Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2020

Rummet mellem to sprog

Martin Aitken er litterær oversætter, han er født i Storbritannien, har boet i Danmark siden 1986 og oversætter både fra dansk (og fra norsk og svensk) til engelsk og fra engelsk til dansk. Blandt de mange danske forfattere, som Martin Aitken har oversat til det engelsksprogede marked, er Ida Jessen, Helle Helle, Josefine Klougart og Kim Leine.

Af Lene Møller Jørgensen

”Det spændende for mig er selve den kreative proces, der foregår i rummet mellem de to sprog, mens man skriver. Generelt vil jeg gerne have, at det engelske virkelig skal fungere allerede i det første kognitive flow. Det indebærer selvfølgelig en eller anden form for løbende redigering, men det, jeg opfatter som min egentlige redigeringsrunde, kommer først, når jeg er færdig med den proces. Så tager jeg den fra begyndelsen af på skærmen. Det kan være forholdsvis uproblematisk, eller det kan være mere krævende. Kravet til den enkelte sætnings udformning er selvfølgelig intensiveret i den minimalistiske roman. Men når det er gjort, sender jeg mit manus ind til redaktøren og afventer næste trin,” fortæller Martin Aitken. Og i den angelsaksiske verden er der to redaktører på – en, der tager det overordnede vue, og en anden, der går ned i sproglige detaljer. Martin Aitkens commissioning editor modtager manus – han svarer til en dansk redaktør, og når det handler om oversat litteratur, er det også ham, der har forhandlet rettighedskøbet, som har hyret Martin Aitken til at oversætte bogen, og som sidder med det overordnede ansvar for projektet.

Nu bliver der gået til den

”Det er min commissioning editor, som i første ombæring læser mit manuskript igennem og kommer med de første kommentarer, spørgsmålstegn og ændringsforslag. Dem tager jeg stilling til, retter og sender manus ind på ny. Nu er det copy editoren, der overtager. Som oftest er det en freelancer hyret til opgaven. Copy editoren redigerer primært på det sproglige. Og det er nu, der bliver gået til den: Blikket rettes mod sproglige forbedringer, mod den uklare, ufikse eller ubehjælpelige formulering, men også mod sammenhængsbrud på de indre linjer. Vedkommende kan gå ind og rette et ord eller en formulering – det foregår synligt som tracked changes i Word – eller blot stille forslag i form af en kommentar i Words kommentarfunktion. I begge tilfælde er det noget, jeg selv enten kan acceptere eller forkaste, eller jeg kan tage redaktørens forslag og komme med noget, der er endnu bedre, dvs. at der kan være en vekselvirkning.

Man er f.eks. meget opmærksom på unødvendige gentagelser, af bestemte ord eller bestemte oplysninger, noget, man allerede har sagt, som nu siges igen længere fremme i teksten, bare på en lidt anden måde. Sammenhængsbrud kunne f.eks. være, at en person rejser sig op to gange uden i mellemtiden at have sat sig ned. Den slags tvinger læseren ud i unødvendige krumspring for at genetablere en sammenhæng. Eller måske står der noget, måske i en bisætning, som er i strid med romanens egen indre tidslinje. Eller en historisk oplysning viser sig at være forkert eller unøjagtig – copy editoren tjekker efter.”

Angelsaksiske forlag

Johannes Riis, forlægger på Gyldendal, siger i et interview i martsudgaven af Forfatteren, at ”redaktørens vigtigste opgave er at hjælpe forfatteren med at gøre sig klart, hvad det er for en bog, han eller hun vil skrive, hvad han/hun vil med den, hvad intentionen er, og hvad hovedlinjen/hovedhistorien er.” Han fortæller også, at redigering, som vi kender det i dag, er forholdsvis nyt i Danmark – det kom hertil fra USA for omkring 40 år siden. Det var, siger Martin Aitken, interessant for ham at læse, fordi det flugter meget godt med hans egen fornemmelse af forskellen mellem redaktørens rolle i den danske og den angelsaksiske verden:

”At redaktøren herhjemme i hovedsagen, og der er vel undtagelser, arbejder på makroniveauet, developmental editing, hedder det vist i den engelsksprogede verden, hvorimod mikroniveauet er noget, korrekturlæseren tager sig af. Det store mellemrum er copy editorens domæne i det angelsaksiske og er vel i mange tilfælde et redigeringsmæssigt tomrum i den skandinaviske tradition. Korrekturlæseren er jo primært fokuseret på stave- og slåfejl, tegnsætning, linjebrud og den slags, og det er jo et niveau, der ligesom i England og USA kommer efter satsen, hvor der helst ikke skal rettes for meget. Det er et fast lag i den angelsaksiske tradition, om det er de store forlag eller de små og langt mindre bemidlede, uafhængige forlag.”

Den litterære oversætter fremhæver, at det angelsaksiske system har én indbygget svaghed, nemlig at en copy editor, især en freelancer hyret til opgaven, jo skal redigere. Det går ikke an at forestille sig et manus, der kommer tilbage uden rettelser og redigeringsforslag.

”Min overordnede holdning er, at copy editorens arbejde udgør et sprogligt kvalitetsindspark, men samtidig er det klart, at det i mange tilfælde blot er et spørgsmål om personlig præference,” siger Martin Aitken.

 

Læs også Guldet ligger i redigeringen, hvor forfatter Lotte Kirkeby fortæller om sit arbejde og Redigering af tegninger, hvor illustrator Peter Bay Alexandersen fortæller om redigeringsfasen.

2004 - 2020 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte