Vagtskifte

Gennem otte år har Morten Visby været formand for Dansk Forfatterforening, og i skrivende stund er det et par uger siden, han takkede af på generalforsamlingen i Aarhus. Så hvordan er det nu ikke at være formand længere?

”Der er en overgangsperiode, hvor der faktisk stadig er en del at se til, men jeg har straks kunnet mærke, at der var langt færre e-mails i min indbakke,” konstaterer han, ”og jeg kan blive helt forskrækket over, hvor struktureret og domineret mit liv har været af den indbakke. Det føles på en gang befriende og lidt uhyggeligt nu.”

 

Kampen om at værne og udbygge

Hans beslutning om ikke at genopstille til posten har været nogen tid undervejs, og derfor har han også haft tid til at se tilbage og reflektere over tiden som formand.

”Det, der er svært ved at give slip og sætte punktum, og som jeg godt kan føle sorg over, det er den konstante bevidsthed gennem årene om alt det, der ikke er blevet endegyldigt løftet. Det helt store strukturelle løft, én gang for alle, er udeblevet – vi har ikke fået vendt børns læsning, ikke fået ordentlige kollektive aftaler over hele linjen, der er stadig problemer med ulige magtforhold i branchen osv. Den bevidsthed har plaget mig i årevis, men når man ikke længere er midt i det, så gør det ondt på en anden måde. Det mærker jeg nu. Samtidig ved jeg, at der er blevet opnået visse afgørende forbedringer, og jeg ved, at det er Dansk Forfatterforening og ingen anden kollektiv aktør, der har opnået dem.”

Du har haft mange sejre. Er der en særlig, du vil fremhæve?

”Jeg er skeptisk over for at tale om sejre, jeg synes, at det er lidt overfladisk, og det kan aflede opmærksomheden fra det reelle arbejde. Som altid går langsomt, hvis der er substans i det. Ofte føler jeg, at vores kamp handler mere om at værne og udbygge og pleje. Det er ikke så sexet som myten om barrikaderne og den seje leder, der banker i bordet. Samtidig er det vigtigt at være parat til at slås, når det skal være. Men sandheden er, at diplomati, professionalisme og troværdighed er vores bedste våben. Nå ja, og så det dér med at vide mere end alle de andre.
Tilsammen.”

På alles vegne

Det har været meget vigtigt for Morten Visby at nå ned, forstå og høre om alle detaljer i den meget sammensatte forening – i faggrupperne og blandt de enkelte medlemmer – og lytte til de reelle bekymringer.

”Som formand er man meget ude i byen. Møder med andre foreninger, biblioteker, politikere, embedsmænd, forlæggere og distributører. Det er vigtigt at kunne tale overbevisende på vegne af andre end mig selv, ikke formelt repræsentativt, men sådan virkelig på vegne af ’mine folk’, om deres reelle behov og bekymringer, og det kræver altså, at man lytter og husker det hele, også de måske lidt snævre problemstillinger.

Det har også hjulpet mig meget at være så neddykket i medlemmernes konkrete kontrakter og arbejdsforhold, så jeg har kunnet bringe de reelle problemer til torvs og ikke kun en mere diffus følelse af at være blevet overset eller trådt på.”

Men han ser også frem til nu kun at tale for sig selv og træde frem for sig selv uden at være leder, men bare danne sig sin egen mening og dele den.

”Jeg glæder mig til at være den litterære oversætter, jeg er, og møde andre som kollega og ven, og ikke som formand.”

 

Den dybeste identitet

Samtidig med posten som formand har Morten Visby oversat 45 bøger og et utal af essays, artikler og tekster til museumsudstillinger.

Vil du nu være fuldtids oversætter?

”Det er min dybeste identitet at være oversætter. Jeg er et oversættende menneske, det er en indre trang, ligesom at trække vejret. Sådan tror jeg, at mange oversættere har det. Men jeg er ikke brændt ud i Forfatterforeningen. Jeg fastholder mine poster i Tekst & Node og Forfatternes Forvaltningsselskab,” siger Morten Visby.

Han vil også stå til rådighed for Forfatterforeningen som ressourceperson, hvis der er en særlig sag eller periode, hvor der er brug for hans kompetencer. Ligesom han vil sparre med og bistå den nyvalgte forperson, når der er brug for det. ※

 

Anne Sofie Hammer:

Jeg er sådan en, der blander mig

Anne Sofie Hammer meldte sig ind i Dansk Forfatterforening, så snart hun kunne, efter sin debut med børnebogen Villads fra Valby i 2009.

”Jeg kan ikke præcist sige, hvorfor jeg var så hurtig – det var ikke af fagpolitiske grunde, men det virkede på mig som det fedeste sted overhovedet – det selskab ville jeg bare gerne være med i og være en del af. Jeg ville have et forfatternetværk, suge til mig og lære noget.”

Lærte du så noget?

”Ja, er du da tosset! Én ting er de konkrete kurser og arrangementer, men det at møde og snakke med andre, der skriver og arbejder med det samme som en selv – den dér uformelle erfaringsudveksling er så vigtig. Jeg har også hørt andre sige, at det hjælper en til at få en identitet som forfatter at fornemme, at her hører jeg til; jeg tør sige, at jeg er forfatter, og tør sige det højt. For mig tog det da også nogle år, før jeg følte, at det kunne jeg sige.”

 

Overvejelser og beslutninger

De seneste 10-11 år har Anne Sofie Hammer været en del af BU-styrelsen, hun har siddet i bestyrelsen i seks år – i en periode som næstformand – og nu er hun nyvalgt forperson.

Hvorfor valgte du at gå ind i det faglige arbejde?
”Jeg er blevet prikket på skulderen hver gang, så man kan jo sige, at jeg er meget nem at smigre. Nej, det er vel også, fordi jeg er sådan en, der blander mig. På ingen tid sidder jeg i skolebestyrelsen, i ejerforeningens bestyrelse og i … ja, det føles naturligt for mig at diskutere og deltage i alle former for samtaler.”

Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du meldte dig som kandidat til at stå i spidsen for Forfatterforeningen?

”Jeg syntes, at det var svært, fordi Morten Visby jo har gjort det så utrolig godt. Og jeg overvejede det længe, før det for alvor gik op for mig, at jeg jo ikke stillede op til at blive Morten Visby. Men til at blive ny forperson for foreningen. Der var én, som sagde til mig på generalforsamlingen, at jeg jo skulle tænke på, at da Morten Visby startede, havde han ikke engang en Morten Visby til at lære sig op – og det har jeg jo. Og et sekretariat til at bakke mig op. Jeg synes også, at nu er et godt tidspunkt i mit liv til at tage den opgave.”

Hvad kan du – med den nye kommende bestyrelse – se frem til at skulle tage fat på?

”Der ligger jo allerede planer om f.eks. at indlede samtaler med forlagene om forholdet mellem dem, forfattere og løst tilknyttede medarbejdere. Arbejdet er startet i udvalget, som arbejder med MeToo-sager i bogbranchen – jeg har siddet i udvalget, siden det blev oprettet for et par år siden. Og så er der AI, som er et stort og komplekst område, bl.a. fordi man snakker om mange forskellige ting på én gang. Om de tekster og billeder, der bruges til træning af AI, om det, der promptes ind i eksisterende chatbots, og om de output, der er i form af mere eller mindre AI-skabte historier, oversættelser eller illustrationer. Der må vi arbejde os ind på området og tage et hjørne, en bid, ad gangen.”

Anne Sofie Hammer nævner, at en bred aftale i bogbranchen om mærkning af et værk, hvor der f.eks. står ”skabt uden brug af kunstig intelligens”, kunne være et hjørne at begynde med.

 

Værd at vide om Anne Sofie Hammer

Nej, Anne Sofie Hammer bor ikke i Valby, og hun har ikke en søn ved navn Villads. Hun bor i Humlebæk med sin kæreste, hun har tre store børn, to bonusbørn på 11 år og en hund, der hedder Bertha. Bertha er vigtig at nævne, fordi den er ansvarlig for, at hun får travet regelmæssige ture.

Som barn og teenager skrev hun masser af bøger, hun sendte dem også ind til flere forlag og var overbevist om, at hun ville debutere som teenager. Det skete ikke rigtig. I stedet blev hun cand.mag. i dansk og pædagogik og arbejdede som tekstforfatter og projektleder i en del år, hvor hun slet ikke skrev på egne tekster.

”Det var først ved barn nummer tre, at tankerne om at skrive begyndte igen, og denne gang holdt jeg det lidt hemmeligt. Jeg har altid interesseret mig for børnelitteratur, jeg har læst pædagogik og skrevet opgaver om børnebøger – og der var en børnebog, som jeg syntes manglede.”

Den manglende bog var en moderne Emil fra Lønneberg – det er derfor, hendes debut hedder Villads fra Valby – en historie, der ikke foregår på landet i gamle dage, men i et genkendeligt miljø, hvor mor og far arbejder og smører madpakker, og børnene går i børnehave og i skole. Læserne tog Villads til sig, og siden har hun skrevet mange, mange Villads-bøger, men også mange andre titler. I øjeblikket skriver hun på en bog i serien Mig og Mille.

Hvad skal der ske med dit forfatterskab, når du arbejder som forperson?

”Jeg vil holde fast i mine foredrag rundtomkring i landet, og jeg regner med at kunne skrive en bog om året som forperson. I sommerferien og andre stille perioder, men jeg er selvfølgelig klar over, at der i andre perioder vil være alt for travlt til, at jeg kan skrive.” ※