Du gør det lige nu: læser, og sandsynligvis tænker du ikke over, hvilke processer der foregår i din hjerne imens. Dine øjne ser teksten, her aktiveres dit synscenter, og for at overføre det, du ser, til hørelsen aktiveres din indre stemme. Herudover aktiveres alle de centre, teksten omhandler og berører, i et samspil med din evne til at associere. Med ord omdanner vi verden til symboler i det, vi kalder sprog. Og det er sproget og hjernen, vi skal se nærmere på i denne artikel. Hvor kommer sproget fra, og hvilken betydning har det haft for menneskets udvikling? Og hvad kan vi som forfattere bruge denne viden til?
For at blive klogere på det har jeg læst Mikkel Wallentins Sprog, en bog i Aarhus Universitets bogserie Tænkepauser, jeg har lyttet til Huxi Bachs podcast-serie Ubegribeligt om sprog, hvor Mikkel er gæst, og nu er jeg i Vogn1 på Godsbanen, hvor han til et fyraftensmøde skal holde foredrag for Aarhusgruppen.
Vi sætter os og sætter tænderne i kagen og skyller dens kanelsmag ned med kaffe. Mikkel er i fuld gang med at slutte sin computer til projektoren. Stemmer forstummer, projektoren summer, og Mikkel går i gang.
Men før vi går videre, skal vi lige se på, hvem Mikkel Wallentin egentlig er.
En halvstuderet røver
Mikkel præsenterer sig selv som en halvstuderet røver, der kom ind i hjerneforskning på Aarhus Universitet gennem en kattelem. Dengang var han bachelor i dramaturgi og cand.mag. i kognitiv semiotik og skrev romaner og skuespil.
Helt enkelt fortalt fik han sammen med musiker Peter Vuust stillet en hjernescanner til rådighed, lærte at bruge den og udførte en masse forsøg, hvor Mikkels hovedsagelig har kredset om sprog. Han har altid været en læsehest og drømte tidligt om at blive forfatter. Senere begyndte han at interessere sig for teater og blev opslugt af samspillet mellem det, der bliver sagt i eller på en scene mellem to mennesker, og alt det, der ikke bliver sagt, altså underteksten.
”Nysgerrigheden efter at forstå, hvordan det verbale og det nonverbale spiller sammen, har drevet mig hele mit voksne liv.”
Hjernens Pippi Langstrømpe-center
At beskæftige sig med hjernen, finde på forsøg og få lov til at lege med den hjernescanner lyder både sjovt og spændende, når Mikkel fortæller om det. Han har blandt andet lavet et forsøg, hvor han ville kortlægge, hvilke centre der lyser op i hjernen, når man lytter til Pippi Langstrømpe. Desværre er resultatet ret uholdbart, da det er påvirket af larmen fra hjernescanneren, og hjernen i høj grad bare lyser op i hørecentret.
I begyndelsen var ordet
Menneskets nuancerede sprog er det, der adskiller os fra dyrene. Vores sprogevne er et resultat af naturlig udvælgelse. De talende menneskeaber overlevede, mens de umælende gik til grunde. Men hvorfor?
Fordi sproget er det, der gør os i stand til at samarbejde, dele vores tanker med hinanden og gøre os klogere. Det gør os både i stand til at skabe krig, hjernevaske og manipulere og til at løse konflikter og skabe fred. Gid der var lidt mere af det sidstnævnte i vores verden lige nu.
Kluk-kluk-aah, og hvordan startede sproget?
Man har fundet en form for skriftsprog i en grotte, der kan dateres ca. 75.000 år tilbage i tiden. Men for at kunne hakke betydning ind i en klippevæg må man nødvendigvis have haft et talesprog.
Talesproget kan man ikke datere. Hvornår det første rigtige ord blev sagt, vil altid være en gåde. Sproget må være vokset ud af menneskets fundamentale trang til at dele sine tanker med andre. Men her går det i ring, og jeg bliver ægget-og-hønen-svimmel, for det kræver da ord at have tanker, eller hvad?
Jeg gad godt have været en urflue på væggen i grotten, da de første homo sapiens sad omkring bålets gløder og opfandt de første ord. I det hele taget da de opfandt dette fænomen og godtog den præmis, at en lyd kan være symbol for en ting. Ild og bål hedder jo ikke ”knitre-knitre”, og øl hedder ikke ”kluk-kluk-aah!”.
Har sproget gjort os dummere?
At kunne overføre disse symboler kræver en hel del hjernekapacitet. Med andre ord at man har noget mellem ørerne, og sammenlignet med andre primater har mennesket en stor hjerne.
Hjernen består hovedsagelig af fedt og vand og er desværre forgængelig, så man har ikke aftryk af fortidens hjerner, men man har kranier. Og her kan man se, at homo sapiens’ kranie vokser gennem tiderne, og man har tænkt, at det er et bevis på, at homo sapiens bliver klogere og klogere.
Men så på et tidspunkt i evolutionen knækker den kurve, og menneskehjernen begynder igen at blive mindre. Det sker, i takt med at menneskeheden udvikler sprog og dermed får mulighed for at placere kognitive processer uden for hjernen. Det, at vi kan overføre vigtig information til næste generation gennem tale og senere også gennem skrift, gør, at hvert menneske ikke behøver at slæbe rundt på hele samfundets viden. Hvert individ behøver ikke at kunne huske, hvordan man sår og høster, eller hvilke planter man skal undgå at spise. Man placerer dele af sin hukommelse uden for hjernen, og man bliver i stand til at bearbejde information og tage beslutninger i grupper. Man kan altså sige, at individet er blevet “dummere”, mens vi som helhed er blevet klogere. I den forbindelse kunne det være interessant at lure ind i fremtidens hjerner. Bliver de endnu mindre end vores?
Mikkel understreger, at størrelse og gørelse ikke entydigt er samstemmende. Einstein havde faktisk en ret lille hjerne. Den blev i øvrigt stjålet af den læge, der obducerede ham!
Solsort, SoMe og sex
Dyrene har også sprog. Men det begrænser sig til ganske få meldinger. F.eks. sidder solsorten på tagryggen og synger “Se mig! Se mig!” og “Skrid”, når katten kommer, og fugleungerne siger “Giv mig! Giv mig!” Alle meldingerne har noget med overlevelse at gøre og er helt simple. Ikke ulig meget af det, vi mennesker siger til hinanden i løbet af en hverdag, og tæt på 1:1 med vores opslag på de sociale medier.
Men det, at vi har et avanceret sprog til rådighed, adskiller os fra dyrene. Og som alt andet i evolutionen handler sproget også om overlevelse og forplantning. Evolutionsforskeren Geoffrey Miller har fremsat en evolutionær hypotese om, at sproget er en fitness-markør hos mennesket. Det er kun sunde mennesker, der har haft overskud og hjerne til at opøve et avanceret sprog, og på et tidspunkt i evolutionen er et veludviklet sprog dermed blevet lig med at være sexet. Der er ikke forsket ret meget i den teori, men jeg kommer til at tænke på Klods-Hans. Det er da hans talegaver, der scorer prinsessen, og hvem gider have en partner, man ikke kan kommunikere med?
En uheldig selvmorder
Vi ved med sikkerhed, at talecentret for de flestes tilfælde er placeret i den bagerste del af frontallappen i venstre side. Men sproget har ikke på samme måde ét center, det involverer mange centre. Aarhusgruppen i Vogn1 rykker frem på stolesæderne, da Mikkel fortæller historien om en læge i 1800-tallet, der blev opsøgt af en patient. Patienten havde forsøgt at begå selvmord, men havde ramt uheldigt og kun skudt det forreste af kraniet af. Jeg ser patienten for mig, vakle ind i lægekonsultationen med sin gråviolette, medisterpølseagtige hjerne blævrende i panden. Mikkel fortsætter, og jeg får kvalme. Patienten var stadig i stand til at tale, og lægen tog ham som forsøgsperson. Når han lagde en paletkniv på patientens blotlagte frontallap, stoppede talen. Når han fjernede den igen, talte patienten videre.
Shakespeares ordforråd
Et nutidigt gennemsnitligt menneske siger ca. 16.000 ord på en dag (målt i et amerikansk forsøg). Hvis vi er vågne 16 timer i døgnet, svarer det til, at vi siger ca. 16 ord i minuttet. Dertil kommer alt det, vi lytter til, f.eks. vores samtalepartnere, podcasts, film, tv og alt det, vi læser og skriver, samt vores indre stemme. Sammenlagt bliver det tæt på 100 procent af vores vågne tid, at vi beskæftiger os med sprog.
Og hvor meget er vi så i stand til at variere vores 16.000 daglige ord? Et forsøg med engelsk-
talende voksne mennesker viste, at de havde et ordforråd på mellem 20.000 og 35.000 ord. I William Shakespeares berømte skuespil er der mellem 17.000 og 20.000 ord. Snublede han lige ned fra piedestalen dér? Naturligvis ikke, for det har helt sikkert været et stort ordforråd i
Shakespeares samtid, og ordforråd er jo heller ikke den eneste indikator for litterær kvalitet.
Bi, bi, bi, bi, bi, bi, bi, ba, bi, bi
Og hvad kan vi så bruge denne viden om sprog og hjernen til i vores virke som forfattere og illustratorer? I podcasten Ubegribeligt om Sprog giver Mikkel et ganske simpelt eksempel på, at hjernen ikke gider kede sig. I overskriften til dette afsnit lægger vi mærke til ét ord, nemlig “ba”. Her vågner hjernen op. Jeg tænker, at det er dette sproglige “ba”, vi som skribenter skal sørge for, at vores læsere får. Mikkel siger desuden:
“Min egen dyrekøbte erfaring er, at man med sin skrivestil kan søge at udfordre læseren på måder, som læseren ikke bryder sig om. Helt konkret handler det igen om forholdet mellem, hvor meget der bliver sagt, og hvor meget der ikke bliver sagt. Hvis der bliver sagt for lidt, står læseren af, og hvis der bliver sagt for meget, keder læseren sig eller føler sig talt ned til. Og læsere er selvfølgelig forskellige. Det, der er én læsers ’sweet spot’, er en andens kedsomhedstærskel.”
Hjernen bliver ikke aktiveret af støj og ensformige selvfølgeligheder hverken hvad angår lyd, tekst eller billeder. Det er forfatterens opgave at kildre læserens nysgerrighed. At tage stilling til, hvor man vil ligge henne på den sproglige linje mellem lyrik og Ikea-instruktion.
At sproget ikke har ét bestemt center, men aktiverer mange centre i hjernen, fortæller mig, hvor vigtigt det er at sørge for, at ens tekst når flest muligt centre i læserens hjerne. Helt banalt: Hvis man skriver med sanserne, aktiverer man også læserens sanser, og de følelser, man beskriver, vil også, hvis man gør det ordentligt, berøre læserens emotionscenter.
Sproget får ikke hælspore
Som forfatter kan man toppe sent, måske endda begå sin største litterære bedrift som pensionist. Mikkel fortæller nemlig, at vores verbale kompetence, vores sproglige intelligens, kan udvikles hele livet. Der er så meget andet, der går ned ad bakke, når man bliver ældre. Men sproget får hverken hælspore, diskusprolaps eller forstrækninger af at blive brugt. Tværtimod skal vi blive ved med at træne og udfordre det. Som forfatter er livserfaring også en fordel. Den kan være med til at skabe oplevelser for vores læsere og bringe dem steder hen, hvor de ikke selv kommer.
For eksempel har du, kære læser, lige været et smut i Vogn1 på Godsbanen i Aarhus, været en tur gennem sprogets historie, lyttet til en solsort, været på besøg i Mikkels Wallentins hjerne og mine tanker, samtidig med at du sidder i din sofa eller på toilettet, eller hvor du nu læser denne artikel. Alt sammen fordi du har et sprog og en hjerne, der er i stand til at omkode ordenes symboler til billeder og lyd.
I Vogn1 slutter Mikkel, og du kan sikkert høre, hvordan vores håndflader klasker mod hinanden i den efterfølgende klapsalve.
Da Mikkel pakker sin computer sammen, kommer jeg til at tænke på det, han fortalte os om, at sproget gjorde homo sapiens i stand til at placere vores viden uden for vores hjerner og dermed gjorde os både dummere og klogere. Jeg stryger kærligt min egen Lenovo over skærmen, før jeg lukker den og lægger den i tasken. ※
Mikkel Wallentin: Blandt andet ph.d. i kognitiv neurovidenskab og professor i kognitionsvidenskab på Center for
funktionel integrativ neurovidenskab. Forfatter til adskillige skuespil, tre romaner samt Tænkepausen Sprog. For stadig at stille sin kunstneriske sult skriver han sangtekster til bandet Løgn&Latin.
Annie Bahnson
