“Jeg har altid klippet i papir. Fra jeg var lille. Min mor fortæller, at det begyndte med køkkensaksen og nogle ark kopipapir, og når jeg kedede mig, gik jeg ind på mit værelse og klippede,” fortæller Annika Øyrabø.
Hun er børnebogsillustrator, uddannet fra Det Kongelige Akademi, afdelingen for Visuelt Design, og fra Hochschule für Angewandte Wissenschaften i Hamburg.
”Da jeg var færdiguddannet, tog jeg en beslutning om, at jeg kun ville arbejde i hånden og kun med klip, jeg ville ikke sidde foran en computer hele dagen. Det er min måde at finde ro i verden, en kæmpegave. Jeg bruger computeren til nogle ting – og ikke et ondt ord om dem, der tegner på computer – jeg kan godt finde på at lave en farvet baggrund på computer, som jeg scanner ind, men som regel er alt lavet i hånden. Papirklip er selvfølgelig en niche, og jeg havde ikke kalkuleret med nichearbejde, men jeg laver det, jeg føler for – det skal føles godt.”
Det begynder med ord
”Den indledende snak, briefingen om en opgave, er vigtig. Til kursuskataloget snakker vi om, at illustrationerne skal favne bredt og ikke være så konkrete, ingen ord, blyanter, pensler. Bag-
efter sætter jeg mig og laver et idéudviklingsark. I midten skriver jeg ’KURSER Forfatteren’, og så tømmer jeg min hjerne ud på det ark.”
Hjerne endte med at blive et af to centrale ord på arket, fortæller Annika. Hjernerne kunne være en fællesnævner for de mange forskelligartede kursustilbud. Og kurserne henvender sig til mange forskellige mennesker, og så blev det andet centrale ord fra arket trolde. Annika Øyrabø er i øjeblikket optaget af trolde og har arbejdet meget med dem, og ofte trækker hun inspiration fra sit seneste projekt over i det nye. ”Trolde er legende og anarkistiske, de favner alt, fra det lyse, fjollede, legende til det mørke, onde,” siger hun.
Temaet til kursuskataloget blev altså hjerner og trolde.
”Så havde jeg en samlet form, et simpelt koncept. Hjernerne er kurserne, og troldene, det er os, medlemmerne. Vi favner jo også bredt og har jo alle mere eller mindre krøllede hjerner i Forfatterforeningen, ikke?
Jeg tegner helst ikke noget op på papiret og vil helst lave det som ét samlet klip. Der ligger en spænding i at se, hvad saksen kan, hvad der sker, det er en overraskelse, så jeg tegner ikke, men folder papiret og ved bare, at jeg skal lave trolde med hjerner. Jeg fokuserer, og så er det som en dans med saksen. Jeg klipper jo noget væk, fjerner noget, så det er en proces, hvor bordet fanger og det skal hænge sammen, øjne, briller, hår og krop.
Klippeprocessen er en kombination af noget intuitivt og noget meget bevidst. Nærmest en lille bøn, hvor jeg er i det og giver slip – meditativt. Ja, det er svært at forklare.
Jeg klipper ikke forkert, altså det er sjældent, at jeg klipper forkert, klipper noget over eller må kassere det. Men det sker, at jeg fornemmer, at den ikke rigtig er der, og så tager jeg et nyt ark.
Jeg folder først papiret ud, når jeg føler, at nu er klippet ved at være færdigt. Men jeg kan godt lande i en blindgyde, hvor koncentrationen forsvinder, og så lægger jeg det væk. En time eller nogle dage.
Jeg lavede de fire trolde til kataloget i én samlet proces, klippede på dem samtidig, men da jeg nåede til hjernen, måtte jeg lige stoppe op og kikke på nogle fotos af hjerner. Og hjernen tegnede jeg op og lavede for sig med de små, snirklede slanger. Den er i negativ i modsætning til trolden.” +
Skalpellen
De første, lange klip er med saksen, og senere kommer skalpellen i brug.
”Skalpellen er til fintegning, til det sidste. Det er godt at skifte mellem sit værktøj, det er godt for hjernen og holder den i gang,” siger Annika Øyrabø, selvom hun nok er mest glad for saksen.
Alle fraklippene, cirkler, buer, bølger, gemmer hun og sorterer i former og farver. Til sidst bliver de katalogiseret i kasser, så de kan bruges i andre projekter.
Udstillingen
Nordatlantisk Hus i Odense bad Annika Øyrabø lave en udstilling i anledning af 150-året for H.C. Andersens død og 125-året for den færøske forfatter William Heinesens fødsel. Begge de verdensberømte forfattere var også kendte for deres papirklip.
Udstillingen med 23 store værker af Annika Øyrabø kom til at hedde Papirklip og poesi fra Nordatlanten.
Dengang tilbage i firserne, da den lille Annika sad på sit værelse og klippede ivrigt med sin køkkensaks, var hun stærkt inspireret af en bog om William Heinesen som billed- og papirkunstner, Fra billedmagerens værksted. Tegninger, malerier og farveklip. William Heinesen. Annika har færøske rødder på både mors og fars side, og hendes færøske bedsteforældre havde foræret hende bogen.
Hun føler sig tæt forbundet med Færøerne og er der ofte, og har også illustreret flere børnebøger af den færøske forfatter Dánial Hoydal – illustrationer, som har givet hende nomineringer til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris i henholdsvis 2022 og 2023, ligesom hun sidste år var nomineret til Alma-prisen, Astrid Lindgren Memorial Award.
”Færøerne er hav, bølger og natur, og de fraklip er foræringer, fine som filigran, og dem bruger jeg i nye collager.”
Og hun har en ny bog på vej til efteråret, en skønlitterær bog, Sol over hav, med 18 fortællinger baseret på færøske sagn og myter skrevet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Den udkommer også på færøsk ved oversætter Vónbjørt Vang, og bogen har givet rig lejlighed til både at klippe nyt og genbruge fraklip fra trolde, sære væsener, dråber, himmel og hav. ※
Psaligrafi, eller papirklip, er kunsten at klippe billeder, mønstre og ornamenter af papir.
Lene Møller Jørgensen
