Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2018

This Is Africa

Forfatter Henriette Rostrup tager os med på researchtur til Sydafrika. Gennem halvandet år har hun arbejdet på en roman med arbejdstitlen Grevinden, om en historisk person, en dansk kvinde, der rejste i det afrikanske land i slutningen af 1800-tallet.

Af Henriette Rostrup

T.I.A,” siger manden til mig og trækker på skuldrene. Det er svaret på mange ting her i Sydafrika. ”This is Africa.”

Lige nu sidder jeg ude foran The Lord Milner Hotel i den lillebitte by Matjiesfontein. Mit tog er mange, mange timer forsinket. Jeg har været her på research i to dage, og nu skal jeg tilbage til Cape Town. Når toget altså kommer på et tidspunkt. Jeg er den eneste passager, der skal på det kolossale Shosholoza Meyl-tog, der to gange om ugen kører fra Cape Town til Johannesburg og tilbage igen. En tur på cirka 36 timer.

 

Hvorfor er jeg så lige akkurat her?
I mine tidligere romaner har jeg skrevet meget tids- og stedsspecifikt. Jeg har kendt de steder, jeg skrev om, jeg har været der, jeg har gået i gaderne, og jeg har kendt tiden. Da jeg f.eks. skrev min forrige roman, Det år vi gik til begravelser, havde jeg oprindelig henlagt handlingen til vores nutid, ca. 2012-14, men på en researchtur til New York, hvor jeg havde boet i slutningen af 90’erne, gik det op for mig, at jeg slet ikke kendte byen længere, og jeg endte derfor med at rykke handlingen delvist tilbage til den tid, jeg selv boede der.

At være så tids- og stedsspecifik har sine udfordringer, når man kaster sig ud i at skrive en historisk roman. Og det bliver kun mere besværligt, når man skriver om en kvinde, der levede fra 1870 til 1914 og i sin korte livstid nåede at opleve mere end de fleste, bo flere steder rundt om i verden og være gift med fire meget forskellige mænd. Og især når denne kvinde emigrerede til Sydafrika.

At være der selv
I Danmark og i England, hvor hun boede store dele af sit liv, er næsten alle arkiver digitaliserede, og der er udgivet utallige bøger om de forskellige historiske perioder, komplette med massevis af fotos, så det næsten er som at være der selv. Og det, man ikke kan finde i bøgerne, kan slås op på nettet (selvom den bedste research nu stadig foretages ved at være på stedet).

Sådan er det ikke i Sydafrika, hvilket ikke er så mærkeligt, landets voldsomme historie taget i betragtning. Men ud over at de sydafrikanske arkiver ikke er digitaliserede, så er det store nationalhistoriske fokuspunkt forståeligt nok Mandela og apartheids historie.

Så jeg har måttet opsøge de fysiske arkiver, blandt andet Museum Africas billedarkiv for at finde billeder fra Johannesburg under guldboomet (arkivaren Kenneth Hlungwani var i sig selv en hel roman værd …). Og jeg har været så heldig at knytte forbindelser, der har kunnet hjælpe mig på anden vis, bl.a. ved at hente dokumenter på Rigsarkivet i Pretoria.

Det her er min anden tur til Sydafrika. Sidste år var jeg i Johannesburg, nu er jeg i Cape Town. Min hovedperson bosatte sig ganske vist i Johannesburg, så måske kunne jeg have nøjedes med at tage dertil, men da der er store huller i hendes historie, besluttede jeg mig for bogstavelig talt at følge i hendes fodspor. Hun ankom til Cape Town med sin mand om bord på dampskibet SS Alexandria i juni 1893, og højst sandsynligt har de, ligesom mange andre af datidens immigranter, indledningsvis bosat sig i havnebyen, højst sandsynligt i det senere hen så berygtede District Six-kvarter.

Lys, lugte og små detaljer
Jeg ville opleve, hvad hun har set og oplevet, og i den forbindelse er Cape Town langt bedre som research-objekt, da byen for en stor dels vedkommende stadig ser ud, som den gjorde dengang – de særlige victorianske huse med bølge-

bliktag og støbejernsbaldakiner står stadig i byens kvarterer, og de gamle gader har de samme navne og ligger der, hvor de blev anlagt. Meget modsat Johannesburg, som er en stor, grim, moderne by, hvor man har revet ”det gamle lort” ned, ændret byens infrastruktur og smækket skyskrabere op i byens gamle centrum, bogstavelig talt der, hvor guldgraverbyen blev anlagt i 1888.

Hvordan var det at komme til byen, det voldsomme hav, den massive klippekyst med Taffelbjerget og The Twelve Apostles-bjergene og den kystlinje, der kaldes The Shipwreck Trail? Og hvordan var det at tage damplokomotivet tværs over det uopdyrkede, vilde Sydafrika? Den togrute, jeg tog ind til Matjiesfontein, er den rute, der blev anlagt i 1891, altså få år inden min hovedperson ankom. Og semiørkenen Klein Karoo er uopdyrket, hvorfor det står mere eller mindre som dengang, hun kørte gennem landet.

Når man sådan er på research et bestemt sted, får man altid en masse ting forærende. Især alle de sanselige ting, man aldrig kan opfange fra billeder, researchlæsning, Google Maps og video-
er på YouTube. Det er alt fra lys til lugte, folks venlighed og små detaljer og forbindelser. Rundt om Johannesburg ligger der for eksempel kolossale bjerge af overskydende jord fra næsten 150 års minedrift. Man udvinder stadig guld af dem, da man har forfinet metoderne siden dengang, og indimellem, når vinden står i en bestemt retning, blæser støvet gult ind over byen og lægger sig i tøj, hud, øjenvipper og næsebor. Og det lugter helt særligt. Og selvom bjergene af guldjord naturligvis ikke har været lige så store i 1893, har byen været så meget desto mindre, så fornemmelsen af støv og lugten har nok været den samme.

På denne tur, hvor jeg lige nu sidder her midt i ingenting og venter på mit tog i en lillebitte victoriansk kulisse af en by, er en af de ting, jeg kan tage med mig hjem, den grundangst og ensomhed, jeg oplevede, da jeg tog toget herud. Efter en stor del af turen at have kørt fra by til by, med store, åbne vidder imellem, men dog med spor efter mennesker, kom vi til Klein Karoo, den semiørken, der sammen med Grand Karoo dækker store dele af den sydvestlige del af Sydafrika, Cape-provinsen. Og pludselig sad jeg og stirrede ud i det gigantiske ingenting, langt ude i horisonten omkranset af uvejsomme bjerge, afsveden og med rødlig jord under de små, lave, gnidrede buske. Der var ingen spor af mennesker ud over de store elmaster, der indimellem krydsede hen over Klein Karoo. Jeg så ikke engang dyr, ikke et eneste. I flere timer.

Det gav mig godt nok både hjertebanken og sved på panden. Jeg nåede at tænke: Hvad i alverden har du kastet dig ud i – det er jo virkelig et sted, hvor ingen kan høre dig skrige.

 

Research er også følelser
Og den følelse af ensomhed og grundangst, der ramte mig i toget, er jo også en del af min research. For i et land som Sydafrika konfronteres man med jævne mellemrum med ting, man aldrig nogensinde støder på i Danmark. Og hvis jeg – udstyret med mobil og computer, i et tog fuldt af mennesker, på vej mod en by, som jeg grundigt havde researchet på nettet, på vej til at indlogere mig på det hotel, jeg havde booket tre uger inden og tjekket på TripAdvisor, kunne føle sådan, hvordan måtte det så ikke være at komme rejsende fra Kolding som 23-årig til et vildt og fremmed land i 1893 og begive sig ud på lykke og fromme mod en ukendt fremtid? Jeg kan kun tilnærmelsesvis forestille mig det. ※

 

Henriette Rostrup, 1970, er cand.mag. i moderne litteratur og litteraturformidling
og debuterede med novellesamlingen Afkom i 2007.

2004 - 2020 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte