Find oversætter

Fra værkstedet

Af De skønlitterære - 13. november 2022
I den skønlitterære gruppe har du rig lejlighed til at blive klogere, få inspiration og møde kolleger. De faste indslag tæller kurser, fyraftensmøder, “Kreativ Proces”, hvor en erfaren forfatter fortæller om sin tilgang til skrivearbejdet, og “Ind i værkstedet”, hvor du kan få sparring på den tekst, du arbejder på.
Her følger Lise Hartfelts oplevelser fra et af sidstnævnte arrangementer:
Læserkontrakten
En dejlig forsommeraften cyklede jeg, i medvind og solskin, til Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn for at “komme ind i værkstedet”. Jeg havde brug for hjælp, for jeg var kørt fast i min egen tekst. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg ikke ville give mere fra mig, men jeg var samtidig i tvivl, om jeg kunne tillade mig at være så “fedtet med oplysninger”, og jeg syntes ikke, jeg var rigtigt færdig med den roman. Den havde i nogen tid været temmelig tyggegummiagtig – bedst som jeg skrev den længere og hev og sled i den, ville den trække sig sammen igen!
Jeg havde skrevet til Birte og foreslået, at vi kunne diskutere emnet “læserkontrakten”, og jeg ville gerne læse lidt op fra romanen.
Jeg fandt en passage fra min tekst, hvor vi er på fødestuen med den unge Susi, og den formodede far opdager, at han ikke er barnets far.
Jeg tumlede med problematikken om, hvorvidt jeg kunne åbne for et emne uden at give læseren mange, eller i det mindste nogle, helt konkrete spor til at besvare  de spørgsmål teksten åbnede.
Helt konkret handlede det om en af mine fiktive karakterer, der var ude for nogle meget ubehagelige oplevelser i romanen. Foruden scenen hvor Susi føder, og” faren ikke er faren” , har hun  en lille hund, der senere bliver slået brutalt ihjel og hendes veninde har et fårehold, hvor adskillige lam en morgen bliver fundet dræbt. Jeg oplevede, at romanen ville blive dårligere af, at jeg lagde alt for tydelige spor ud om hvem ugerningspersonen var. Jeg ville gerne drøfte den kontrakt, jeg mener forfatter og  læser har om, at teksten skal rumme mulige svar på de spørgsmål den rejser. Som tidligere gymnasielæser plejede jeg at sige til mine elever, at læseren må have alle tænkelige teorier om hvad teksten udsiger, men at det er læserens opgave at finde mindst tre spor, der fører i retning af netop dén eller dén tolkning. For alle tolkninger er ikke lige gode, nogle er altså bare mere sandsynlige end andre, og bevismaterialet skal findes i teksten!
Nu sad jeg selv og prøvede at lægge ret tydelige spor ind i min tekst, men jeg havde en modstand mod at blive for tydelig. Så jeg rejste spørgsmålene om, dels hvor lidt forfatteren må lægge frem og dels hvad læseren kan kræve af teksten for ikke  at føle sig snydt.
Vi fik i fælleskab slået fast, at forfatteren og teksten kan tillade sig ALT, bare teksten har tilstrækkelig kvalitet – ja, det var jo den nemme del af aftenen-  og jeg fik flere gode bud på, hvordan jeg kunne lægge små bitte spor ind, så læseren ikke havde grund til at føle sig snydt. Jeg blev bekræftet i, at jeg ikke behøvede tilføje noget til det kapiteludsnit jeg læste højt, og jeg fik også et helt konkret forslag til, hvad jeg kunne tilføje et andet sted.
Jeg læste et lille stykke op af min tekst, ligesom en anden forfatter, der også gerne ville teste teksten i forhold til læseren, og dét at vi, i storgruppe, brainstormede på noget meget konkret gjorde både arbejdet og resultatet meget brugbart. Jeg lukkede de andre fremmødte forfattere ind i værkstedet og gik også selv ind i andres værksted.
For tiden sidder jeg og gennemlæser og retter romanen til og er meget snart klar til at aflevere den.
Lise Hartfelt

2004 - 2022 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte