Det er foran tavlen, tingene sker. Det er her, idéudvikling, synopsis eller nye kapitler bliver gennemgået og gennemtygget, når litterær redaktør Mille Haynes holder møder med en forfatter på sit store kontor på Politikens Forlag på Rådhuspladsen. Redaktøren noterer nøgleord, spørgsmål og udsagn på tavlen: et stort, hvidt whiteboard.
”For mig er det en hjælp, når noget bliver visuelt, og jeg oplever også, at mange forfattere tænker anderledes, når man smider noget op på en tavle. Så i stedet for at sidde over for hinanden og tale går jeg næsten altid til tavlen og skriver op. Det kan være et ord eller et spørgsmål: ”Har tanten i virkeligheden løjet?” I det øjeblik sætningen står deroppe, og hvor vi begge kan kikke på den, så sker der noget. Det bliver også mere neutralt, fjernet fra forfatteren og lettere at diskutere, for det er en sætning på tavlen, ikke noget, forfatteren siger og skal forsvare. Vi tænker anderledes, når vi ser på de skrevne ord,” siger Mille Haynes.
Redaktørerne på Politikens Forlag – og på de fleste andre forlag – kommer med forskellige baggrunde og uddannelser og forskellige faglige og menneskelige erfaringer. Og det var med erfaringer fra en uddannelse i filmvidenskab og fra tv- og filmbranchen med arbejdet som kreativ producer, med opgaver som manuskriptarbejde og talentudvikling og gennem flere år som storyeditor på produktionsselskabet Sam Productions, at Mille Haynes kom til Politikens Forlag for tre et halvt år siden. Hun lægger stadig nogle af sine arbejdstimer i filmbranchen, men flest som litterær redaktør på Politikens Forlag. Mange af de teknikker og redskaber, hun anvender, når der skal skabes film eller talentudvikles, bruger hun også i sit arbejde med litteratur.
Overblik, overblik, overblik
En af de forfattere, som hun arbejder sammen med på forlaget, er Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Mille Haynes er ikke hendes faste redaktør, men nogle af forfatterens arbejdsprocesser er Mille Haynes med inde over. Det gælder især plotudvikling i Storm & Molin-serien om advokat Vivian Storm, grundlægger af detektivbureauet Storm Consulting, og den unge assistent Bjørn Molin.
”Serien er plotlitteratur eller nærmere karakterdrevet litteratur, det er ikke krimi, men en slags hybrid, som vi har besluttet at kalde detektivroman,” siger Anne-Sophie Lunding-
Sørensen. Hun havde brug for overblik i sin historie, så undervejs i arbejdet med den første bog i serien, Drengen i mørket, spurgte hun Mille Haynes, om hun ville kaste et blik på manus.
”Jeg sagde: Ja, hvis du kan holde ud, at jeg går hårdt til stålet,” fortæller Mille Haynes, ”og så læste jeg, hvad hun havde skrevet hidtil. Jeg skar helt ind til skelettet for at undersøge, hvad historien vil. Hvis man skræller det gode sprog og velformulerede beskrivelser væk sammen med alle sansemættede scener – ja, alt det, der gør en bog fed, alt det, der er litteratur – så står det skarpt frem, hvis der mangler noget på skelettet. En arm eller en fod. Så jeg læste bagom og gengav den rå historie, det var et nådesløst referat, sådan som jeg havde læst det, og genfortalte nærmest i dummesprog. Mand går ind ad dør, mand går ud igen. Det sjove er, at jeg derefter ikke behøvede at sige mere, det er jo heller ikke mig, der har svaret, det er forfatteren, hendes tekst, hendes univers. Men når jeg genfortæller den fritskrabede historie, hører forfatteren tydeligt, hvor der mangler noget. Hun kan også undre sig og spørge: Hvorfor siger du det, det er ikke meningen? Og så må jeg jo svare, at det siger jeg, fordi det står i teksten. Min eneste intention er at fortælle, hvad der står i teksten. Derefter kan jeg stille spørgsmål.”
Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål
Anne-Sophie Lunding-Sørensen kunne godt tåle, at der blev gået til stålet. Hun syntes faktisk, at det var enormt fedt at have Mille til at stille spørgsmål, og det gav hende en større forståelse af eget projekt. Da hun gik i gang med bog 2 i serien, læste Mille Haynes allerede med på synopsisstadiet.
”Jeg havde brug for overblik fra begyndelsen,” siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen, ”og så konsulterede jeg ’plotdoktoren’. Efter at have talt historien igennem skrev vi handling, mål og udvikling igennem for hver karakter i bogen. Vi brugte små papkort, plotkort, og hver karakter fik sin egen farve – hovedkaraktererne fik endda to farver hver – så der var én farve for Bjørn-privat og en anden for Bjørn-opdager, og det samme med Storm. Jeg skriver med de tos skiftende synsvinkler, og med forskellige farver kan jeg holde øje med, om den ene synsvinkel fylder for meget, eller om jeg helt har glemt, at Bjørn-privat skal være sammen med sin kæreste.”
Plotkortene bliver – naturligvis – sat op på whiteboardet.
Hvad giver det dig?
”Overblik, det giver først og fremmest overblik,” siger forfatteren, ”men jeg må også sige, at jeg havde meget svært ved det strukturerede arbejde med plotkort i begyndelsen. Alt i mig var i opposition, det var som at lære tysk grammatik eller et nyt, indviklet computerprogram. Jeg hadede det og syntes, at det var så kedeligt, men jeg har ændret holdning. Mine tidligere bøger har været almindelige romaner uden voldsomt komplicerede handlinger, men Storm & Molin løser forholdsvis komplekse sager, de er meget researchtunge, så her giver det virkelig mening for mig. Det virker, og jeg holder fast i metoden.”
Timing, timing, timing
I krimigenren – og også i en detektivroman – er timing afgørende.
”Informationerne skal falde på det helt rigtige tidspunkt,” siger Mille Haynes. ”Man skal tilbageholde informationer og samtidig også give unødvendige og vildledende informationer. Så dosering af viden i en krimi er sindssygt vigtigt. Så da serien skulle struktureres, var det vigtigt at sætte alle punkter op – hvad afslører man her? Hvad tilbageholder man her? Hvad tager læseren med fra denne scene, hvad kan læseren finde på at glemme, så det skal gentages lidt senere?”
Denne struktur fremgår også af Anne-Sophie Lunding-Sørensens plotkort. Når hun går i gang med et kapitel, ved hun, hvilke spor advokat Storm skal finde og afsløre, hun ved, hvor Storm skal hen, og hvilken udvikling og hvilke erfaringer hendes karakter skal igennem på de kommende sider.
Det lyder lidt … stramt?
”Det er det ikke. Tværtimod giver det at have en retning og vide, hvor man skal hen, og hvor karakteren skal ende, en større frihed til at lege og eksperimentere med sprog og udtryk. Det er lettere at bedømme, hvor man er i forløbet. Man kunne forestille sig, at det ville fjerne magien ved at skrive, men det synes jeg ikke. Og det sikrer også, at man på mindre inspirerede dage undgår at skrive i en helt forkert retning. Men det er heller ikke sådan, at alt er på plads efter første møde om synopsis. Undervejs i skriveprocessen holdt vi flere timelange møder, hvor der blev videreudviklet, rettet ind og måske tilføjet eller fjernet noget,” siger hun.
Forfatteren har faktisk taget plotteriet så meget til sig, at hun nu kar købt sine egne plotkort – ”og jeg har også købt en lille reol til at have dem i,” siger hun. Kortene sætter hun op med elefantsnot på sit whiteboard på kontoret hjemme i privaten.
”Jeg har set det på film og hos andre og har altid tænkt, at sådan en tavle med tidslinjer og kort skal en rigtig forfatter have, men jeg har bare aldrig helt forstået, hvad man skal bruge det til. Det gør jeg nu.”
Den anden bog i serien har fået titlen Videre skæbne ukendt, og forfatteren og hendes faste redaktør, Stinne Lender, er ved at lægge absolut sidste hånd på manuskriptet, så bogen kan udkomme i januar 2025. Den trækker tråde tilbage til Anden Verdenskrig, hvor en jødisk person flygter fra forfølgelse til Danmark og ankommer, netop som jødeforfølgelserne begynder her. Anne-Sophie Lunding-Sørensen har blandt andet researchet i de jødiske arkiver i Berlin og i København for at få størst muligt troværdighed i teksten. Nu er hun allerede i gang med den tredje bog i serien, Mille Haynes er endnu ikke konsulteret, men Anne-Sophie Lunding-Sørensen har selv plottet.
”Handling, forløb og karakterernes udvikling har jeg skrevet ned i Word, ikke på plotkort og ikke sat på tavle endnu. Det satser jeg på at gøre sammen med Mille, selvom det vel egentlig er meningen, at jeg med tiden skal kunne gøre det selv. Dér synes jeg ikke, at jeg er helt endnu.”
I samarbejdet med Anne-Sophie Lunding-Sørensen fungerer Mille Haynes som en slags konsulent med hensyn til plot, sceneopbygning og struktur generelt, men hun er som nævnt ikke hendes faste redaktør. Mille Haynes har sine egne forfatterskaber, hvor hun arbejder bredt, med mange forskellige genrer og med forfattere som Benjamin Koppel og Morten Pape.
”Det er meget forskelligt fra forfatter til forfatter, hvordan vi samarbejder. Nogle foretrækker at aflevere et first draft, før vi taler sammen, og før jeg overhovedet har kikket på noget. Så arbejder vi ud fra det. Andre vil gerne mødes og tale ud fra en helt spæd idé, hvor vi bygger op og undersøger, hvem karakteren er – og jeg stiller en masse spørgsmål om hvem, hvordan og hvorfor, og hvad forfatteren tror, at karakteren skal. At stille spørgsmål, skrive stikord på tavlen og genfortælle – det er mit hovedarbejde,” siger Mille Haynes.
Plot og præcise vendepunkter er vigtige, når der skrives manuskripter til film- og tv-serier, sidder det i rygmarven på dig?
”Altså, det sidder et eller andet sted, men jeg tilhører ikke den skole, som følger forskellige opskrifter slavisk. Det ved jeg, at andre gør og har glæde af – jeg tager udgangspunkt i karaktererne før noget andet. Men jeg kikker efter vendepunkter i hele bogen og også i hver enkelt scene. Jeg kikker på, hvornår der sker et skifte i scenen for karakteren. Hvad går karakteren ind i scenen med, og hvad forlader han scenen med? Hvis der ikke er sket noget som helst, så har jeg altså lyst til at smide den ud. Måske skal den være der, måske skal den give en stemning, men mit instinkt er at smide den ud. Hvis der ikke er et vendepunkt i scenen, så vil jeg gerne have lov til at udfordre den – så vi kan finde ud af, hvad den laver inde i teksten.
Igen kommer det an på genre. F.eks. er Benjamin Koppels Sommerfuglens stemme en klassisk roman, en stor fortælling, hvor han maler med de store pensler, opererer med mange karakterer, tilbageblik og forskellige geografiske steder. Vi kikkede efter vendepunkter i manuskriptet, men det er mere alvorligt, at vendepunkterne ligger præcist, i en bog som Lars Findsen og Jacob Weinreichs Skygger på silkevejen, som er en spionthriller i tre akter. Det betyder ikke, at vendepunkterne skal ligge på bestemte sider, men de skal være der. Ellers kan man godt mærke, at det hænger lidt.
Forfatteren kan godt miste overblikket, og så må redaktøren have det. Man bliver blind på sit eget stof. Alle de scener og afsnit, som er slettet og skåret væk, har forfatteren jo med sig, og ved dermed noget om karakteren, som ikke er med i manuskriptet. Men det gør jeg ikke, jeg er bare en læser. Forfattere kan også glemme, at det er klippet ud. Så må jeg spørge om, hvor det står i teksten. Jeg er også en læsemakker, en, der ikke er mudret ind i stoffet.” ※
Lene Møller Jørgensen
