Religionskritik er en udfordring i undervisningen i religion i gymnasiet og for en forfatter, der vil skrive en lærebog om emnet. Eleverne har meget forskellige baggrunde. Mange danske elever er sekulariserede, og en del af dem vil være helt på linje med Christian Braad Thomsens ”hvor religionen går ind, går forstanden ud”. Andre vil, som Egil Hvid-Olsen, opleve, at et så forsimplet billede af religion ikke passer med virkeligheden (Forfatteren 4. 2016). Der er også religiøse elever, der identificerer sig med et fundamentalistisk verdensbillede.
Jeg har skrevet to bøger om religionskritik, ’Religionskritik’ fra 2013 og ’Perspectives of Religious Criticism’ fra i år. Denne artikel sætter fokus på vigtigheden af religionskritik i undervisningen, og på hvordan man kan stimulere til kritisk refleksion hos en så uensartet gruppe af elever i en lærebog.
Vi er nok mange, der spørger os selv, hvordan vi hver for sig kan bidrage til at styrke og bevare en kultur, der hviler på friheds- og lighedsidealer i en tid, hvor disse idealer udfordres. Religionskritik kan være et redskab i den forbindelse, men man kommer nok ikke langt med den moderne ateistiske religionskritik, som de fleste forbinder med religionskritik. Dette skyldes, at denne religionskritik har valgt side; religion er ”opium”. Her er kritik ensbetydende med negativ kritik af det religiøse verdensbillede. Hvis man skal indgå i en dialog med kristne eller muslimer om religiøse verdensbilleder, er en konstruktiv postmoderne tilgang måske et bedre redskab. Her betyder kritik ”skelnen”, som er den oprindelige græske betydning af ordet, og ikke vurdering, og kritikken anskues dermed både fra en indefra vinkel – religionernes interne kritik – og fra en udefra vinkel – sekulariseringens perspektiv.
Den konstruktive postmoderne kritik tilstræber en neutral position, idet den respekterer, at verden kan tolkes på mange måder. Det betyder accept af forskellighed uden dog tandløst og accepterende at overse forskellen på de tolkninger, der giver plads til forskellighed og de tolkninger, der ikke gør det. Hvor en ateistisk religionskritik kan forhindre dialogen med religiøse mennesker, kan den postmoderne tilgang dog også skabe vrede følelser, fordi den udfordrer tilknytningen til den absolutte sandheds platform, hvad enten den er religiøs eller ej.
Den postmoderne tilgang er egnet til at udvikle kompetencen ”worldview literacy” – et begreb jeg stødte på i mit researcharbejde. ”Worldview literacy” er evnen til at kunne forstå verdensbilleder, selvom man ikke deler dem eller synes om dem. I en globaliseret verden kan evnen til at kunne navigere bevidst i forhold til de mange indbyrdes modstridende verdensbilleder medvirke til at reducere kompleksitet og forvirring. Kritisk refleksion koblet med indføling kan udgøre en lille, men konstruktiv indsats med henblik på at forebygge og måske endda løsne identifikationen med ekstreme synspunkter.
Om at lære at se verden
Den måde, jeg helt konkret har søgt at udmønte denne tilgang på i mine bøger, er ved først at introducere tre verdensbilleder, der alle er i spil i dag: Det præmoderne, det moderne og det postmoderne verdensbillede. Disse verdensbilleder udfordrer hinanden og støder sammen. De viser sig på forskellige kamppladser, hvor der blandt andet kæmpes om dogmer, kønsroller og om forholdet mellem videnskab og religion.
Valget af tekster, der kan repræsentere de forskellige aktører i den religionskritiske arena, er en spændende og også udfordrende opgave. Jeg har valgt tekster fra forskellige genrer og medier. Religionskritik udtrykkes i filosofiske skrifter, i debatbøger og debatindlæg, men også i litteratur, billeder, film m.m. Pointen ved at vise religionskritiske positioner i litteratur (fiktion, poesi og drama) og visuelle medier er, at oplevelsesdimensionen kommer med. Koblet med den logisk argumenterende form for religionskritik kommer der her en synergieffekt. Da mine to bøger er udgivet både i trykt form og digitalt, er det også muligt at bringe filmklip.
Teksterne skal repræsentere forskellige positioner og give stof til eftertanke, men på en sådan måde at tekstens karakter ikke kommer til at stå i vejen for en saglig diskussion af dens position. Af samme grund fylder den interne religionskritik meget.
Mødet med de forskellige religiøse tolkninger og synspunkter modvirker en reduktionistisk tilgang til religion som Braad Thomsens og underminerer samtidig den religiøse fundamentalismes enøjethed. Det kommer således som en overraskelse for mange, at kristendommens og islams dogmer ikke er dalet ned fra himlen, men resultatet af interne stridigheder, som aldrig blev bilagt, fordi den ene part vandt, og den anden blev undertrykt. Der er i dag kristne, der deler de samme anfægtelser i forhold til treenighedslæren som den oldkirkelige teolog Arius, jøder og gnostikerne. De tror ikke på, at ét menneske kan legemliggøre Gud. I islam er der moderne muslimer, der søger tilbage til den rationalistiske bevægelse fra middelalderen, der hævdede, at tolkninger af Koranen burde tage hensyn til forskelle i kontekst. Mødet med fortidens og nutidens kritiske stemmer inden for religionerne selv kan invitere elever til at reflektere over nutidige religiøse positioner inden for religionerne og deres konsekvenser.
Hvad med kønnene?
Et ømtåleligt præmoderne arvestykke er kvindesynet. I et præmoderne verdensbillede er kønsrollerne definerede, i et moderne er de ligebyrdige, og i et postmoderne verdensbillede ses rollerne som konstruktioner, der kan til- og fravælges. Diskussionerne om kvinders rolle i religionerne, om homoseksualitet, og om ægteskab mellem to af samme køn, inddrager de tre verdensbilleder.
Fundamentalistisk inspirerede fløje inden for kristendommen bruger Bibelen til at fastholde et patriarkalsk verdensbillede med definerede kønsroller og et fordømmende syn på homoseksuelle, der nogle steder udsættes for fysiske overgreb.
I islam, hvor religion og samfund er integrerede i Sharia-loven, får den præmoderne arv dog en helt anden og mere omfattende betydning. Afsløringerne af det kvindesyn, der formidles i nogle moskeer, viser denne arv, og den betydning for samfundslivet det præmoderne kvindesyn har i store dele af verden. I vestlige demokratier er diskrimineringen af kvinden inddæmmet til konservative fløje inden for kristendommen og vedrører ikke kvinden som politisk aktør i samfundet, fordi samfundet er styret af en verdslig lovgivning, der hviler på et moderne verdensbillede.
Fælles udfordringer
Det er ikke desto mindre en pædagogisk pointe, når man skal præsentere religionskritik i en lærebog, at mange af de samme konflikter går igen i islam og kristendom. Det modvirker stigmatiseringen af islam som en religion med et særligt voldsgen.
Mange mennesker i vores del af verden er ikke religiøse, men sekulariserede og præget af et videnskabeligt verdensbillede. En konstruktiv postmoderne tilgang kan sætte skub i nogle refleksioner hos denne gruppe. Hvad der kan overraske her er, at religion og videnskab ikke behøver at være hinandens modsætninger. Konflikten mellem religion og videnskab hører hjemme i spændingsfeltet mellem to verdensbilleder: Den fundamentalistiske bevægelse kreationismen og scientismen, som har videnskab som verdensbillede. Hvor kreationismen gør religion til videnskab ved at bruge Bibelen som en videnskabelig teori, gør scientisterne videnskab til religion ved at reducere spørgsmålet om mening til fysiske processer.
Viden om og evnen til at kunne omgås forskellige verdensbilleder er en tiltrængt kompetence i vores globale og konfliktfyldte verden. Og det er spændende og frigørende at iagttage arkitekturen i de forskellige verdensbilleder. Det er min personlige erfaring af de berigende møder, jeg har haft med de forskellige stemmer, der har talt i mine bøger. Når man går på opdagelse i et andet verdensbillede og ser det inde fra, forstår man bedre den anden og måske også sig selv. ·
