Jeg er stor fortaler for gruppearbejde og samarbejde. Jeg synes, at alting bliver bedre af samarbejde,” siger Louise Kønigsfeldt, seniorredaktør på Gutkind Forlag, ”det er meget privilegeret at få lov til at være en del af.”
En af de forfattere, som Louise Kønigsfeldt samarbejder med, er Charlotte Weitze, som er aktuel i 2021 med den frodige, fantasifulde roman Rosarium. Nu har de to sagt ja til at fortælle om deres samarbejde omkring tilblivelsen af Charlottes romaner.
”Den første af dine bøger, som jeg var redaktør på, var Det hvide kvarter fra 2011,” husker Louise. Dengang var hun ansat på Samlerens Forlag, hvor Charlotte havde udgivet en lang række bøger. I dag har Louise og Charlotte samarbejdet om fire bøger.
”Vi har tiårsjubilæum i år!” siger Charlotte. ”Samleren blev til Rosinante, som blev til Gyldendal, og jeg fulgte med Louise. Så gik Louise til Gutkind, og jeg fulgte med. Så redaktøren er vigtigere end forlaget. Det ville selvfølgelig komme an på, hvilket forlag du gik til. Men i samarbejdet handler det meget om, at man taler samme sprog.”
For Louise handler en stor del af samarbejdet om kommunikation. ”Jeg synes, vi har haft en fin og konstruktiv dialog helt fra starten. Men jeg har efterhånden lært Charlotte som forfatter at kende, og det gør det interessant for mig som redaktør at arbejde på den lange bane og med mange bøger. Man opbygger en slags tillidsforhold.”
Mundtlige opdateringer
Charlotte Weitze arbejder meget selvstændigt og beder ikke sin redaktør om at læse tidligt i processen.
”Jeg har ikke noget imod at tale om mine projekter og om ideer, som ikke er særlig konkrete endnu. Men jeg plejer først at aflevere noget, når jeg synes, jeg er så langt, at jeg ikke selv kan komme længere.”
I stedet bliver Louise mundtligt opdateret, forklarer hun.
”Du fortæller, hvad den næste bog handler om. Der synes jeg bare, at det hele lyder vildt.”
”Du sidder og hepper, og så bliver jeg så glad, at jeg tænker, at jeg fortsætter,” siger Charlotte.
”Men det lyder også altid sindssygt spændende!” erklærer Louise.
”Den hepning er supervigtig. Det, at der er nogen, der sidder og hepper på sidelinjen og tænker, at det nok skal blive til noget, betyder meget. Meget handler jo om selvtillid og den tillid til manuskriptet, som man skal have undervejs. Fordi det er jo et stort arbejde. Jeg skifter mellem at tænke, at det er lort, og at det er godt,” siger Charlotte.
Gode spørgsmål
Kernen i de samtaler, som Charlotte og Louise har undervejs i skriveprocessen, handler om, at Louise stiller de spørgsmål, der hjælper Charlotte med at finde de svar, hun leder efter. Louise forklarer:
”Det er klart, at når jeg ikke har læst noget, kan jeg ikke tale ud fra teksten. Så må det være noget med at stille nogle spørgsmål: ’Hvis du gør sådan, hvad så?’ I den proces har man ofte selv svaret, man har bare brug for en anden at spille bolden op ad. Nogle gange har man brug for at sige tingene højt selv for at finde frem til svaret. En slags coaching er det egentlig.”
Hvis det er coaching, så er det indtil videre autodidakt.
”Jeg skal faktisk i gang med at tage et coachingkursus,” siger Louise.
”Nå, jeg troede, du havde lært sådan noget,” siger Charlotte lidt overrasket.
Når Charlottes tekst er ved at være færdig, er Louise den første læser. Mens hun arbejdede på romanen Rosarium, fortalte Charlotte om den kommende roman, der indeholdt tre sammenhængende dele. Derfor vidste Louise noget om det, der var på vej. Til en reception på Rosinante – den sidste, inden forlaget lukkede, og halvandet år inden Rosarium udkom – talte de kort om romanen. Louise havde fået det færdige manuskript, var i gang med at læse det og var glad.
Louise ved, at det sted i processen kan være meget følsomt. ”Det kan tit være sårbart for en forfatter at lægge projektet frem til den første læser, for det er noget, de har brugt meget tid på og har investeret meget i. Også hvis man, som Charlotte siger, svinger mellem at synes, det er fantastisk og elendigt, så er det sårbart.”
Samtaler
Charlotte bor i Vallekilde, og Louise arbejder i hjertet af København, så mange samtaler foregår i telefonen. Men når det store redigerings-arbejde går i gang, mødes de og taler teksten igennem.
Louise forklarer: ”Det en proces, hvor der typisk er flere læsninger og flere gennemskrivninger. Det overordnede kan være, om slutningen fungerer, eller om en karakter skal ændres. Så arbejder man sig længere og længere ned i teksten. Der kan være metaforer, der bliver brugt for meget, det er en proces ned mod fintuning til sidst. Men det handler også om at tale teksten og bogen igennem. Hvad handler den om, hvad kan den, hvad ser man i den? Det er sindssygt spændende for mig at få indblik i.”
Den redaktionelle proces var ikke præget af uenighed, men var et samarbejde om at skabe den bedst mulige bog. I den proces er Louise sparringspartner, og Charlotte har autoriteten over værket. I lang tid havde Rosarium arbejdstitlen Pangæa. Men Louise følte ikke, at titlen fungerede. Charlotte kom med en lang liste over mulige titler, og ordet Rosarium var et af forslagene. Roser spiller en stor rolle i bogen, og de blev enige om, at den nye titel fungerede meget bedre.
En enkelt gang har Louise måttet træde på den redaktionelle bremse i forhold til et manuskript. ”Så gik jeg lidt og spekulerede over det,” siger Charlotte. ”Med tiden fandt jeg en anden måde at bruge materialet på.”
Den bedste proces
Charlotte Weitze er ikke en forfatter, som har svært ved at sætte sig ned og få skrevet, og hun har ikke brug for deadlines for at få noget fra hånden.
”Der er forfattere, der har brug for deadlines, men de er altid flydende. Det gælder altid om at få den bedste bog ud af processen. Det kan være, at vi fastsætter en udgivelsesdato, men det er ikke sådan, at den er hugget i marmor. Vi kan altid rykke en udgivelsesdato,” siger Louise.
”Det tror jeg også engang, jeg har gjort. Men jeg er bare god til at få tingene gjort. Og jeg bliver stresset, når der er deadlines. Jeg kan gå helt i baglås,” siger Charlotte.
”Og det duer jo ikke. Du skal aflevere, når du er klar,” fastslår Louise.
De to har et forhold, som både er socialt og professionelt.
”Jeg synes, at begge dele godt kan være der samtidig. Vi følger også med i hinandens liv, hvordan det går med børnene og sådan noget. Man kan godt kommunikere på begge planer og have begge kasketter på,” siger Louise.
Charlotte er enig. ”Men sådan er det vel på alle arbejdspladser, at man både snakker privat og arbejde. Jeg kan heller ikke forestille mig at arbejde i et helt klinisk rum med nogen, som slet ikke kendte noget til mig.”
Når Louise taler om de forfattere, hun samarbejder med, er det med venlig omsorg:
”Jeg føler, det er et meget forpligtende samarbejde, og jeg er superengageret i det. Jeg tænker så meget på Charlotte og de andre forfattere og bærer deres bøger i mig – alle de fortællinger. Det er vigtigt, at forfatterne kommer ordentligt igennem, også med pressearbejde og alt det bagefter. Jeg synes, jeg får rigtig meget venlig omsorg tilbage.”
Værn mod negativitet
Rosarium fik generelt flotte anmeldelser, men når der har været en mindre positiv modtagelse af en bog, har Louise indtaget rollen som den omsorgsfulde beskytter, forklarer Charlotte.
”Jeg har fået nogle grimme anmeldelser, hvor Louise har ringet. ’Har du læst Politiken i dag?’ ’Nej, jeg er lige på vej ud i postkassen.’ ’Det tror jeg ikke, du skal.’ Denne gang lavede vi en lille strategi. Louise ville ringe, hvis der var noget ubehageligt. Så behøvede jeg ikke være nervøs for at læse avisen.”
”Det er rart at være forberedt,” som Louise siger.
Charlotte er glad for, at Louise afbøder de hårde slag.
”Nederlag kan være lidt ærgerlige at have alene. Hvis man har fået en dårlig anmeldelse, så kan den godt sidde og spøge i hovedet. Så er det rart, at der er noget, der bliver sorteret fra. Det har man ikke nogen glæde af at læse. Jeg tror, der var engang, hvor jeg gav kaninerne den ulæste avis som underlag.”
Det er også vigtigt, at Louise er der, når en roman bliver modtaget godt, understreger Charlotte.
”Det er et ensomt job at være forfatter. Men Louise og jeg kan glæde os lige meget over en god modtagelse. Vi kan dele glæden, og det er der egentlig ganske få mennesker, man kan det med. Selvfølgelig er der en masse, der hepper, men der er ingen jalousi mellem Louise og mig.”
”Ja, selvfølgelig jubler vi jo herinde, når der er gode anmeldelser,” siger Louise.
”Og det er vigtigt at kunne dele den glæde med nogen,” siger Charlotte. ※
Anna Bridgwater
