Denne oversigt beskriver forsikringer, du kan tegne for at sikre dig økonomisk i vanskelige situationer. Emnet er især relevant for honorarmodtagere og selvstændige, som er dårligere beskyttet af de offentlige ordninger end lønmodtagere, men lønmodtagere kan også have behov for at forsikre sig, ud over hvad der er dækket via arbejdspladsen. Oversigten beskriver ikke dagpengereglerne, men medtager også forsikringer, der kan supplere eller erstatte dagpenge. Desuden er rejseforsikring nævnt, fordi arbejdsrejser kræver særlig forsikring. Derimod skal man lede andre steder for at finde oplysninger om forsikring af børn, sommerhuse, kæledyr m.m.
På Forsikringsguiden kan man få hjælp til at sammenligne tilbuddene fra forskellige forsikringsselskaber. Forsikringspolicerne kan dog være forskelligt udformet, så samme forsikring kan have forskellig dækning, når man sammenligner på tværs af forsikringsselskaberne:
https://forsikringsguiden.dk
Indbo og ansvar
Privat: Alle bør have en privat indbo- og ansvarsforsikring, der dækker fx ved indbrud, brand og vandskade.
Erhverv: Hvis du har kontor ude i byen, skal du have en særlig erhvervsindboforsikring for at være dækket i tilfælde af brand, vandskade, tyveri o.l. Den dækker ikke ansvar, men du behøver næppe en forsikring for erhvervsansvar.
Hvis du har kontor derhjemme, dækker din private indboforsikring ikke de ting, du har købt som en del af firmaet, fx computer og printer. Men hvis du kun har købt ganske få ting på firmaets regning, kan det formentlig ikke betale sig at forsikre dem separat.
Rejser
Det blå sygeforsikringsbevis giver ret til behandling på lige fod med landets borgere i EØS-lande, men ikke i resten af verden. Der kan være behov for egenbetaling på stedet, og hjemtransport er ikke dækket. Derfor kan det være en god idé at tegne en rejseforsikring, også til rejser i Europa.
Din indboforsikring dækker typisk dine ejendele de første 3 måneder af rejsen. Tjek, om du også har afbestillingsforsikring og hjemtransport som en del af din indboforsikring, så du ikke bliver dobbeltforsikret. Afbestilling kan også være dækket, hvis du har betalt rejsen med et kreditkort.
Hvis du tager på research- eller skriveophold, er rejsen ikke længere privat, og du skal højst sandsynligt tegne en særlig rejseforsikring.
Hvis du har en ulykkesforsikring, dækker den muligvis også i udlandet, men den skal være heltids for også at dække arbejdsrejser, ikke kun en fritidsulykkesforsikring.
Ulykkesforsikring
En heltids ulykkesforsikring sikrer, at du er dækket, fx hvis du falder på vej op ad podiet ved en festival, og festivalen ikke har forsikret de medvirkende. Forsikringen dækker udgifter i forbindelse med pludseligt opståede skader. Den kan også tegnes deltids, men dækker så kun i fritiden. Da man ikke altid kan skelne mellem arbejdstid og fritid i kreative erhverv, anbefales heltidsdækning.
Syge- og barselsdagpengeforsikring for selvstændige
Du har ret til sygedagpenge fra kommunen efter 14 dages sygdom.
Hvis du ønsker at kunne få sygedagpenge allerede fra 1. eller 3. sygedag, skal du tegne en forsikring på Virk.dk:
https://virk.dk/vejledning/sygedagpengeforsikring/sdf-selvstaendig-sygedagpengeforsikring
Tjek også denne forsikring, hvis du regner med at skulle på barsel inden for overskuelig fremtid. Du behøver ikke at have et CVR-nummer for at tegne forsikringen.
Udgiften til sygedagpengeforsikringen spænder fra ca. 2.300 til 5.300 kr. årligt, som kan trækkes fra i skat. Langvarigt og kronisk syge kan blive optaget i sygedagpengeforsikringen mod en forhøjelse af prisen på 25 %.
Du skal dog være opmærksom på, at der er en del forskellige kriterier, der skal være opfyldt, før du kan få udbetalt dagpenge efter denne ordning. Desuden dækker forsikringen først, når du har indbetalt til den i mindst 6 måneder.
Forsikring ved tabt erhvervsevne
Der findes en offentlig erstatning ved arbejdsskader, men den vil sjældent være relevant for forfattere, oversættere og illustratorer. Skaden skal nemlig være en arbejdsulykke (pludseligt opstået skade under arbejdet) eller en skade, der på anden måde er forårsaget af selve arbejdet, fx pga. monotont arbejde med gentagne bevægelser eller vedvarende støj. Denne forsikring står der mere om hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:
https://www.aes.dk/sagsforloeb/fagforbund-forsikringsselskaber-og-selvforsikrede/erstatningsformer/godtgoerelse-varigt
En privat forsikring dækker bredere, fx hvis du i en periode er uarbejdsdygtig pga. ondt i ryggen eller døjer med stress eller senfølger af en hjernerystelse. Forsikringen tegnes typisk som et tillæg til en pensionsordning. Det gælder også for den aftale, Dansk Forfatterforening har med PFA Pension:
https://pfa.dk/privat/forsikringer/pfa-erhvervsevne
Sundhedsforsikring/helbredsforsikring
En sundhedsforsikring kan dække forskellige former for undersøgelse og behandling, fra forundersøgelser over indlæggelse til genoptræning. Også tandbehandlinger og psykologhjælp kan være dækket. En af fordelene ved en sundhedsforsikring er, at man kan komme i behandling på en privat klinik eller et privathospital, selv hvis der er venteliste i det offentlige system. Det kan være med til at forkorte sygeperioden.
Man skal afgive helbredsoplysninger forud for forsikringen og kan få afslag, hvis man har væsentlige helbredsproblemer.
Det er muligt at sammenligne sundhedsforsikringer for selvstændige på Find-erhvervsforsikring.dk:
https://www.find-erhvervsforsikring.dk/sundhedsforsikring/sundhedsforsikring-til-selvstaendige
Sygeforsikring
Som et supplement til den offentlige sygeforsikring hjælper Sygeforsikringen Danmark sine medlemmer med at betale for receptpligtig medicin, høreapparater, tandbehandlinger m.m. Næsten halvdelen af den danske befolkning er medlem. Man skal være rask ved indmeldelsen og endnu ikke fyldt 60 år. Hvis man opfylder betingelserne, kan man vælge mellem forskellige kategorier af medlemskab:
https://www.sygeforsikring.dk/grupper.
Forsikring ved kritisk sygdom
Med denne forsikring kan man få udbetalt en sum penge ved alvorlig og langvarig sygdom. Det er dog ikke alle sygdomme, der er dækket, men kun dem, der er nævnt i policen. Det kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, hvilke sygdomme der er dækket.
Dansk Forfatterforening har en aftale med PFA Pension, hvor man som medlem kan tegne en tillægsforsikring, der dækker ved kritisk sygdom:
https://pfa.dk/privat/forsikringer/pfa-kritisk-sygdom
Det kræver dog, at man allerede har en pensionsordning i selskabet.
Lønsikring
Lønsikring er en tillægsforsikring til dagpenge for selvstændige, som sikrer, at du kan få op til 90 % af din hidtidige indtægt, hvis du pludselig må lukke din virksomhed. Lønsikringen tegnes gennem A-kassen, og du skal have haft den selvstændige virksomhed som sin hovedbeskæftigelse i mindst 3 år under eget CVR-nummer.
På mange måder passer lønsikring bedre til lønmodtagere (som navnet også siger) end til selvstændige. Det kan kun betale sig at tegne denne tillægsforsikring, hvis du har en god indtægt, men må lukke virksomheden pludseligt. Hvis indtægten har været beskeden i de seneste måneder op til lukningen, giver lønsikringen ikke ekstra penge i hånden. Der er typisk en karensperiode på 6-12 måneder, fra du tegner forsikringen, til du er berettiget til ydelsen, og yderligere en måneds karens fra første ledighedsdag. Fra og med det år, du fylder 61, dækker lønsikringen kun i tilfælde af konkurs.
Livsforsikring
En livsforsikring sikrer dine nærmeste, hvis du dør, inden du bliver gammel. Du skal være ved godt helbred, når du tegner den, og den skal typisk tegnes, inden du bliver ca. 50 år gammel. Du bestemmer selv, hvem der skal modtage forsikringssummen.
Dansk Forfatterforening har en aftale med PFA Pension, hvor medlemmer kan tegne en livsforsikring som tillæg til en pensionsordning i selskabet:
https://pfa.dk/privat/forsikringer/pfa-liv
Efterlevende kan desuden arve halvdelen eller mere af den biblioteksafgift, en afdød forfatter, oversætter og illustrator ville have været berettiget til, men kun hvis den afdøde blev tilmeldt biblioteksafgiften inden 2003. Det vil sige, at ordningen er under udfasning. Det er også kun de nærmeste arvinger, der er berettigede. Hvem det helt præcis er, fremgår af § 2 i bekendtgørelsen om biblioteksafgift:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/1448.