Det har taget 60 år for Estrid Otts breve at nå frem til forfatterens arkivæske på Det Kgl. Bibliotek. Og det er slet ikke usædvanligt, tværtimod er der meget ofte en forsinkelse på aflevering af breve, dagbøger og andre papirer til arkivering, konstaterer seniorforsker Thomas Hvid Kromann fra Det Kgl. Bibliotek.
”Vi modtager stadig væsentligt materiale tilbage fra 1800-tallet, og måske ældre. I øjeblikket er vi ved at afslutte en sag om nogle breve mellem Georg Brandes og den norske kvinde Wenche Kielland. Vi har Wenche Kiellands breve i Brandes’ arkiv, og nu har nogle af hendes slægtninge i Norge kontaktet os for at forære os hans breve. Der forekommer ofte en forsinkelse, en fortyndelsesproces, fordi materialet kan være for tæt på for børn eller børnebørn, som så hellere beholder det for sig selv, mens senere generationer, oldebørn eller fjernere slægtninge, mere ser det som historisk materiale og afleverer det til arkiv. F.eks. er flere af Georg Brandes’ dagbøger ret defekte, fordi hans datter, Edith, klippede i dem, f.eks. klippede hun flere passager ud, hvor han havde skrevet om sin hustru. Den redigering er ærgerlig – der stod jo også noget på bagsiden. Frem for at censurere materialet kunne man have klausuleret det i nogle årtier. Det gjorde hun faktisk også, men valgte alligevel, at nogle informationer ikke skulle overlades til eftertiden.”
Fysiske breve og postkort er i høj grad blevet afløst af e-mails, sms’er og telefonsamtaler. Det Kgl. Bibliotek modtager og opbevarer også digitalt materiale, men mister forskerne væsentligt historisk materiale ved den omfattende digitalisering?
”Ja, vi mister helt klart noget ved, at vi ikke skriver breve mere. Når man læser et brev på fem-syv tætbeskrevne sider til en fjern modtager, kan det for brevskriveren være del af en erkendelsesproces, som en senere læser får del i. Brevgenren er en helt særlig genre. Det digitale kan ikke helt det samme, men som forsker er der også fordele ved digitalt materiale,” siger
Thomas Hvid Kromann.
Han nævner begrebet distant reading, som betyder, at forskeren – uden nærlæsning – lettere kan få et overblik over tusindvis af e-mails frem for samme antal breve. Forskeren kan f.eks. hurtigere se, om der er visse perioder, hvor der har været megen aktivitet eller lange pauser i en korrespondance, ligesom der kan søges på tværs, fordi materialet er digitalt født. Og det er ikke alt, heller ikke breve – selvom de måske er skrevet af prominente forfattere – som i sig selv er værd at gemme. Dengang, hvor der i byerne var to brevombæringer om dagen, sendte folk hinanden korte breve, ligesom vi sender sms’er, med beskeder som: ”Skal vi mødes kl. 18?”. Et brev af Brandes eller Blixen vil biblioteket dog altid indlemme, uanset indhold.
Det største problem med teknologiens overtag er ikke så meget fraværet af papirer og breve, fremhæver Thomas Hvid Kromann, som den tydelige betænkelighed, folk har ved at aflevere e-mails.
”Der er forfattere, som gerne vil aflevere deres ungdomsbreve til os, men de ønsker ikke at aflevere e-mails. Det kan være bekymring for datalæk og usikkerhed om, hvor de ender henne. Materialet vil dog være i sikre hænder. Tidsmæssigt kan det også være for tæt på, eller man vurderer, at e-mails må være uden værdi,” siger han.
Den modvilje mod at aflevere digitalt materiale, som seniorforskeren taler om, er ikke noget, som kun han og Det Kgl. Bibliotek har bemærket, det er en tendens, internationale forskere og arkiver også har registreret.
”Det er også klart, at det er langt sværere at smide en kasse ud med sirligt håndskrevne breve sorteret i bunker end at kassere en kold harddisk. Kassen med brevene vil man hellere gemme og stille på loftet.”
Mange e-mails er også gået tabt, fordi man i 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne skiftede e-mail-udbyder. Fremtidige forskere må under alle omstændigheder vurdere, om e
-mails har samme værdi som historisk kildegrundlag som breve, konstaterer Thomas Hvid Kromann. ※
Lene Møller Jørgensen
