Forfatter og journalist Egon Clausen har altid været optaget af det gode sprog, det smukke, poetiske sprog. Han tror på, at det kan ændre, bevidstgøre og påvirke vores opfattelse af verden og derigennem ændre vores verden. Også når det gælder klimaforandringer.
”Ordene og sproget, vi benytter i faglitteraturen til at fortælle og oplyse om klimaforandringer, er, hvad jeg kalder ’exceldansk’. Fattigt og uforståeligt,” siger Egon Clausen.
Han har en lang række bøger i sit bagkatalog og er lige nu aktuel med billedessayet Fjordens kant – midlertidigheden. Bjørn Hernes har fotograferet, og Egon Clausen har skrevet teksten. Essayet er en poetisk kortlægning af Ringkøbing Fjord og det land, der omgiver den, og midlertidigheden i titlen fortæller, at fjordens vandkant vil forandre sig sammen med klimaændringerne. Havet vil stige, fjorden vokse. Bogen er ikke faglitteratur, men faglitteraturen har fyldt i hans liv, som forfatter og læser. Han er tidligere formand for den faglitterære styrelse i Dansk Forfatterforening og mangeårig anmelder af faglitterære bøger – i dag anmelder han for netavisen Pio.
Uforståelige tekster
Men tilbage til det exceldanske, til regnearksproget, som Egon Clausen mener hersker uforståeligt og kedeligt, når facts og forhold om klimaændringer skal beskrives. Det gik for alvor
op for ham for nogle år tilbage, da han sad i to forskellige udvalg, der beskæftigede sig med klima – dels i Klimaborgertinget nedsat af Folketinget, dels i et lokaludvalg i Gentofte, hvor han bor. Begge udvalg skulle sætte sig ind i klimaproblematikker og derefter komme med an- befalinger til tiltag og ændringer og til at oplyse såkaldte ”almindelige mennesker” om klimaets tilstand.
”Men vi havde ganske enkelt ikke et sprog for det, vi sad dér og var en sprogmaskine, som producerede uforståelige tekster med grafer, diagrammer, tons og noget pr. hektar. Mange – især mænd, vil jeg sige – bliver så begejstrede som Joakim von And i sin pengetank, når de ser et Excel-ark. De kaster sig over det, refererer og henviser til det i ét væk i en tekst.”
De færreste forstår det sprog, det når ikke ud, og det rører slet ikke folk, tværtimod kan det blokere for interessen. Der er behov for velskrevet faglitteratur, der kan nå ud til alle dem, der ikke allerede er meget engagerede i klimaspørgsmål, var Egon Clausens konklusion dengang. Derfor tog han initiativ til at arrangere et seminar i Dansk Forfatterforenings regi på Løgumkloster, hvor forfattere og illustratorer mødtes for at skabe et nyt sprog og ny formidling om klima og klimaforandringer. Han holdt også en længere brandtale på foreningens generalforsamling, hvor han opfordrede medlemmerne til at arbejde med emnet i hver deres genre.
Har vi så fået et smukkere og mere formidlende sprog for klimaforandringer siden?
”Nej. Det er stadig et fattigt sprog, et lille sprog – vi er simpelthen nødt til at udvikle et større og rigere sprog for, hvad der sker med
vores store og vidunderlige verden. Vores faglitterære forfattere er så optagede af at gøre faglitteratur lige så fin som skønlitteratur, i stedet skulle de koncentrere sig om den gode faglitteratur. Det gode fagsprog har kunstneriske kvaliteter, det er i familie med poesien og henvender sig bredt til alle aldre, børn, mænd og kvinder. Og indimellem støder jeg som anmelder på en fagbog med en sproglig rigdom, med et så smukt og indholdsrigt sprog, at det gør mig lykkelig!”
Han nævner den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlins Sne – en historie (på dansk ved Søren Vinterberg) om alt det, vi mister i en opvarmet verden, og Sorte huller – Jagten på universets smukke hemmeligheder af astrofysiker Albert Sneppen og Jonas Kuld Rathje.
”I Sorte huller fortæller Sneppen om vores univers, om alt det ubegribelige, det, som vi jo ikke kan forstå, om milliarder af lysår, om tiden, der går i stå, og i forsøget på at beskrive det, der ikke kan beskrives, opstår poesien. Det er så stort.”
Skønlitteraturen undersøger og behandler også klimaforandringer, og selvom Egon Clausen ikke selv bryder sig om det, han kalder skræk- og skræmmehistorierne, så skal de også fortælles, siger han. Han kan selv, i svagere øjeblikket, tænke: ”Det her klarer vi ikke,” men så holder han fast i sin kærlighed til naturen og troen på, at den bærer os igennem. ”Verden er vidunderlig, stor og smuk, og hvis bare vi kunne åbne alles øjne for det – og ikke mangle ord – så ville det gøre en forskel. Ændre vores adfærd.” ※
Lene Møller Jørgensen
