Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 7 - 2017

Steder, der samler forfattere

Forfattere skal have steder at gå hen, når de skal holde reception, møde kolleger
og blive inspireret. Nu, hvor der er næsten et år til næste BogForum, har vi besøgt
en række steder, der samler forfattere og folk, der kan lide bøger.

Af Stephanie Caruana, Cindy Lynn Brown, Anna Bridgwater og Gunvor Ganer Krejberg

Thiemers Magasin

Stedet er først og fremmest en boghandel med kvalitetslitteratur først på Vesterbro – for tæt på Frederiksberg til at være ultra-hipster-agtig – mere café creme end mikrobryggeri. Der er nemlig også kaffemaskine, men ingen øl, en sofa i butikken og et lyst sidelokale, hvor der er plads til forfattersamtaler, receptioner, pop-up shops og meget mere.

Sidelokalet er også ramme om skrivekurser for børn og voksne og læsegrupper med fokus på bl.a. amerikansk litteratur eller Marcel Proust.

Det praktiske:

Åbningstider som en alm. boghandel, bortset fra ved arrangementer.

Spørg om receptioner, kurser eller andet på til@thiemersmagasin.dk og se mere på www.thiemers.dk

Thiemers Magasin

Tullinsgade 24, København V

 

Poesiens Hus

Under Den Frie på Østerbro trives poesiens blå blomst. Poesiens Hus lever og ånder i den nye og overraskende lyse, venlige kælder under den hvide udstillingsbygning. Udover ordene findes en god og ikke overrendt café og en inspirerende kunstboghandel. Hver måned står Poesiens Hus også for glimrende og intime events, oplæsninger, debatarrangementer og workshops, hvor formidlingen af lyrik er kernen. Underviserne er tilknyttede digtere. Lokalerne kan lejes – og har man brug for en god kop kaffe og skrivero på farten, så er Poesiens Hus yderst velegnet til en kunstpause.

Det praktiske:

Tirsdag til søndag kl. 12-18

Torsdag kl. 12-21. Mandag lukket.

Kontakt: Rikke Oberlin Flarup (daglig leder): rof@poesienshus.dk

Poesiens Hus

Oslo Plads 1, København Ø

 

Løve’s Bog- og VinCafé

Stedet er mere bogcafé end boghandel, og på internettet beskriver Løve’s Bog og VinCafé sig selv som et sted, hvor mad & vin hænger uløseligt sammen, og hvor kulturen er levende. Et hyggeligt sted, hvor der foregår en masse aktiviteter, og hvor der er gode muligheder for både at købe kvalitetslitteratur, drikke vin og høre oplæsninger eller læse højt selv.

 

Det praktiske:

Se mere på www.loeves.dk eller skriv til aa-cafe@loeves.dk

Løve’s Bog- og VinCafé

Nørregade 32, Århus C

 

Litteraturhuset

Forlaget Vandkunsten står bag samlingsstedet for forfattere og litteraturelskere og slog fløjdørene op til arrangementet ‘Litteraturen samler ind til flygtningebørn’ i slutningen af oktober. Boghandel og café åbner snart i kælderen, og de smukke, højloftede lokaler ovenpå vil danne ramme om et væld af forskellige danske og internationale arrangementer. LiteraturHaus i Møllegade har desuden lagt resten af årets events i det nye hus i Nybrogade. Huset er ikke offentligt støttet. Skøn detalje: Udsigten til Frederiksholms Kanal er uovertruffen.

Stedet blev i starten omtalt som Litteraturhuset Vandkunsten, men nu hedder det bare Litteraturhuset.

Det praktiske:

Officiel åbningsdato forventes at være i begyndelsen af december 2017.

Litteraturhuset vil være åbent fra kl. 8-22 alle dage, mandag lukket.

Kontakt: anna@litteraturhuset.dk eller 32 97 14 74.

Litteraturhuset

Nybrogade 28, København K

 

Studiestuen

Atmosfæren i det lille lokale gør Studiestuen til et unikt sted i Odense. Bogreoler, magelige uens lænestole, arbejdsborde og en skrivemaskine til fri afbenyttelse pryder rummet. Og fordi det drives af frivillige – primært studerende – koster kaffen kun 10 kr. Den hyggelige kombination af bogcafé, scene og studierum ligger i Nedergade, en af de ganske få gader i Odense centrum, der ikke ejes af én af de to bolighajsmastodonter, der ellers har delt midtbyen mellem sig, så derfor er huslejen billig nok, til at det er muligt at drive et non-profitsted, hvor de, der bruger det, sætter deres eget præg. Siden Studiestuen åbnede i 2010, har det haft en særlig litterær profil og lægger ofte vægge til oplæsning, åben scene, impro, skrive-workshops og litteraturdebat. Ord i Odense og festivalerne Odense Lyrik og Spoken Word er faste gæster i Studiestuen.

Det praktiske:

Mandag, onsdag og fredag kl. 10-18

Tirsdag og torsdag kl.10-21

Lørdag og søndag kl. 10-16

Kontakt: studiestuen@gmail.com

StudieStuen

Nedergade 12, Odense C

 

Litteraturcenter på Godsbanen

I Aarhus er Godsbanen med Aarhus Litteraturcenter blevet byens litterære kraftcenter, der formidler, samler, udvikler og skaber samarbejde på tværs af byens mange litterære miljøer. Her kan man derfor finde et hav af litterære arrangementer, nyskabende projekter, oplæsninger og debatter, ligesom Litteraturcentret står bag Skrivekunstskolen for 18-30 årige, skrivegrupper, der mødes ugentligt, Art Writing og sidst men ikke mindst Danmarks nye store internationale litteraturfestival, LiteratureXchange, der vil blive afholdt første gang i 2018. Og så er det også her i Litteraturcentrets lokaler, at lokale forfattere har mulighed for at mødes, holde udgivelsesreceptioner og eksempelvis få råd og vejledning til fundraising med videre.

Det praktiske:

Hvis du vil vide mere om aktiviteter: www.litteraturen.nu

Spørg om lokaler mv. på:
info@litteraturen.nu

Aarhus Litteraturcenter

Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Aarhus C

 

LiteraturHaus i Møllegade

LiteraturHaus har siden 2005 været litteraturens eget hus, som drives helt uafhængigt af andres interesser. Men den kunstneriske ledelse, der har drevet stedet siden september 2016, har fratrådt deres stillinger.

Lederen Paul Obstrup er åben over for dialog med andre, som kunne have lyst til at drive stedet videre som et litteraturhus, der danner ramme om et publikum, som mødes om litteraturen, og som fortsat skal være uafhængigt.

 

Hvis du er interesseret i at drive LiteraturHaus videre, holde reception, oplæsning eller andre arrangementer på stedet, kan du skrive til Paul Opstrup på paul@literaturhaus.dk.

 

Også værd at nævne …

Ræven & Pindsvinet er en boghandel og kaffebar på Vesterbrogade. Der er nye og brugte bøger fra ind- og udland, et godt udvalg af tidsskrifter, cafévarer, oplæsninger og kulturarrangementer.

Ræven & Pindsvinet

Vesterbrogade 176, kld., København V

 

Paludan Bogcafé blev grundlagt som boghandel og forlag i 1895. Nu er det en bogcafé og restaurant. Mange bruger stedet som skrivestue, og nede i kælderen er der et pragtfuldt antikvariat.

Paludan Bogcafé

Fiolstræde 10-12, København K

 

Byens Bogcafé

Og så er der Byens Bogcaféer, som drives af Byens Forlag og bruges af forlaget i stedet for et kontor. Godt sted at læse, arbejde og drikke kaffe omgivet af bogelskere. Åbningstider som et kontor.

Byens Bogcafé

Istedgade 102, København

 

 

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte