Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2020

Redaktør gennem et helt liv

Forlaget Gyldendal fejrer 250-års jubilæum til august. I den anledning interviewer vi tidligere litterær direktør og nuværende forlægger Johannes Riis, som har været ansat på Gyldendal siden 1979. Han fortæller om dengang – og nu.

Af Lene Møller Jørgensen

Gennem 40 år har Johannes Riis været en markant del af Gyldendals profil. Fra sin magtfulde position som litterær direktør i knap 25 år – frem til 2018, i dag er hans titel forlægger – har han været en del af forandringen og udviklingen i forlagsbranchen – større professionalisering, akademisering og kommercialisering er blandt de væsentlige forandringer, siger han. Johannes Riis var nyuddannet mag.art. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, da han blev ansat i Gyldendals Bogklub i 1979, og hans uddannelse skilte sig ud fra de fleste af de øvrige forlagsansattes.

”Der var enkelte akademikere i redaktionerne, men ellers var det en broget flok. Nogle havde halvfærdige universitetsuddannelser, men mest almindeligt var det at have en baggrund som boghandler,” fortæller han.

Akademisk baggrund

Forlagene rekrutterede boghandlere til produktion, til salgsafdeling, bogklub og til redaktionerne.

”I dag har langt størstedelen en akademisk baggrund – ikke nødvendigvis en litteraturuddannelse, men en humanistisk baggrund. Og der er fulgt en stor grad af akademisering med den udvikling. Det betyder bl.a., at man redigerer på en helt anden måde end tidligere. Før i tiden sad en redaktør ikke og arbejdede med manuskripterne.”

”… en redaktør arbejdede ikke med manuskripterne?”

”Nej, manuskripterne blev selvfølgelig læst igennem og vurderet, der blev rettet fejl og sat kommaer, men stort set ikke diskuteret eller redigeret. Redigering, som vi kender det i dag, kom hertil i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne fra USA, som har en lang og stolt tradition for redigering. De nye tider fik en nu for længst afdød kollega, forfatter og forlagsredaktør, Godfred Hartmann, til at sige:

’Det var så meget lettere i gamle dage. Redaktøren sagde til forfatteren: Vi vil have dit manuskript, og så sendte man til sats. Eller også sagde han: Vi vil ikke have det, og så kunne forfatteren gå hjem med sit manuskript.”

En lidt fortørnet forfatter

Selv var Johannes Riis som litteraturuddannet af den nye skole – og som redaktør redigerede han.

”Hvad sagde forfatterne, ikke mindst de gamle, veletablerede, til at blive redigeret?”

”Det kan jeg godt sige dig, for jeg arbejdede med Tage Skou-Hansen et af mine første år som litterær direktør. Han havde skrevet romanen På sidelinjen. Jeg læste manuskriptet, og i margenen havde jeg kommenteret og også stillet nogle forslag, og – jeg vil ikke sige, at Tage
Skou-Hansen blev fornærmet, men han blev forbavset. Det havde han simpelthen aldrig været udsat for før – og jo, han var også lidt … fortørnet, tror jeg, over, at jeg gjorde mig klog på, hvad han kunne skrive, i stedet for blot at nikke til det, han havde skrevet. Jeg var jo også ganske ny i jobbet. Det var såmænd ikke, fordi der var misstemning, og i det signerede eksemplar, han forærede mig efter udgivelsen, takkede han mig for både tillid og gode råd. Så det endte jo lykkeligt.”

”I dag er det meget svært at forestille sig, at der slet ikke kommenteres eller redigeres i stoffet?”

”Der er kommet helt andre forventninger til redigering end før, ikke mindst i kølvandet på Forfatterskolen og alle skriveskolerne; men der er jo stadigvæk forfattere, som ikke bryder sig om at blive redigeret – og så gør jeg det ikke. Og der er nogle, som har brug for og ønsker at blive meget redigeret, og andre igen, som sender mig et manus meget tidligt i forløbet. Så er jeg med til at give råd og bud på, hvilken retning bogen skal tage. Redaktørens vigtigste opgave er at hjælpe forfatteren med at gøre sig klart, hvad det er for en bog, han eller hun vil skrive, hvad han/hun vil med den, hvad intentionen er, og hvad hovedlinjen, hovedhistorien er. Redaktøren er nødt til at rette sig efter forfatterens ønske om redigering. Men jeg mener helt overordnet ikke, at man skal redigere mere end højst nødvendigt.”

”Så forfattere, som udkom i Danmark før slut-1970’erne er ikke redigeret? F.eks. Karen Blixens bøger?”

”Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Hun har muligvis haft nogle læsere på, før hun afleverede. Det havde Henrik Pontoppidan f.eks., han havde en fast læser, som han sendte sine manuskripter til, inden de nåede forlaget. Og når vi taler om Karen Blixen: Da jeg lige havde sat mig i stolen her, kom Thorkild Bjørnvig ind på mit kontor og sagde, at jeg lige skulle vide, at hvis han en dag kom med et manus, så skulle jeg ikke begynde at pille ved noget. Hvis nogen skulle komme med forslag til ændringer til hans manuskript, så skulle det være en konsulent udefra, uden for forlaget. Det ville han til nød acceptere.”

”Hvorfor?”

”Han mente formentlig, at en uden for huset ikke i samme grad som en ansat redaktør havde økonomisk eller kommerciel interesse i at styre manuskriptet i en bestemt retning. At konsulenterne stod mere frit i forhold til at vurdere kvaliteten. Redigering skal være et tilbud, ikke et krav til forfatteren – selvom det også kan være nødvendigt at sige, at det her ikke kan udgives, som det er nu. Men det er og skal være forfatterens bog. At forfatteren så kan blive klogere på sin bog via de samtaler, han har med redaktøren, det er en anden sag.”

”I den norske bog Suzanne Brøgger. Samtalememoarer (bogen er ved at blive oversat til dansk og forventes at udkomme til august, red.) fortæller hun om arbejdet med sin slægtsroman Jadekatten. Hun var vred, bitter – og måtte have teksten tilbage i det, hun kalder ‘kærlighedsbadet’, flere gange. Har du bedt forfattere om det samme?”

”Jeg har aldrig selv brugt det udtryk; men en tekst kan være så vred, at den kommer til at stå i vejen for sig selv, og man ikke kan holde ud at læse den. ’Kærlighedsbad’ er et godt udtryk, og det glæder mig, at det hermed bevares. Jeg har da engang fortalt en forfatter, at hvis han ville have noget godt ud af sin bog, hvis han ville have det bedste frem i den, så måtte den ikke være så vred. At hvis han ville henvende sig til verden, så mente jeg, at det var den forkerte metode. Det fik ham til at gå sin vej med manuskriptet, han ville ikke ændre i det – og det måtte jeg selvfølgelig respektere. Jeg sagde ikke, at vi ikke ville udgive bogen, men vi havde en lang diskussion, og så besluttede han at udkomme et sted, hvor han mente, at de havde større forståelse for teksten.”

”Den professionaliserede redigeringsproces – er det en del af den kommercielle udvikling?”

”Ja, sådan kan man jo godt se på det, men vi udgiver vel at mærke også en lang række bøger, som vi ved aldrig bliver kommercielle, men som vi ønsker at udgive. Hvis en forfatter kommer med et projekt, vi mener har et kommercielt potentiale, som forfatteren også er indstillet på at udnytte, ja, så prøver vi selvfølgelig at forløse den intention og gøre det så kommercielt som muligt. En genreroman skal ikke nødvendigvis have et højt litterært niveau, ligesom en smal skønlitterær roman kun meget sjældent har bestsellerpotentiale. Noget af det bedste og mest fascinerende ved vores branche er, at man aldrig kan vide, hvad et forfatterskab udvikler sig til – vi har stolte traditioner for, at en smal forfatter senere udgiver noget, der bliver en bestseller.”

Forholdet mellem forfatter og redaktør

I 2018 trak Johannes Riis sig tilbage som litterær direktør, og han har stadig 20-30 forfattere, som han har arbejdet sammen med gennem en årrække, og får også tilsendt manuskripter fra nye forfattere. Dem læser han, hvorefter han giver dem videre til ”yngre kræfter”, som han siger.

Hvad betyder det, at forfatteren og redaktøren kender hinanden? Og kan det blive for tæt?

”Det er svært at undgå at lære hinanden godt at kende, man diskuterer jo ting, der er meget vigtige for forfatteren. Men man skal sørge for, at der er den distance, der er nødvendig for, at man også kan sige de ting, der er nødvendige.”

Man skal ikke være for gode venner?

”Jo, men der skal stadig være en distance – det er en balance, der er svær at ramme. Der skal være plads til at sige noget, som måske ikke er så rart at høre, hvis man har afgørende indvendinger mod et manus. Det er ikke sjovt – og det bliver ikke nemmere, hvis man har et meget nært forhold til hinanden. Man er en professionel ven – men, ja, med mange bliver det selvfølgelig også mere end det.”

Mange forfattere – måske de fleste? – finder det svært at forhandle kontrakt med deres redaktør?

”Ja, det er noget, jeg har hørt så mange gange. Forfattere, som foretrækker en anden instans at tale kontrakt med.”

Ja, kan man ikke det?

”Hvorfor tror du, at så mange forfattere har en agent? Det er et forståeligt argument – og jeg synes heller ikke, at det allersjoveste er at forhandle kontrakt med en forfatter. Men jeg synes, de er gode til at sige, at forhandling er én ting – de er gode til at isolere kontraktforhandlingen – og bagefter sige tak for kampen og fortsætte som før.”

Forfattere tør måske ikke kræve noget af deres redaktør – han har jo altid overhånden?

”Redaktøren kan selvfølgelig altid sige, at så bliver bogen ikke udgivet, eller nægte at betale mere – men netop når man kender hinanden, så kan man jo tale ordentligt sammen. Man vil jo nødig bryde en god relation – hverken forfatteren eller redaktøren. Og et forlag uden forfattere er ikke meget bevendt, det bør enhver forlagsansat være opmærksom på.

Kunne I ikke sætte en anden, f.eks. en fra personaleafdelingen, til det?

”Jo, vi kunne jo sætte en jurist til det. Men der er så meget, vedkommende ikke ved, ikke kan vide – en udefra kan jo ikke vide alt det, redaktøren ved. Redaktøren kunne selvfølgelig udstikke retningslinjer og rammer for juristen, og selvom forfatteren vel kan regne ud, hvor direktiverne kommer fra, så ville det måske ikke påvirke relationen mellem forfatter og redaktør. Så er der en buffer – men jeg forudser nu, at det ville blive en meget besværlig, kostbar og langsommelig proces. Og måske ikke til glæde for nogen af parterne.”

Du er lige fyldt 70 år, hvordan forestiller du dig din fremtid herinde?

”Tja, jeg har jo det meste af min fremtid bag mig. Jeg håber, at jeg kan bevare en tilknytning til forlaget, og jeg vil gerne køre mine forfattere i stilling med nye redaktører, det har jeg længe været i gang med, men det kan ikke ske fra den ene dag til den anden. I min nuværende position laver jeg kun det, jeg synes er sjovt. Jeg deltager ikke i strategiseminarer eller i redaktionsmøder, og jeg har et fint forhold til mine forfattere. Det er den rene luksus. Men nu må vi se, hvad der sker.”

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte