se, at det er så fuldstændig præcist og samtidig helt åbent. Og når jeg oversætter, arbejder jeg med at skabe det samme rum og udtryk som forfatteren. Forugh Farrokhzad har skabt sit helt eget billedsprog, det trækker selvfølgelig på den persiske poesitradition, men det er samtidig helt særegent for hende. I mine egne digte har jeg ønsket at skabe et billedsprog, som er mit eget, men som også har fællestræk med hendes, med hendes måde at arbejde med sproget og hendes måde at skabe sanselige abstraktioner på. Derfor gav det god mening for mig at gøre Forugh Farrokhzads digte tilgængelige for offentligheden, før jeg selv debuterede.”
Shadi Angelina Bazeghi debuterede med digtsamlingen Vingeslag i 2015, og fem år senere udkom endnu en digtsamling, Flowmatic, begge på Gyldendal.
Jeg var 16 år, da jeg gik i gang med at oversætte hendes poesi for første gang, og det gik hurtigt op for mig, at det at oversætte kræver mere og andet end kendskab til de enkelte ord og begreber. Men jeg gav mig i kast med det, fordi jeg gerne ville dele hendes fabelagtige poesi med mit nye hjemland. Det var et arbejde, der optog mig i de næste årtier, for jeg ville lave en oversættelse, der er mere tro mod originalen end dem, der f.eks. fandtes på engelsk.”
Begge digtsamlinger er blevet godt modtaget af et dansk publikum, Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid og Kun stemmen bliver tilbage er udkommet i 5. oplag.
”Ja, der skal meget til, for at man ikke bliver ramt af dem!” siger Shadi Angelina Bazeghi. ※
… jeg lever i to verdener,
som mødes og skilles,
hele tiden er det skiftende
Duna Ghali er skønlitterær forfatter. Hun skriver på dansk og på arabisk og har en lang række titler på CV’et, romanerne dominerer, men forfatterskabet rummer også digte, noveller, tekstsamlinger og en enkelt kogebog skrevet sammen med hendes datter, Fanan Imad. Ved siden af forfatterskabet oversætter Duna Ghali fra dansk til arabisk, og derfor kan man også finde værker af bl.a. Inger Christensen, Tom Kristensen, Kirsten Thorup og Naja Marie Aidt på mellemøstlige boghylder og i arabisktalende hjem.
Duna Ghali havde altid skrevet, men var endnu ikke blevet udgivet, da hun som 28-årig kom til Danmark fra Basra i Irak i 1992.
”At skrive gav mig en ro, så jeg langsomt kunne bearbejde og komme væk fra den frygt, der stammer fra at leve i et totalitært samfund – og også bearbejde frygten ved at komme til et nyt, ukendt land. Jeg fik den nødvendige plads til at tænke og udtrykke mig – et rum til at skrive kritisk og frit om politik, samfundet og min egen eksistens,” siger hun.
To sider, der sommetider strides
Det var dog ikke, fordi hun og det danske sprog straks omfavnede hinanden dengang. Hun lægger ikke skjul på, at det var og ofte stadig er en kamp.
”Det er næsten umuligt at blive i stand til at beherske sproget fuldstændigt, når man først kommer hertil som voksen, det kræver en stor indsats at blive i stand til at udtrykke sig. Jeg kan føle det, som om jeg lever i to verdener, som mødes og skilles, hele tiden er det skiftende, men der er altid ét sprog, der dominerer. Når jeg skriver på dansk, tænker jeg både på dansk og arabisk. Så dominerer det rationelle, jeg skriver uden stilistiske greb, uden pynt. Den irske forfatter Samuel Beckett valgte at skrive på fransk og ikke på sit modersmål for at undgå associationer, klanglag og kulturelle referencer, så hans tekster stod nøgne, præcise og økonomiske. Det kan jeg godt genkende – den afstand eller distance spiller også ind på min relation til det danske sprog. Desuden viser forskning, at det at tale eller skrive på et andet sprog har en tendens til at dæmpe den intuitive, emotionelle respons, man normalt forbinder med anvendelsen af sit modersmål. På arabisk skriver jeg jo med metaforer, billedsprog, associationer og nuancer, for sådan er arabisk, det er et poetisk sprog. Der er stor forskel på dansk og arabisk – hele tiden er der to sider. De kan godt strides.”
Bliver du ikke træt? Træt af at koncentrere dig om at holde rede på og skifte mellem sprogene?
Hun ler lidt og svarer:
”Jo, jeg er altid træt! Jeg bruger omvendt også min danske side, når jeg skriver på arabisk. Sommetider spekulerer jeg på, hvordan jeg ville skrive, hvis jeg stadig boede i Irak. Det er eksilforfatterens vilkår at være delt mellem to verdener. Det kan være trættende, men også spændende, så jeg bliver ved med at udtrykke mig.”
Duna Ghali debuterede med digtsamlingen Sene opdagelser, små sejre (Samleren 2004), og den er også udkommet på arabisk. Hendes arabisksprogede værker og oversættelser udkommer på forlag i bl.a. Libanon, Egypten, Syrien, Irak og også på et forlag i Milano, som udgiver arabisksproget litteratur. Selvom der tales med forskellige dialekter i forskellige arabiske lande, så kan alle læse og forstå moderne arabisk, og dermed kan bøgerne læses på tværs af lande-
grænser.
Finurlige vendinger og gammeldags sprog
Som oversætter skal Duna Ghali grave sig dybt ned i begge sine hovedsprog, og der er masser af udfordringer. I øjeblikket arbejder hun med oversættelse af en dansk novellesamling, hvor en af novellerne har en jegfortæller, der først afsløres som mand eller kvinde langt inde i teksten. Det giver en udfordring på arabisk, fordi der tilføjes et ekstra tegn i slutningen af ordet, når der er tale om en kvinde, om hunkøn.
”Novellen er svær at oversætte, men jeg har fundet en løsning og en måde at sløre det på. I det hele taget kan klare, skarpe sætninger på dansk være vanskelige at oversætte til arabisk. Man kan godt nogle gange oversætte selve sætningen, men på arabisk føles det, som om der mangler noget … så er jeg nødt til at forklare eller tilføje lidt. Men jeg er lykkelig, når jeg så finder en løsning!” siger hun.
Der er både klassiske og helt moderne forfattere på listen over de forfatterskaber, Duna Ghali har oversat til arabisk. Bl.a. H.C. Andersen, som hun oversatte i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek.
”Jeg havde et helt team i ryggen, som jeg kunne hente hjælp og inspiration hos. H.C. Andersens tekster er jo fyldt med kulturelle referencer, finurlige vendinger og gammeldags sprog. Jeg lærte meget af det, og jeg ville gerne gøre det igen!”
Dansk litteratur bliver godt modtaget i den arabisktalende verden, siger Duna Ghali. Hun nævner Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (Gyldendal 2017) af Naja Marie Aidt.
”Det er en smuk sørgebog, som har overrasket og grebet arabiske læsere. De har taget den til sig, og de opfatter den ikke så meget som en bog om sorg, men som en mor-barn-bog. Om det tætte forhold mellem mor og barn.” ※
Sproget kommer ind
med modermælken
Leyla Tamer er født i Aarhus, men opvokset i Istanbul. Hendes mor er dansk, hendes far er tyrkisk, og de har givet hvert deres modersmål videre til hende – så hun har to.
”Ja, jeg har to modersmål – eller måske er det forkert at sige sådan, måske kan man ikke have det rent neurologisk eller videnskabeligt, og nu har jeg også boet størstedelen af mit liv i Danmark, så lidt af det tyrkiske har jeg nok mistet. Men det er sådan, jeg føler – at begge sprog er mine modersmål,” siger Leyla Tamer. Hun er skønlitterær forfatter, oversætter fra dansk til tyrkisk og fra tyrkisk til dansk, og så taler hun også fransk og engelsk. Som 16-årig flyttede hun til Danmark for at læse, men med mange besøg hjemme i Istanbul og tæt kontakt med sin dansk-tyrkiske familie.
Er der forskel på, hvordan du bruger de to sprog – er der nogle emner eller følelser, som er lettere at udtrykke på et af sprogene?
”Der er visse ting, som jeg kun kan udtrykke på tyrkisk, ord, som er ladet med associationer, stemninger, sanser, som jeg ikke kan udtrykke på dansk. Jeg arbejder især som oversætter, og et ord som f.eks. livet har i mine ører en anden grundtone end dets tyrkiske synonym hayat. Hayat har en melankolsk klang, en melankolsk grundtone, i modsætning til livet på dansk, som emmer af noget livligt, det er et frisk og optimistisk ord. Måske er det noget personligt, men sådan opfatter jeg det.
Og så må jeg også konstatere, at tyrkere har en anden form for humor – det er nok en kliché, at det er svært at oversætte humor – men tyrkisk humor rummer noget andet, noget bittersødt, ikke sarkastisk, men noget, som måske igen hænger sammen med det lidt melankolske. Hvis man har tillært sig sproget som voksen, vil man nok ikke opfange det, det kommer ind med modermælken. Jeg fornemmer – og her taler jeg ud fra min personlige opfattelse og med en lidt begrænset erfaring – men jeg fornemmer, at lærer man sproget senere hen i livet, så er man tilbøjelig til at gøre det tyrkiske sprog mere højtideligt, mere floromvundet, end det egentlig er. Det tillægges svulstighed mere end det direkte hjertenære, sådan som jeg hører det. Når det er sagt, så kan tyrkisk sagtens være virkelig svulstigt, poetisk og parfumeret, men det er ikke sådan, man taler. Tværtimod, mange forfattere har renset alt glitter væk fra sproget, de forsøger ikke at imponere med lange, indviklede, overlæssede sætninger eller opremsninger, men søger nærmere at formidle stemninger, der er forankret i en dyb historisk realisme,” siger Layla Tamer.
Pynt i den tredje oversættelsesproces
Leyla Tamer debuterede i 2001 med novellesamlingen Bloksbjerg og har siden fået udgivet flere noveller, essays, artikelsamlinger og romanen Lille Yelena. Når hun skriver på egne tekster, foregår det kun på dansk, men hun arbejder mest som oversætter. Hun har oversat Barndom og Ungdom af Tove Ditlevsen og arbejder i øjeblikket på yderligere fire af Tove Ditlevsens titler, ligesom Solvej Balles Om udregning af rumfang I netop er udkommet i Tyrkiet i hendes oversættelse.
Hvordan tager tyrkerne imod dansk litteratur?
”Solvej Balles bog har jeg ikke fået reaktioner på endnu – den er stadig så ny, men der er stor interesse for Tove Ditlevsen i Tyrkiet, og der er en generel interesse for dansk litteratur. I Tyrkiet er der mange læsere, men de læser hovedsagelig aviser. Samtidig er der en lille, men meget interesseret, læsende gruppe, og selvom de udgør ret få i antal, så er de meget trofaste læsere, og der er et stort bogmarked.
Og hvordan modtager og opfatter danske læsere tyrkisk litteratur?
”Ha ha, ja, de opfatter i hvert fald den tyrkiske litteratur på en helt anden måde, end jeg gør, og derudover ærgrer det mig, at oversættelsen ofte sker fra et andet sprog, typisk engelsk. Der sker noget i den tredje oversættelsesproces – det engelske trænger ind over sproget, det ændrer sproget eller tonen, der bliver på en eller anden måde pyntet på det tyrkiske. Det er svært at sige præcist, hvad der sker i den proces.”
Er der så få tyrkiske oversættere i Danmark, at mange vælger at oversætte fra engelsk og ikke fra den originale tekst?
”Der er ikke mange, der arbejder med tyrkisk oversættelse, og personligt har jeg brug for god tid til at oversætte en bog. Men jeg tror, at det også handler om, at en del forlag er lorne ved at få en bog oversat, som de ikke selv kan læse. Det er lettere for redaktøren at følge oversættelsen gennem engelsk, som de selv kan læse. I Tyrkiet vælger de fleste forlag at læse på engelsk, når de skal beslutte sig for en oversættelse, men får så oversat fra originalsproget. ※
Jeg er forfatter
– ikke eksilforfatter eller
syrisk forfatter!
På forfatter Jan Pêt Khortos væg hænger en plakat med Picassos fredsdue sammen med familiefotos, og i hjørnet af køkkenbordet står en papvin. Det ligner et helt almindeligt dansk hjem, men her er dansk blot et af fire sprog. Jan Pêt Khorto er født i Syrien og kom til Danmark i 2009 som flygtning. Da var han 23.
”Kurdisk er mit modersmål. Det sprog, som min familie talte derhjemme, men som officielt var forbudt i Syrien. Så i skolen lærte jeg arabisk,” fortæller han.
Som ung i Syrien blev han fængslet og tortureret for sine digte og kritiske artikler om magthaverne. De første digte på arabisk skrev han som 15-årig, og som 17-årig udgav han sin første digtsamling. Digtene var fyldt med metaforer, som arabisk er så rigt på – læserne var dog ikke i tvivl om, at billederne i digtene var vendt mod enhver form for undertrykkelse politisk, kulturelt og religiøst.
Digtsamlingen blev afvist af det syriske informationsministerium pga. ”nationalt splittende indhold”, men blev siden trykt i baglokalet til en boghandel ejet af en af Jan Pêt Khortos venner.
”Arabisk er sproget for min vrede, fordi jeg forbinder sproget med den undertrykkelse, jeg oplevede som barn og ung,” siger han.
Først som 18-årig lærte han at skrive kurdisk på illegale skoler i hjembyen Aleppo og senere Syriens hovedstad, Damaskus. Kurdisk skrives dog på mange forskellige måder afhængigt af det land, kurderne bor i. Nogle steder er skriftsproget med latinske bogstaver, andre med arabiske, og mange kurdere har slet ikke lært at læse kurdisk.
”Derfor skriver jeg sjældent på kurdisk – kun når jeg vil udtrykke mine mest private og sårbare følelser,” fortæller han.
Digtene var som honning
Som 19-årig udgav Jan Pêt Khorto sin anden digtsamling, også på arabisk, og den blev uhyre populær.
”Syrere vil gerne læse om politik. Mine – og ligesindedes – digte var som honning for bier,” siger han med et smil.
Samtidig med forfattergerningen uddannede han sig til journalist og udgav en ”underjordisk” regimekritisk avis sammen med andre journaliststuderende og kritikere. Han var blevet rådet til at holde sig under jorden, men det er svært for et ungt menneske, og en dag blev han arresteret. I hen ved 100 dage blev han udsat for tortur og fik bl.a. brækket en finger og andre knogler samt blev udsat for elektriske stød under forhør.
”Jeg var i opposition til alting – ateist, langhåret, spillede saz (langhalset lutinstrument, red.), kritiserede alle konservative traditioner. Jeg repræsenterede alt det, som flertallet mente var forkert. Jeg følte mig som i eksil i mit eget land og havde et had til alle magthavere, hvad enten de var politiske, kulturelle eller religiøse,” forklarer han.
Efter løsladelsen flygtede han til Libanon, der var kendt for at være det mest frisindede land i regionen. Senere flygtede han videre til Danmark. I Syrien havde han lært engelsk i 1990’erne via indsmuglede VHS-bånd fra netop Libanon med Michael Jackson, George Michael, Whitney Houston og Friends-serien, og han oversatte sin tredje digtsamling fra arabisk til engelsk, da han kom til Danmark. Fra engelsk blev digtene oversat til dansk og udgivet herhjemme.
”Jeg blev taget godt imod i Danmark. Mange hjalp mig på vej både med at få udgivet mine digte og med invitationer til digtoplæsninger,” siger forfatteren i dag på flydende dansk.
Opmærksomheden havde dog også en bagside.
”Da jeg kom til Danmark, følte jeg en forpligtelse til at fortælle om situationen i Syrien, herunder mine egne oplevelser med isolationsfængsel og tortur. Det var en byrde, som jeg tog på mig, men som nogle ikke brød sig om.”
Jan Pêt Khorto formidlede litteratur, journalistik og kultur gennem foredrag og undervisning på uddannelsesinstitutioner, biblioteker og litteraturfestivaler og skrev og udtalte sig til danske og internationale medier. Han blev et ganske kendt navn og begyndte at modtage mange trusler.
”Det har påvirket mig meget, og jeg blev enig med min hustru om at holde en pause fra de offentlige optrædener tilbage i 2018,” forklarer han.
Jan Pêt Khortos hustru er litauisk, og derfra kommer det fjerde sprog ud over arabisk, kurdisk og dansk ind i hjemmet nord for København.
Mit humør bestemmer sproget
Først da Syriens mangeårige leder Bashar al-Assad blev væltet i december 2024, trådte Jan Pêt Khorto efter flere års fravær frem i medierne igen, bl.a. i Debatten på DR, og blev igen en benyttet ekspert i medierne. Men det ærgrer ham, at han vedvarende bliver tituleret syrisk forfatter eller eksil-forfatter – noget, han løbende har forsøgt ikke at blive kategoriseret som, siden han forlod sit hjemland.
”Jeg har indtrængende bedt om at få min byline rettet til blot forfatter, men jeg trænger sjældent igennem. Jeg har mødt forfattere fra hele verden, som lever i landflygtighed, og for nogle er eksiltilværelsen blevet deres identitet. Men sådan er det ikke for mig, jeg er først og fremmest forfatter. Jeg følte mig mere fremmed i Syrien, end jeg gør i Danmark,” understreger han.
Jan Pêt Khorto har skrevet fem digtsamlinger på forskellige sprog og arbejder i øjeblikket på to romaner, hvoraf den ene er selvbiografisk fiktion. I dag skriver han mest på engelsk, fordi han i takt med sine offentlige optrædener i ind- og udland har fået et mere internationalt publikum.
”Min sidste digtsamling udkom for mere end syv år siden, og mit fokus er nu at skrive romaner. Men en gang imellem skriver jeg stadig digte, og så afhænger sproget af mit sind, og hvilket humør jeg er i,” siger han. ※
