Beskrivelse:
Foto: Mik Eskestad
En efterårsdag sidst i 1990’erne skubbede jeg fandens oldemor til side for langt om længe at tage min skrivelyst alvorligt. Siden da er det blevet til fem romaner, en historisk dokumentarbog, en 100 års Interpol-krønike og en håndfuld essays. Flere har fundet vej til udlandet.
Jeg har skrevet på fuld tid siden foråret 2013. Råstoffet kom længe fra mit arbejde, først som gadebetjent i København, senere som efterforsker, og ikke mindst indtryk fra lange udstationeringer som dansk politimand på Balkan, i Irak, Afrika og i Kina. Et broget men fabelagtigt arbejdsliv præget af mange sager, usædvanlige situationer, dilemmaer og talløse møder med skæbner fra alle samfundslag og de fleste afkroge af verden. Det er trivielt at konstatere, at virkeligheden er mere sammensat end det, der viser sig ved første øjekast, men en opmuntring i et job, der har det med at sætte illusioner under vand. Sjældent har jeg mødt ren ondskab, men køen af superegoister og kynikere er lang. Det og dem handler mine romaner om. Indtryk og oplevelser der ikke fik plads i en politirapport, fordi de var bevismæssigt irrelevante, men langt fra uvedkommende. Næppe klassiske krimier, snarere fortællinger fra en af genrens mange afveje.
Jeg lægger mig i selen for at give læsere det, man må forvente af en forfatter med min baggrund. Og så kan man ikke smyge sig uden om at beskæftige sig med retfærdighed og etik, begreber der har det med at smutte mellem fingrene, hver gang man forsøger at holde fast. Mine romaner har få biljagter, ingen flugter hen over tagrygge og ingen politifolk, der kan skyde om hjørner. Underholdning er okay, bare den ikke er tankeløs eller uanfægtet. Mine historier handler om mennesker i situationer, hvor den facade og de fjer, vi til daglig stiver os af med, krakelerer eller hænger og dingler; historier om stærke følelser, ubekvemme og svære valg, pres fra omgivelser og kynisme - også af den professionelle slags.
Tanker og mas med sprog, form og fortællemåde er hver gang en stor del af glæden i optakt til det alvorlige, ord på papir. Og som alle slås jeg mod fristelsen til at gribe til lette trofæer og de sort-hvide fantasimiljøer. Allerhelst skriver jeg i 1. person, som ansporer til uforstilt ærlighed og giver en vidunderlig læserintimitet, også selvom den åh-så-fornuftige altvidende hver gang frister med sin 3. person med sit bekvemme perspektiv og flydende beretning. Jeg har brugt begge former og varianter, mest vidtgående i København-Bagdad, som har hele fire jeg-fortællere.
I mit skønlitterære arbejde tilstræber jeg at give læserne et virkelighedstro indblik i politiets verden, samarbejde på tværs af grænser, retssystemer og kulturer. Jeg er enig med Mark Twain, når han siger, at virkeligheden er mere interessant end fiktionen, fordi den ikke behøver at holde sig til det sandsynlige.
Når plot og persontegning spiller, når alvor og humor klinger, og når det lykkes at undvige de letteste løsninger og værste klicheer, er man glad.
Besøg mig på: