Find oversætter

Indtryk og glimt fra Ud-af-huset-mødet 21. maj 2022 på Liselund Højskole i Slagelse

Af Leila Joensson (www.leilajoensson.com)

Se også Tommy Flugts beretning og billeder på: https://www.facebook.com/groups/1071201599632934

Af De skønlitterære - 23. maj 2022

Vi er samlet på Liselund Højskole i Slagelse til en eftermiddag i Martin A. Hansens navn. Liselund Højskole er i sig selv et besøg værd med sin helt egen historie.

Vi bydes velkommen i ’Lille Salum’, en sal dedikeret til Martin A. Hansen og hans alsidige produktion, skønt han kun blev 46 år. Martin A. Hansen (1909-1955) fik to børn med sin Vera. Om ham står, at han var forfatter, historiker og billedkunstner. Martin A. Hansens forfatterskab, liv og inspiration er rammen om denne eftermiddag, hvor historier og ’gammelliv’ væves sammen til en helhed. Henning Nørhøj, næstformand i Landsforeningen for Martin A. Hansen, fortæller engageret om forfatterens mange færdigheder. Interessen for historie blev for alvor udlevet i værket ’Orm & Tyr’ (1952).

Mette Lise Rössing, Martin A. Hansens datter, gør historien levende i sit nærvær. Mette Lise er billedvæver, som sin mor, Vera, og fortæller hvordan forældrene har inspireret børnene. Således blev Hans Ole, Mette Lises bror, initiativtager til Sagnlandet Lejre og banefører indenfor eksperimentel arkæologi i 70’erne og fremefter. ’Mine forældre døbte i 1950 det nye hjem i Lejre for ’Salum’, efter en runesten i kormuren i Hellestad Kirke i Skåne…’ (Citat Hans Ole Hansen. Forord i ’Salshuset – fra drøm til virkelighed’ Poulsen 2005). Hans Ole uddyber at ’Salum’ betyder – i huset – et stort hus, måske et sted for kultiske sammenkomster. ’Lille Salum’ er et smukt og inspirerende rum fyldt med Martin A. Hansens private møbler, malerier, imponerende bogsamling med egne værker og sekundære værker om forfatteren, optegnede kort og en interaktiv informationsstander for dem, der vil et spadestik dybere.

Efterfølgende læser Christine Tjalve op af ’Midsommerfesten’ og lydklip med Martin A. Hansen bringer forfatteren endnu tættere på, ja nærmest, som var han i rummet.

 

Suzanne Brøgger har skrevet romanen ’Sølve’, om 8000 års historie i Danmark, oplevet i en radius på 25 km. fra hendes vindue. Suzanne læste op fra bogen med forskellige nedslag i historiske perioder, og om hvordan Martin A. Hansen og venner havde deres eget ’magiske træ’, som de ofrede en flaske snaps til en gang om året. Det kulturhistoriske værk, er et flot eksempel på, hvordan historie og arkæologi kan gøres personlig og nærværende og på samme tid formidle historiske perioders sammenhæng for alle.

Eftermiddagen fortsatte med samtaler om temaet ’inspiration’, og hvad der inspirerer os som forfattere. Om gode og dårlige erfaringer med forlag og generel sparring om forfatterskabets kunst. For Martin A. Hansen var det formidling og inspiration i naturen og livet, der var kimen til hans forfatterskab. Som Christine så fint udtrykte det ’Historien ligger i jorden, hvor han er…’. Miljøbeskrivelser var afgjort et af forfatterens stærkeste kort. Lyt fx til ’Fiskekatten’ på youtube.com, hvor forfatteren på eminent vis omfavner livets skyggesider set fra en lystfiskers synspunkt. Martin A. Hansens liv og levned er tillige udgivet i dagbøger, hvor man fornemmer hans passionerede tilgang til forfatterskabet og kunsten. Det var tydeligvis inspirationen, der drev værket, oplevet af observatøren Martin A. Hansen, i en tid hvor 2. verdenskrig satte markante spor i folkets bevidsthed.

StORDstrømmens 10-års jubilæum er markeret ved udgivelsen af en fin antologi ’Oshernedefra’, hvor forfattere skriver om et lokalt sted på Sydsjælland. Dette på opfordring af Lise Bostrup, initiativtager og forlagsindehaver. Om initiativet fortalte forfattere, Merete Bandak og Carsten Flink. Dansk Forfatterforenings bestyrelse informerede om de mange tilbud til medlemmerne. Derudover blev der delt informationer om nye kunstneriske initiativer på Vestsjælland og omegn.

En skøn og inspirerende eftermiddag i Martin A. Hansens navn blev afsluttet på bedste vis i godt selskab over en god middag i Liselund Højskoles hyggelige og hjemlige lokaler.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte