Med en baggrund i litteraturvidenskab og fra forfatterskolen Biskops Arnö har forfatter Andrea Fjordside Pontoppidan bevæget sig i spændingsfeltet mellem skrivning og forlagsarbejde. Hun har arbejdet som redaktør på forlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi fra 2017-2024, et forlag, der fokuserer på eksperimentelle udgivelser om kunst, klima og aktivisme. Sideløbende med klimalitteraturen har hun udviklet en stor interesse for landbrug og landbrugspolitik samt alternative måder at interagere med jorden på. Haver har spillet en særlig rolle for hende siden barndommen, og erfaringer fra bl.a. bylandbruget ØsterGRO har haft stor indflydelse på hendes skrivning. Netop
derfor er planter, jord og haver gennemgående temaer i hendes forfatterskab.
Hvad betyder klimalitteratur for dig?
”Jeg er ofte blevet spurgt ind til, hvad klimalitteratur og økolitteratur er. Grundlæggende handler det vel om, hvordan mennesket forholder sig til sine omgivelser, og er et ønske om at belyse den samtid, vi lever i, som er et sammensurium af flere forskellige kriser. Klimakrisen er ikke bare en klimakrise; det er også en ulighedskrise, en sanselighedskrise, en forestillingskrise og en hukommelseskrise. Nogle mener, at science fiction og spekulativ fiktion er de eneste genrer, der for alvor kan formidle den krise, vi står i. Jeg synes også, at klimalitteratur kan handle om omsorgsarbejde og om forholdet mellem hjemmet og det planetariske,” siger Andrea Fjordside Pontoppidan og fortæller, at hendes eget forfatterskab bl.a. bærer præg af et ønske om at bryde med forestillinger om det ”naturlige”.
”Jeg ønsker at pege på forholdet mellem modstandsdygtighed og de forestillinger, vi knytter til det naturlige, og særligt hvordan vi let kan komme til at bruge begrebet ‘naturlighed’ alt for løst. Vi må prøve at gentænke, hvad vi opfatter som naturligt, fordi vi lever i en tid, hvor mange af vores kulturelt forankrede forestillinger om verden er ved at ændre sig.”
Hvad arbejder du på lige nu, og hvad optager dig ift. klimafiktion?
”Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan man kan se litteratur som en form for kompostering. Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin har skrevet om cirkulære fortællestrukturer og har brugt kompostering som en metafor for forfatterens kreative proces. Man kan sige, at man etablerer en slags bæredygtighedsprincip i det skrevne ved at bruge det, der allerede er, og kombinere, vende og dreje det på nye og genforhandlende måder. Jeg synes, det er ret smukt at se tekst på den måde – som et sted, hvorfra noget nyt, og alligevel gammelt, kan gro.”
Andrea Fjordside Pontoppidan nævner i den forbindelse også den danske forfatter Amalie Smith som eksempel på en anden slags klimalitteratur.
”Hendes arbejde med vævning viser, hvordan det digitale altid er forankret i det materielle. Formeksperimenter i klimalitteraturen er enormt vigtige; det handler ikke kun om at skrive en lineær fortælling, men om at lege med formen og på den måde udfordre vores forestillinger og narrativer om verden.”
En verden i krise
I en tid præget af planetariske og miljømæssige kriser tales der ofte om forandring som løsningen på klodens problematikker. Andrea Fjordside Pontoppidan er dog også fortaler for at arbejde med vedligeholdelse som princip.
”Jeg synes, der ligger et potentiale i at kigge på, hvilke praksisser der er ved at gå tabt, og forsøge at bevare og genforhandle i stedet for at nedbryde. På Laboratoriet har vi bl.a. udgivet
danske Mille Breyen Hauschildts kloge bog Vedligeholdelsens poetik, hvor hun skriver om vigtigheden i at øve sig i at tale om vedligeholdelse, uden at det bliver reaktionært. Det synes jeg er en vigtig pointe.”
Hun pointerer samtidig, at tanker om vedligeholdelse og renlighed i høj grad påvirker den retorik, vi bruger, når vi taler om det globale syd og det globale nord. Klimaforandringer har ofte større konsekvenser for lande i det globale syd, selvom det i høj grad er Vestens kapitalisme og forbrugskultur, der er årsagen til de klimaproblematikker, vi ser i dag. Ifølge Andrea Fjordside Pontoppidan bliver det racemæssige og geografiske aspekt af klimakrisen nødt til at være en vigtig del af klimalitteraturen.
”Klimalitteratur kan ikke undsige sig volden, der finder og har fundet sted. Vi må i stedet finde måder at bearbejde det på – måder at huske og bære vidne, men også forvandle og forhandle. Den må pege på de upåfaldende, næsten glemte eller alternative praksisser og indsigter, som kan virke reparerende i tider som disse.”
Hvilket potentiale synes du, kunsten har i en klimakrisetid?
”Kunsten er uundværlig. Hvis vi når til et punkt, hvor der ikke længere er tid til den, har vi mistet noget vigtigt. Måske er en af vejene frem at modarbejde det konstante krav om acceleration? Jeg kan godt lide tanken om at ’skynde sig langsomt’. Jeg er stor fortaler for de korte tekster, men der skal også være plads til de lange romaner. Litteratur tager tid, kræver energi, og det må vi insistere på.”
For Andrea Fjordside Pontoppidan er det at forestille sig verden på en anden måde en af litteraturens vigtigste funktioner – og en form for modstand i sig selv. Klasse, køn, geografi og sansning er vigtige parametre inden for klimalitteraturen. Hun understreger, at et intersektionelt perspektiv er afgørende, hvis vi vil forstå og udfordre de systemer, vi lever i. ※
