Find oversætter

Riiiiiiiing!

Lyden, der engang signalerede “vigtighed”, bliver i stigende grad slået fra.

Af René Sandberg - 20. november 2017

Lyden af en telefon var indtil for få årtier siden uden nævneværdige variationer. Den lød i den mest brugte udgave ring. Hvis man skulle være mere insisterende, kunne der skrives riiiing, der blev brugt et vist antal ier til at gengive varigheden af lyden. Det var helt sikkert, at med flere ier repræsentedere den en vigtig meddelelse og/eller den afbrød den noget mere væsentligt for den, der skulle tage den.

Lyden var hørbar og betød ved sit høje niveau: ”Er der nogen hjemme? I bekræftende fald vil jeg gerne tale med vedkommende”. Telefonens lydelige ringen blev i de fleste tilfælde anset for meget vigtig og inden for den kreds, hvor lyden kunne høres, blev alle ting afbrudt for at man kunne besvare den ringen, som rent teknisk blev betegnet som opkald. Alene denne menneskeliggørelse af ring til at være et ”jeg kalder på dig”,fortæller lidt om betydningen og vigtigheden af denne handling.

Når jeg sidder her og skriver dette, kan jeg ikke huske situationer, hvor mine forældre trak stikket ud, for når telefonen ringede, var det i deres forståelse helt sikkert vigtige beskeder, der skulle afleveres. Sådan var det selvfølgelig ikke altid, også i min barndom var der tidsrøvere, der ikke forstod betydningen af at prioritere korrekt. Telefonen var ikke et legetøj, men et instrument til at modtage og eventuelt give vigtig information, der ikke kunne udskydes og transformeres til skrift i form af et brev. Breve tog længere tid, de skulle skrives, postes, postkassen skulle tømmes, brevet transporteres til posthuset, hvor det skulle sorteres og eventuelt bringes videre til et andet posthus, hvor det så endelig kunne blive bragt ud. Brevet kunne indeholde meget information og var billigt. Jeg tror, det var 35 øre i mine tidligste erindringer – det samme som den billigste sodavandsis. Brevet var selvfølgelig envejskommunikation, hvis ikke det blev besvaret, men brevkorrespondancer var ikke ualmindelige i min barndom. En telefonsamtale var dyr og ekstravagant og derfor noget helt særligt.

Opsummerende kan man sige, telefonopkaldet var ganske hørbart – afbrydende – opfattet som vigtigt af både afsender og modtager – noget, der ikke kunne udskydes.

Folk tilbageholdt deres impuls til at meddele sig, dermed blev selve mængden af meddelelser ikke så stor, som når jeg i dag ser på brugen af mobiltelefoner. Meddelelsestrangen er vokset sammen med mulighederne for at meddele sig. Nu kan man bruge SMS og det sidste skud på stammen: forbindelse til den personlige e-post central.

Jeg ser mange som er blevet meddelelsesafhængige i dag. Jeg tror ikke jeg overdriver, når jeg påstår, at folk skal have tjek på mange meddelelser flere gange om dagen. De skal helst besvares og igen igen besvares hurtigt. Jeg oplever at folks mange meddelelser også nivellerer og forfladiger meddelelserne; der er ingen særlige meddelelser i dag, alt skal videre på impulsen. Overvejelser og eftertanke forsvinder. Samtidig med dette er den eksterne ringen holdt op. Jeg oplever mange slå lyden fra på deres telefoner; i stedet begynder så et internaliseret tjek af ens kontaktposter; hos nogen kan jeg opleve dette udført flere gange i timen.

Jeg må beklage hvis jeg har opholdt min læser så lang tid med ting, alle godt ved. Det gode ved denne historie er: Jeg oplever ikke længere ringlyd som noget, der afbryder nogle situationer præget af nærvær. Jeg oplever nærvær som noget særligt.

 

2004 - 2019 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte