På vej ind i Felleshus, en af De Nordiske Ambassaders lidt sære, sammensatte bygninger, er jeg en kvinde med en mission. Vi er i Berlin, tæt på Siegessäule, sejrssøjlen, halvt i Tiergartens grønne favntag, en trafikeret vej tæt på.
Men indenfor hilser lyst træ, enkelhed og store farveplancher fra børnebøger velkommen. Udstillingen Klein, aber groß. Kinderbuchillustrationen aus dem Norden (Lille, men stor. Børnebogsillustrationer fra Norden) har været en stor succes. Og jeg skal deltage i eftermiddagens seminarprogram: Reading with Pictures. A Seminar on the Power of Illustrated Storytelling (Læs med billeder. Et seminar om den illustrerede historiefortællings styrke).
Forrest i den fantastiske bus
Udstillingen rummer billeder og uddrag fra både moderne og ældre nordiske bøger for børn. Det er bl.a. værker fra svenskerne Stina Wirsén og Emma Adbåge, norske Kjell Aukrust, og fra Finland er det Linda Bondestam og naturligvis Tove Jansson. Det danske rigsfællesskab stiller kunstnerisk og talstærkt op med Anna Jacobina Jacobsen, grønlandske Maria Bach Kreutzmann, færøske Bárður Oskarsson og Jakob Martin Strid, manden, der har lavet den måske smukkeste og i hvert fald tungeste bog for børn og deres voksne. Den fantastiske bus har fået sit helt eget og indbydende hjørne. Åland og Island er også repræsenteret.
Alle billederne er glædesfyldte, fordi hver eneste streg er omhyggelig og udspringer af en menneskelig praksis, et samspil mellem øje og hånd, der sender gnister og spejler sig i modtageren. Jeg ser og får lyst til at lade fingrene strejfe figurernes omrids. Monsterpels med struktur, røde og ivrige kinder, frodige skove. Magi.
Læselyst frem for krise
I auditoriets varme mørke samles deltagere og oplægsholdere. Efter en velkomst og tyve sobre minutters indføring i læsekriser, opmærksomhedstab og skærmenes indtog er stemningen let kuldslået, for hvad stiller vi op? The Guardian skrev for nylig om, at forældre keder sig, når de læser højt. Så kan historier og illustrationer jo være nok så smukke og spændende. I skoletiden falder læselysten endnu mere hos børnene. Det går ud over både evnen til at læse og til at skrive. Men måske hjælper vores kollektive voksenpanik heller ikke?
Næste indlæg er med norske Inga Sætre og finske Sanna Pelliccioni, begge forfattere og illustratorer. De deler ud om kunstnerisk praksis, nysgerrighed, reaktioner og fortællefryd. De, og resten af auditoriet, er enige om, at der bør fokuseres mere på det nydelsesfulde i at samle en bog op og gå ind i dens verden.
På rækken foran mig sidder en mand med iPad. Han tegner os. Og så er der kaffepause.
Tegneserier for viderekomne
Nu er det mit panels tur. Overskriften er The view from the book industry: illustrated books, markets and trends (Bogbranchens synspunkt: Illustrerede bøger, marked og tendenser), men vi får snakket om meget andet. Den tyske forlægger Michael Groenewald fra Reprodukt Verlag og svenske Helena Gomér fra Forumbiblioteken i Nacka sidder ved siden af mig.
Jeg har forberedt mig på at tale om 1 år med tegneserier, som var Dansk Forfatterforenings store projekt fra 2021-2022. Projektet involverede syv skoler, otte workshops, ni tegnere og 300 elever på 4. til 6. klassetrin (og du kan læse mere om det hele på foreningens hjemmeside). Det handlede om at få lysten tilbage i læsningen, bruge tegneserier i undervisning og fritid. Og det hjalp. Når fokus flyttede sig fra pligt til lyst, lånte børnene selv flere album og fik mod på mere. Pigerne læste flere tegneserier, drengene læste mere i det hele taget.
Vi taler om det lillebitte vindue, fra børn lægger børnebøgerne fra sig til fordel for pensumkrav, SoMe, gaming og alt det, der får læsning til at ligne hårdt arbejde. Fidusen med tegneserier er, at de unge selv vælger dem til. Og læser for sjov, nysgerrigt.
Selv boede jeg på Jagtvejens Bibliotek, fra jeg var 12-13 til 15. Slugte først Hergé, Goscinny og Uderzo, Bech og Madsen, inden jeg (lidt tidligt) rykkede ind til voksenalbum. Tardi, Bretécher, Varennes, Moebius, Serpieri og Manara.
Oh là là!
Kanelbullans hævn
Panelet taler sobert om AI, dalende læsning og tegneseriers rejse fra kulørt masseunderholdning til nørdet subkultur og nu accepteret kunstform. Emnet falder på kriser i Vesten, Amerika, og moderator spørger, om tegneserier kan redde demokratiet.
Træthed har sneget sig ind i auditoriet som en klæg skygge, og sukkeret fra pausebagværket virker ikke længere. Tid til at skrue op. Jeg siger, at nørderne har vundet kulturkampen. Et rum af spørgende øjne får mig til at uddybe.
Lidt popsmart sagt mener jeg dette: Vi lever allerede i en Marvel-verden; vi diskuterer f.eks. Trump og Musk, som var de superskurke. Tegneserier har givet os det sprog og de billeder.
Hvis de næste generationer skal styrkes, må de læse. Stik dem en stribe, et album.
Det er karakteropbyggende.
Jeg skynder mig at få tegnerens kort bagefter, spændt på, om han fik fanget os ind. ※
Formålet med projekt 1 år med tegneserier var at afdække, om det ville vække børns appetit på mere læsning at stifte bekendtskab med tegneserie-
genren, med graphic novels og med selv at fortælle en historie gennem tegning og tekst. Derfor sendte Forfatterforeningen ni illustratorer og forfattere ud på syv udvalgte skoler for at lave en række levende workshops hen over et år, så børnene fik redskaber til at fortælle deres egne historier i tekst og tegninger.
Da projektet var slut, viste en spørgeskemaundersøgelse, at mere end halvdelen af skoleeleverne fortalte, at de – helt frivilligt – var begyndt at læse
mere. En af skolerne rapporterede, at udlånet af tegneserier steg med 251 procent.
Projektet blev støttet af Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre med 943.000 kroner og Huskunstnerordningen med 200.000.
Stephanie Caruana
