Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 5 - 2017

Spotlys på børnelitteraturen

To børnebøgsforfattere fra Dansk Forfatterforenings Aarhusgruppe
har store ambitioner med den kommende børnebogsfestival i Aarhus.

Af Mette Egelund Olsen

De er to, der sammen vil det samme. De vil sprænge usynligheden og lade børnelitteraturen komme i fokus. De er begge involveret i den kommende internationale børnelitteraturfestival og i Aarhusgruppen i Dansk Forfatterforening, og så er de begge forfattere, og den ene af dem også illustrator. Gunvor Ganer Krejberg er børnebogsforfatter og formand for Aarhusgruppen i Dansk Forfatterforening, og Søren Jessen er både forfatter og illustrator.

De er begge to enige om, at den kommende festival er den første internationale festival i Danmark på dette niveau, og at den sender et vigtigt signal. Både for Aarhus, og for børnelitteraturen generelt. For de mener, at børnelitteraturen lider under usynlighed. Og inden for selve børnelitteraturen er illustratorer ofte en overset gruppe. Det vil de og festivalen gøre op med. Illustratorerne er nemlig i høj grad i fokus, og netop Søren Jessen bliver en af de lokale live-illustratorer under selve festivalen.

”En af de udfordringer, der er som børnebogsforfatter og illustrator, er usynligheden i forhold til voksenlitteraturen. Hvor er platformen? Bøgerne har en kort levetid. Hvordan får man dem i boghandelen? Det er også usynligheden i forhold til medierne og dem, der skal købe bøgerne. Men nu kommer spotlyset, og bare det at få det spotlys er svært. Men her gør vi noget ved det. De får plads og ressourcer og er noget, som arrangørerne har fokus på,” siger Søren Jessen, og Gunvor Ganer Krejberg tilføjer.

”Ja, det er interessant, ikke kun for Aarhus, men for BU-branchen generelt. Vi er jo gode til at kigge efter fx Frankfurt, Bologna eller Malmø, så hvorfor ikke nu vende blikket mod Aarhus?” siger Gunvor Ganer Krejberg, og Søren Jessen understreger:

”Vi er ambitiøse omkring det. Dette skal være ren BU. Vi skal trække både publikum og branche.”

 

Det vigtige sociale

Også det sociale er i højsædet. For både Søren Jessen og Gunvor Ganer Krejberg er med Aarhusgruppen i ryggen og på vegne af Dansk Forfatterforening med til at byde de 39 forfattere og enkelte illustratorer fra hele Europa velkommen og få dem til at føle sig godt tilpas og ikke forladt på et ensomt hotelværelse.

Der arrangeres en stamcafé og et mødested onsdag og torsdag aften. Det bliver henholdsvis Salon Carmél og Løve’s Bog- og Vincafé i Aarhus, der lægger lokaler til. Fredag er de 39 europæiske forfattere så inviteret med til Aarhusgruppens årsfest på Godsbanen. Derudover byder Aarhusgruppen også ind med rundvisninger for de europæiske gæster.

”Jeg glæder mig til både at møde de udenlandske kollegaer og til at skabe det fremadrettede samarbejde. Vi vil være sikre på, at de rejser trætte hjem,” siger Gunvor Ganer Krejberg.

Hun ser frem til at skabe sociale kontakter og få et indblik i arbejdsprocesserne i andre lande. Hvad er vilkårene? Hvordan er branchen skruet sammen hos dem? Hvordan er deres muligheder for fx at bliver oversat?

De to forfattere er enige om, at festivalen og mødet med de udenlandske forfattere er en unik mulighed. For man kan godt rejse til Frankrig. Men man banker ikke lige på en dør og får at vide, hvilke muligheder de har der.

”Det bliver fedt at møde andre kolleger fra Europa. Det er ofte i mødet med mennesker, at der sker noget nyt,” siger Søren Jessen, der netop tidligere i et møde med en østrigsk forfatter fik tre billedbøger på tysk op at stå.

 

Det bliver stort

Gunvor Ganer Krejberg tænker stort, når hun siger: ”Det giver gode muligheder for at få samarbejdspartnere. Både individuelt mellem forfatterne og illustratorerne, men også for Aarhusgruppen generelt. Vi findes. Vi er. Et langsigtet mål er netop, at dette skal være startskuddet for en tilbagevendende international børnelitteraturfestival. Så vi skal samle en masse erfaring. Hvad fungerer? Hvad kan vi lære af dem (Hay Festival), der har gjort det før?”

Søren Jessen fortsætter: ”Forfattermiljøet rystes mere sammen. Det betyder også noget for byen. Hay her og nu bliver en fin festival, men det ryster ikke jorden under os. Men det kommer det til, hvis vi kan lave en efterfølgende tilbagevendende begivenhed. Det bliver først rigtig godt, hvis det forankres. Tænk bare på Horsens og Krimimessen. Måske kommer vi ikke helt derop. Men måske bliver det sådan et sted, hvor folk kommer – også fra København,”

Det er en ambition, at Aarhusgruppen i Dansk Forfatterforening bliver en fast samarbejdspartner i en kommende tilbagevendende festival.

”Samarbejdet med Hay nu skal vise, hvor meget vi kan løfte i Aarhusgruppen og byde ind med som samarbejdspartnere,” siger Gunvor Ganer Krejberg. ·

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte