Sally Altschuler
Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen og ved, hvor vigtigt arbejdet er. Jeg sidder også i bestyrelsen for Dansk PEN, og jeg vil gerne udvikle det i forvejen fine samarbejde. DFF skal fortsat fokusere på forfatternes økonomi især omkring streamingtjenesterne, og vi skal være obs omkring brugen af AI.
Hvad er dit overordnede mål med at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?
Det har altid været vigtigt, at forfattere, illustratorer og oversættere har en fælles organisation, som varetager vores interesser. Idag er det utvivlsomt mere nødvendigt end nogensinde. Den teknologiske udvikling med AI, streaming og konsekvenserne for vores rettigheder er langt mere end den enkelte kan håndtere, men DFF er også en vigtig stemme, når det handler om ytringsfrihed, hvor kompliceret det end kan være. Derfor mener jeg også, at det er et udtryk for nogens manglende forståelse for problemernes alvor, at der er to forfatterforeninger i Danmark.
Hvor er foreningen særlig stærk i din optik?
Det er stadig os, der leverer indholdet, vi er primærkilden. Vi repræsenterer dem, der fortolker virkeligheden, dem der sætter spørgsmålstegn ved den, dem der forklarer den – og, når jeg skal tage munden fuld, dem der hele tiden skaber den.
Det er ikke forlagene, trykkerierne, anmelderne, formidlerne, (fred være med dem) det er os, og selvom vi er en i særklasse blandet skare, så har vi netop dette tilfælles, vi skaber indhold. Hvis vi er bevidste om det, så bør det give os en større styrke, end vi umiddelbart forestiller os. Især hvis vi var samlet i een forening …
Hvad kunne foreningen efter din mening gøre bedre?
DFF er aktiv i problematikken omkring streamingtjenesterne og andre væsentlige emner, som er vigtige for os. Jeg ved, at det ikke altid er smart at buse ud med alt, men jeg tror, at det er vigtigt, at DFFs udmeldinger om sådanne ting får medlemmerne til at føle sig rimeligt orienterede – om ikke andet kan man fortælle, hvad man ikke kan fortælle lige nu.
Og så bør vi virkelig anstrenge os endnu mere for at tiltrække unge medlemmer (sagde den 71-årige kandidat).
Og måske kan vi blive bedre til at overbevise medlemmerne af DsF, om at to foreninger svækker vores handlekraft …
Hvad oplever du som værende de største udfordringer for bogbranchen pt.?
Streamingtjenesterne er en klar udfordring, men hvis vi får forhandlet nogle ordentlige aftaler på plads, så kan de være en stor fordel.
AI, som ikke kan eller skal standses, men skal underlægges regler, som bl.a. også tilgodeser de primærkilder, som AI er helt afhængig af.
Globalt er der pres på ytringsfriheden, men også i Danmark skal vi være fremme i skoene for altid at forsvare den. Også når det er problematisk, og det kan vi være sammen med PEN.
Nanna Gyldenkærne
Med en baggrund som bibliotekar, forlagsredaktør, forfatter og oversætter vil jeg gerne bidrage til det nødvendige samarbejde på tværs af bogbranchen på en måde, hvor DFF både holder fast i vigtige principper og indgår de nødvendige kompromisser.
Hvad er vigtigt?
Internt i foreningen interesserer jeg mig for de strukturer, der får demokratiet til at fungere. Udadtil skal foreningen bl.a. forholde sig til kulturpolitik, digital udvikling og arbejde for kollektive aftaler. Derfor skal bestyrelsen understøtte et handlekraftigt formandskab, der kan indgå i politiske processer med tilstrækkelig tyngde. Selv har jeg i sidste valgperiode især beskæftiget mig med biblioteker, biblioteksafgift og AI, områder som jeg fortsat gerne vil følge med i.
Hvor gør DFF det godt?
I forhold til medlemmerne har DFF sin særlige styrke i rådgivningsdelen: juridisk, fagligt og nu også om sociale spørgsmål. Samtidig har foreningen en stærk position i det politiske arbejde, hvor den fx har været med til at skaffe en millionstor efterbetaling fra NOTA, arbejder solidt for rettigheder og kollektive aftaler samt indgår med faglig tyngde i en lang række faglige samarbejder om bl.a. litteratur og læsning.
Hvor er der plads til forbedring?
Trods to velfungerende lokalgrupper oplever mange medlemmer, at der er lang vej til Strandgade. Det kan i nogle tilfælde afhjælpes med digitale løsninger, men det digitale mangler meget af den kvalitet, der ligger i det fysiske samvær, og det er svært at få hybridløsninger til at fungere på en ordentlig måde. Det er et problem, som formentlig vil kalde på en bred vifte af forskellige løsninger, men noget som en ny bestyrelse er nødt til at holde sig for øje.
Udfordringerne udefra
Flere af de store udfordringer har med digitaliseringen at gøre. Det gælder den lave og ofte uigennemskuelige afregning fra streamingtjenesterne. Det gælder biblioteksafgiften, hvor der er risiko for, at stigningen i de digitale udlånstal efterhånden kommer til at skævvride fordelingen. Og det gælder naturligvis i høj grad AI, hvor DFF sammen med mange andre organisationer står over for en sisyfosopgave med at prøve at definere og forsvare de menneskelige frembringelser og deres særlige værdi.
Kasper Hoff
Jeg er børnebogsforfatter og har udgivet halvtreds bøger. Jeg har siddet flere år i BU-styregruppen, men har også lyst til at være en del af bestyrelsen og arbejde for, at vi er rustet til en fremtid med AI, streaming og nedskæringer på kulturområdet.
Hvad er dit overordnede mål med at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?
’Zusammen sind wir stark’ siges det i Fassbinders film ’Angst essen Seele Auf’, og det er nok det nærmeste, jeg er kommet på en Højere Sandhed. Dybest set ville jeg ønske, at Dansk Forfatterforening var en fagforening, og dermed havde ret til at forhandle kollektive overenskomster på medlemmernes vegne. Sådan er det desværre ikke, men der er stadig en masse ting, vi kan gøre sammen for at sikre vores rettigheder og styrke vores vilkår.
Hvor er foreningen særlig stærk i din optik?
Foreningen har i mine øjne tre vigtige funktioner: Den er en platform for vidensdeling og social interaktion medlemmerne imellem, den yder juridisk bistand til medlemmerne, og den varetager vores interesser i de politiske sammenhænge, hvor det enkelte medlem ingen indflydelse har. Disse funktioner er sideordnede, og ingen er vigtigere end de andre.
Hvad kunne foreningen efter din mening gøre bedre?
Jeg drømmer om:
At vi en dag fusionerer med de Skønlitterære og blive én stærk forening.
At juridisk vejledning i.f.m. kontraktforhandling ikke kun er et tilbud, som medlemmerne kan benytte sig af, men at alle kontrakter kommer forbi foreningen til gennemsyn inden underskrivelse.
Bedre akustik i foreningens lokaler.
Bedre honorarer til udefrakommende foredragsholdere, musikere og andre, der optræder til foreningens arrangementer.
Hvad oplever du som værende de største udfordringer for bogbranchen pt.?
AI er kommet for at blive, og DFF skal klæde vores politikere på og motivere dem til at gør det, der skal til, for at beskytte rettighedshaverne.
Streaming er et monster, der skal holdes i kort snor, så det ikke æder os. Smarte forretningsfolk uden kærlighed til litteratur skal ikke sætte rammerne for branchen.
Bibliotekets – og p.t. ikke mindst skolebibliotekets – rolle skal konstant diskuteres, udvikles og forsvares.
Martin Holmslykke
Jeg har primært skrevet spændingsromaner og har de sidste 4 år siddet i den skønlitterære styrelse. For at vi stadig er relevante, mener jeg, at vi skal gøre mere for at engagere nye forfattere i det litterære fællesskab. Desuden er kampen omkring AI og streaming noget som skal tages meget alvorligt.
Mit forfatterskab startede med en novelle, som DR opførte. Så kom en ungdomsroman om mandlig spisevægring og senest har jeg skrevet nogle samfundskritiske spændingsromaner.
Hvad er dit overordnede mål med at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?
Jeg ønsker at styrke forfatteres rettigheder og økonomiske vilkår i en tid, hvor AI og streaming ændrer branchen. DFF spiller en vigtig rolle i at beskytte os som rettighedshavere og i at sikre ytringsfriheden. Hvis jeg blev valgt ind, vil jeg arbejde for fair betaling og stærkere fællesskab.
Hvor er foreningen særlig stærk i din optik?
Vores styrke er, at vi er dem, der skaber indholdet og at DFF rummer hele spektret af forfattere, oversættere og illustratorer, og det giver en bredde, der er unik. DFF fungerer både som juridisk støtte, politisk talerør og fællesskab for vidensdeling og sparring – tre stærke søjler, som sammen gør os robuste.
Hvad kunne foreningen efter din mening gøre bedre?
Vi skal blive bedre til at kommunikere klart og rettidigt med medlemmerne – især om de sager, der arbejdes med. Derudover bør vi styrke indsatsen for at tiltrække unge og nye medlemmer og gøre DFF endnu mere relevant for dem.
Hvad oplever du som værende de største udfordringer for bogbranchen pt.?
AI og streaming presser vores rettigheder og indtægter. Vi skal arbejde for klare regler og fair aftaler, så nye teknologier ikke udhuler vores levegrundlag. Samtidig er der behov for at styrke skolebiblioteker og fremme læselyst blandt børn, så de næste generationer også nyder godt af det frie ord. Derfor vi må aldrig tage ytringsfriheden for givet.
Zarah Juul
Jeg interesserer mig for billedfortællinger og for kunstneres rettigheder. Jeg er optaget af at skabe gode forhold for os i en verden, hvor det menneskeskabte udfordres af algoritmer og maskiner skabt af mennesker, hvis primære mål er at optimere for enhver pris.
Jeg har fokus på diversitet og kvalitet og på at råbe op om, hvor gode vi er i Danmark til at fortælle historier i billeder og ord.
Hvad er dit overordnede mål med at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?
Det er at sikre, at illustratorer har en stemme og er med til at byde ind med løsninger på kunstens udfordringer i dag.
Jeg vil gerne være med til at gøre foreningen fremtidssikret og progressiv.
Hvor er foreningen særlig stærk i din optik?
Vi er stærke, når det gælder om at blive hørt politisk. Vi er også stærke, når det gælder om at gå forrest med det gode eksempel.
Hvad kunne foreningen efter din mening gøre bedre?
Vi kunne godt blære os lidt mere med det, vi udretter. Og så kunne vi måske godt være lidt mere modige.
Hvad oplever du som værende de største udfordringer for bogbranchen pt.?
At den kunst vi står for ikke tages alvorligt nok i forhold til den åbenlyse betydning, den har for samfundet.
At vi lige nu står overfor en kæmpe udfordring og omvæltning pga. AI.
Charlotte Langkilde
Som forfatter til gennemdokumenterede og meget velanmeldte faglitterære bøger, som jeg skriver med brug af skønlitterære greb, mener jeg at have forudsætningerne for at være med til at løfte Forfatterforeningen.
Jeg har været medlem af den Faglitterære Styrelse i 6 år og af Biblioteksudvalget i 4 år.
Når jeg stiller op til bestyrelsen, er det fordi bogbranchen befinder sig i et sporskifte og kræver fokus. Vi bliver påvirket af AI, af elektroniske udgivelser, af faldende bogsalg og af ændringer i bibliotekernes indkøb. Som et lille sprogområde er vi særligt udfordret.
Forfatterforeningen har i de seneste år været dygtig til at blive hørt, og det vil også fortsat være en af de vigtigste opgaver. Vi har mere end nogensinde brug for at råbe politikere, styrelser, organisationer og bogbranchen i det hele taget op for at gøre opmærksom på, hvad det fortsat kræver at have en levende dansk bogproduktion.
Jeg har igennem en årrække deltaget i den internationale Hay Litteraturfestival, som samler nogle af de bedste internationale forfattere. Det har givet mig et udsyn til det internationale bogmarked, som jeg gerne vil give videre til Forfatterforeningen.
Mine seneste bøger er:
- Sagen om Nordisk Fjer.
- Fra Færøerne til Brandts Klædefabrik.
- Færøerne. En moderne nation fødes.
Jeg er aktuelt i slutfasen af et omfattende bogprojekt, som jeg håber at færdiggøre i løbet af det næste par måneder.
Foto: Ole Haupt
Lotte Thrane
Kvalitet i det, vi skaber – gerne koblet med fantasi, mod og samfundsengagement.
Kommunikation og vidensdeling på tværs af eller mellem grupperne, og meget gerne i DFFs kommunikation udadtil.
Fokus på forfatteres levevilkår og målrettet arbejde på at forbedre dette.
Mine visioner for DFF:
Jeg er forfatter til otte bøger og en masse artikler og essays, og jeg er aktiv i den faglitterære gruppe. Jeg har været medlem af DFF siden 1985, og valgt medlem af hovedbestyrelsen siden 2011 – det har jeg været glad for, og derfor genopstiller jeg nu. Jeg har siddet i en række udvalg og været med til at tage vigtige beslutninger – og altid kæmpet for kvalitet, vitalitet og samfundsengagement, både i det vi beslutter, og det vi skriver, tegner eller oversætter til – men også i måden vi agerer på som talerør for medlemmerne. Jeg vil fortsat satse på at vi også skal kunne arbejde på tværs af grupperne, dels for at vi kan lære af hinanden, inspirere hinanden, blive bedre til det, vi gør, men også for at vi kan finde nye måder at lave bøger og publicere på. Og ikke mindst i disse tider, hvor genrerne er i opbrud, må tværfaglige kurser og arrangementer gerne prioriteres.
Mere og bedre kommunikation:
DFF står stærkt, både i kulturdebat og i offentligheden, men kommunikationen om os, vore arbejdsforhold og gøremål kan blive endnu bedre. En retorisk bevidst og gerne fantasifuld kommunikation er også nødvendig ved hvervning af nye medlemmer. Det er vigtigt at vi er mange, og at det også bliver klart for yngre forfattere at DFF slås for dem og deres interesser. Og medlemmerne skal fortsat opdateres om legater og stipendier, og gerne i at skrive ansøgninger og andre arbejdsforbedrende tiltag.
Udfordringer netop nu?
AI skal fortsat reguleres og udforskes, så både negative og positive aspekter bliver tydeligere – og vi skal finde måder at knække børns manglende læselyst på – vore kommende læsere!
Sanne Udsen
Jeg vil gerne medvirke til at fremtidssikre DFF og til at bedre medlemmernes vilkår i en utroligt omskiftelig verden. Jeg har tidligere siddet i Forfatterforeningens bestyrelse og efter at have holdt en pause, er jeg nu klar til at tage endnu en tørn.
I 2025 har jeg 25-års jubilæum som forfatter, og jeg har været medlem af DFF næsten (næsten!) lige så længe. Da jeg tidligere sad i bestyrelsen, varetog jeg også posten som kasserer. I dag er jeg medlem af den skønlitterære gruppestyrelse. I løbet af de 25 år har jeg dog både skrevet skøn- og faglitteratur. Min seneste roman, som for nylig er udkommet på forlaget Alpha, hedder ”Manden i huset”, og min mest kendte faglitterære bog hedder ”Psykopater i jakkesæt”.
Mit overordnede mål
Jeg er særligt optaget af at forbedre forfatteres økonomiske vilkår. Som bekendt er de fleste forfatterøkonomier ganske skrøbelige og bestående af mange forskellige enkeltdele. Uanset hvordan den enkeltes økonomi er sammensat, er det for mig væsentligt, at vi som forening arbejder for, at den del, der vedrører forfattergerningen, honoreres så godt som overhovedet muligt. Det kan ske ved at arbejde for gode kontrakter, fornuftige royaltysatser, rimelig betaling for streaming, samt ikke mindst oplysning om forfatteres rettigheder.
Foreningens særlige styrke
Det er os, der skaber indholdet, og det er en ubetinget styrke, at foreningen organiserer medlemmer i alle de grupper, der skaber dette indhold: Skøn- og faglitterære forfattere, BU-forfattere og lyrikere, oversættere og illustratorer. Det er vigtigt, at foreningen varetager alle medlemmers interesser, også selv om det ikke er de samme udfordringer, som alle medlemsgrupperne står overfor.
Hvad foreningen kan gøre (endnu) bedre
Vi bør forbedre medlemsrekrutteringen. Flere medlemmer er med til at sikre DFFs indflydelse. DFF skal være en attraktiv organisation, hvor potentielle medlemmer af alle grupperne kan se sig selv, og hvor de tydeligt kan se, at DFF tjener deres interesser.
De største udfordringer for bogbranchen
Den lave betaling for streaming og den (mere eller mindre) snigende brug af AI i oversættelser er to af tidens helt store udfordringer. Udfordringer er der i det hele taget nok af, og DFF skal gøre sit bedste for at tackle dem til gode for medlemmerne.
Kim Witthoff
Jeg er oversætter, har været medlem af Dansk Forfatterforening siden 2008 og vil gerne bidrage til foreningens arbejde med at sikre rettigheder og ordentlige arbejdsforhold for os, der tilsammen udgør bogbranchens kreative basis.
Hvad er dit overordnede mål med at engagere dig i bestyrelsesarbejdet?
Det arbejde, Dansk Forfatterforenings bestyrelse gør, for at sikre gode betingelser for forfattere, oversættere og illustratorer er særlig vigtigt i en tid, hvor en del af os oplever teknologisk og økonomisk pres fra danske og udenlandske kommercielle aktører inden for bogbranchen.
I den kamp er det afgørende at stå samlet – gerne med ligesindede i udlandet – for derved at have større gennemslagskraft. Og jeg vil meget gerne deltage i dette arbejde for, at vores rettigheder og indkomstgrundlag ikke bliver undergravet.
Hvor er foreningen særlig stærk i din optik?
I min tid som medlem af Dansk Forfatterforening har jeg haft stor gavn af medlemsarrangementer og foreningens sekretariat og juridiske rådgivning.
De mange kurser og andre medlemstilbud har for mig som freelancer været en uvurderlig større og motivation i det daglige arbejde, og jeg håber, det vil blive muligt at fortsætte både arrangementer og sekretariatets altid veloplagte medlemskontakt og måske udvikle nye tilbud på tværs af faggrupperne.
Hvad kunne foreningen efter din mening gøre bedre?
Hvis man er ny i bogbranchen, hvad enten det er som forfatter illustrator eller oversætter, bør man være opmærksom på, at man i forhold til forlagene indtræder i et ulige magtforhold, hvilket visse forlag bevidst udnytter.
Jeg kunne derfor ønske, at Dansk Forfatterforening gør en særlig indsats for at række ud til nye og kommende mulige medlemmer, så de ikke føler sig på herrens mark, når de skal forhandle vilkår og kontraktbetingelser.
Hvad oplever du som værende de største udfordringer for bogbranchen pt.?
Læselysten og -evnen hos de unge falder, og bogbranchens omsætning er dalende. Skal læsekulturen i Danmark fastholdes, kræver det en målrettet indsats, hvor alle parter inden for bogbranchen samarbejder med politiske beslutningstagere om at videreføre og -udvikle interessen for dansksproget kvalitetslitteratur til børn og voksne.